Stillingsopslag Kirketjener v. Lundtofte Kirke
Kirketjener søges til Lundtofte Kirke
Lundtofte Sogn søger en kirketjener, som vil indgå i et team på 2 fuldtids kirketjenere og 2 deltids kirketjenere. Stillingen er på 25 timer ugentlig med ansættelse pr. 1. april 2026. Vi søger en selvstændig og serviceminded person med gode evner til at kommunikere og samarbejde på tværs af faggrupper, med menighedsråd og dem, som kommer i kirken i sorg og glæde.
Kirketjenerne i Lundtofte sogn er ligestillede og er overordnet medansvarlige på alle opgaver. I praksis vil der dog være en naturlig opgavefordeling, som planlægges i teamet i samarbejde med administrationslederen. Herudover vil der være vikardækning mellem kirketjenerne ved ferier og sygdom.
Lundtofte Sogn er et stort sogn med et rigt kirkeliv og højt aktivitetsniveau. Der er en dygtig og engageret personalegruppe, 5 præster og et menighedsråd bestående af lokale ildsjæle, som sætter rammerne for det kirkelige arbejde. Visionerne er mange og ambitionerne store, og der er god mulighed for at få lov til at sætte sit præg på arbejdet. Vi kan tilbyde et job med meget vekslende opgaver og intensitet, hvor der er stor frihed under ansvar. Der vil naturligvis være oplæring, så du kan føle dig tryg i arbejdet.
Kirketjenernes kerneopgaver er:
· Kirketjeneste, - forberedelse af og deltagelse i gudstjenester, kirkelige handlinger, koncerter og
arrangementer.
· Rengøring af de 4 bygninger: Lundtofte Kirke, Geels Kirkesal, Sognegården samt Kirkelængen, som er
kirkegårdens mandskabsbygning.
· Forberedelse af og deltagelse v. sognearrangementer, møder, konfirmandundervisning m.m.
· Eftersyn af kirkens installationer og lokaler. Kontakt med kirkens forskellige håndværkere og leverandører
Personlige kvalifikationer, som vi sætter højt:
· Evne til at samarbejde med rummelighed og åbenhed
· Lyst til rengøring og ordenssans
· Lyst til at være selvkørende og at tage ejerskab
· Evne til at navigere i travlhed og bevare roen og overblikket
· Lyst til at have med mennesker i alle aldre at gøre
· Faglig fleksibilitet - på en arbejdsplads som kirken, er det nødvendigt, at vi hjælper til, hvor der er brug for det
· I god form, da en del af arbejdet er fysisk krævende
· Kørekort er en fordel
Arbejdstid: Du må regne med, at noget af din arbejdstid vil ligge på skæve tidspunkter, om eftermiddagen, aften og i weekender. Der vil blive lavet en rammetidsaftale i forbindelse med ansættelsen. Du vil blive ansat med Lundtofte sogns kirker som tjenestested. Der er forpligtelse til at afstemme ferie/fridage og weekends og påtage sig vikardækning for ens kirketjenerkolleger.
Løn og ansættelsesforhold:
Løn og ansættelsesvilkår efter organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og Danmarks Kirketjenerforening med tilhørende protokollat for kirketjenere. Lønnen aftales indenfor intervallet: 318.527-401.109 kr. årligt (Nutidskroner) Rådighedstillæg udgør kr. 32.602 årligt (Nutidskroner) og er pensionsgivende. OK tillæg på 1.374 årligt (nutidskroner). Ovennævnte beløb er for fuldtidsansættelse, og kvoteres med 25/37.
Du ansættes som overenskomstansat på tjenestemandslignende vilkår. Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at fortsætte som tjenestemænd.
Hvis den, der ansættes i stillingen ikke har gennemført den obligatoriske uddannelse for kirketjenere, skal denne gennemføres inden for de 2 første år af ansættelsen. Der indhentes børneattest. Der er 3 måneders prøvetid.
Kontakt: Hvis dette har vakt din nysgerrighed og du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationsleder Helle Bjørn, tlf. 30 41 14 66 og/eller kirketjener Morten Gundlach,
tlf. 45 20 01 25. Se også kirkens hjemmeside www.lundtofte-kirke.dk
Vi skal have din ansøgning senest søndag d. 13. marts 2026 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt i uge 12.
Ansøgning med relevante bilag sendes til: 7123fortrolig@sogn.dk