Vordingborg Sogns Menighedsråd søger en kirkesanger til Vor Frue Kirke til fast ansættelse pr. 1 juli eller snarest derefter. Stillingen er på 19 timer pr. uge.
Tjenestedage & tjenestetidsrum: tirsdag-fredag (fra kl. 11 – 14) - lørdag (fra kl. 10 – 15). Søndag & mandag er fridage. Tjenester udenfor ovennævnte tidsrum kan forekomme, dog med mindst 1 måneds varsel.
Om os:
Vor Frue Kirke i Vordingborg ligger centralt i byen, kun ti minutters gang fra Vordingborg station.
Kirken er fra ca. 1450 og rummer smukke middelalderlige kalkmalerier samt en markant altertavle fra Christian IV’s tid, der vidner om stedets rige historiske og kunstneriske arv. I dag er Vor Frue Kirke en levende og aktiv sognekirke, hvor kirkelivet og musikken tager udgangspunkt i den klassiske tradition, til glæde for en stor, sangglad og engageret menighed.
Om Dig:
Vi søger en rutineret kirkesanger, gerne med musikfaglig uddannelse. Volumenmæssigt skal du kunne lede den klassiske salmesang alene i et stort kirkerum, men også tilpasse niveauet til det lille kapel eller fællesstuen på det lokale plejehjem. Repertoiremæssigt skal du kunne synge det meste fra Den Danske Salmebog såvel som Højskolesangbogens mere folkelige og rytmiske sange. Derudover ser vi gerne, at du kan påtage dig mindre, solistiske roller.
Vi forventer:
Du kan læse noder og kan selv indstudere hjemmefra.
Du kan synge lettere ting fra bladet (af sværhedsgrad svarende til ”Dejlig er den himmelblå” på Jacob Georg Meidell’s melodi fra 1840).
Du har en stemme af solistisk karakter, der kan fylde vores kirkerum.
Du har en naturlig tilgang til at møde velforberedt, velklædt og rettidigt.
Vi tilbyder:
Et godt arbejdsmiljø med en hyggelig omgangstone mellem præster, ansatte og menighedsrådet.
Struktureret planlægning af arbejde og ferie.
Et højt musikalsk niveau, med konservatorieuddannet organist.
Mulighed for at bidrage med solistisk, kirkerelevant repertoire.
Dedikerede kolleger, som brænder for det de laver.
Øvemuligheder på arbejdspladsen.
Løn:
Årslønnen aftales indenfor intervallet 327.435,90 kr. – 466.596,03 kr (for en fuldtidsstilling)
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen – og et rådighedstillæg, der udgør 27.118,53 kr. årligt (for en fuldtidsstilling). Der er desuden tilknyttet et årligt OK-tillæg på 1.061,76 kr. (for en fuldtidsstilling).
Løn, OK-tillæg samt rådighedstillæg kvoteres med 19/37, i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Endelig aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening.
Ansættelse af en kirkesanger er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og CO10 - Centralorganisationen af 2010 og organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Spørgsmål vedr. stillingen kan stilles til kirkens organist, Dennis Venzel, tlf. 30 23 44 00 eller på kantoren@outlook.dk
Ansøgning med CV og relevante bilag sendes til administrationschef Mette Larsen på mail: 7469MEL@km.dk
Ansøgningsfrist: fredag d. 15. maj 2026 kl. 12.00
Prøvesyngning med efterfølgende samtale afholdes tirsdag d. 26. maj 2026