Key Account Manager til at udvikle salget af el-automation og styretavler

fuldtid
Key Account Manager til at udvikle salget af el-automation og styretavler

Har du lyst til at kombinere din tekniske indsigt med B2B-salg? Motiveres du af at skabe nye forretninger inden for el-automation og styretavler i et stærkt setup? Så er dette job som Key Account Manager hos EA Automatic A/S måske det helt rette for dig.

Om jobbet

Vi søger en proaktiv Key Account Manager, der brænder for el og automation og kan drive salget i en ny salgsorganisation - fra opsøgende salg til forhandling og kundepleje. 

Med direkte reference til virksomhedens CEO får du en central rolle i salgsfunktionen, hvor din opgave bliver at identificere og opsøge nye forretningsmuligheder samt opbygge og vedligeholde stærke kunderelationer - alt sammen med afsæt i din faglige forståelse for kundernes behov.

Dine arbejdsopgaver og ansvarsområder: 

  • Du opsøger kunder i primært Midtjylland og region Syddanmark og åbner døre med energi, vedholdenhed og teknisk indsigt.
  • Du opbygger og udvikler langvarige kunderelationer baseret på tillid og indsigt i kundernes forretning.
  • Du udarbejder tilbud og kalkulationer sammen med dine kollegaer i det eltekniske team - og omsætter tekniske løsninger til klare, kommercielle resultater. 
  • Du forhandler og præsenterer professionelt over for både nye og eksisterende kunder.

Du tilbringer typisk 3 dage om ugen ude hos kunder og 2 dage på kontoret. Derfor ligger din bopæl ideelt set centralt i region Syddanmark.

Om EA Automatic

EA Automatic leverer styretavler, effekttavler, PLC-software, dokumentation og service til en bred vifte af industrier. Med mere end 20 års erfaring og et stærkt team af elektrikere, automationsingeniører og softwareudviklere skaber virksomheden innovative løsninger, der hjælper kunderne med at optimere produktionen.

Siden 2022 har EA Automatic været en del af TS Tech og HYTOR-gruppen, og med moderne produktionsfaciliteter i Esbjerg er der skabt plads til vækst. Som nabo til TS Tech deler man både faglig sparring og sociale aktiviteter. Se mere om EA Automatic her.

Dine faglige og personlige kvalifikationer

Du har en teknisk baggrund som f.eks. maskinmester, elinstallatør, ingeniør eller lignende og erfaring med B2B-salg af eksempelvis automations- og tavleløsninger. Herudover har du:

  • indsigt i styretavler og automationsløsninger samt kendskab til relevante standarder
  • erfaring med kalkulation og tilbudsgivning - med både teknisk og kommercielt overblik
  • gode salgs- og forhandlingsevner og gerne et netværk blandt OEM-kunder, dvs. maskinbyggere/-producenter der udvikler og producerer produktionsudstyr, styretavler og tekniske anlæg.

Hos EA Automatic får du

En central rolle i en dynamisk vækstvirksomhed, hvor du kan sætte dit præg på salget af el-automation og styretavler. Du bliver en del af et kompetent og engageret team med fokus på samarbejde og udvikling, og hvor du får gode muligheder for både faglig og personlig vækst.

Du tilbydes en konkurrencedygtig lønpakke og en kultur, hvor der er plads til ambitioner, initiativ og kollegialt fællesskab.

Kan du se mulighederne, og har du spørgsmål? Så lad os starte dialogen

Har du spørgsmål til jobbet og ansættelsesforhold, er du meget velkommen til at kontakte Tonny Lang, Lang Partners, pr. mail: tl@langpartners.dk eller pr. telefon 60 888 444.

Ansøgning - vi glæder os til at høre fra dig

Hvis dette job har vakt din interesse, så opfordrer vi dig til at uploade dit CV og evt. ansøgning via ANSØG-knappen. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Log ind