Ansættelserne for en række politidirektører udløber i løbet af sommeren 2026. Det gælder for Nordjyllands Politi, Østjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi, Sydsjællands- og Lolland- Falsters Politi, Midt- og Vestsjællands Politi, Københavns Vestegns Politi, Bornholms Politi og Grønlands Politi.
Justitsministeriet søger derfor til de nævnte politikredse politidirektører, der med stort engagement og dygtighed vil være med til at skabe tryghed og sikkerhed i Danmark gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed.
Politikredsene har en bred vifte af opgaver og skal bl.a. forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og retsforfølge strafbare forhold.
I december 2025 blev der indgået en ny flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi for perioden 2026-2030. Den nye flerårsaftale skal sikre, at politiet og anklagemyndigheden på tværs af rigsfællesskabet har de rette rammer, kompetencer og redskaber til effektivt at imødegå udviklingen i kriminalitetsbilledet og i samfundet og derved ruste politiet og anklagemyndigheden til at bekæmpe nutidens og fremtidens kriminalitet til gavn for den enkelte borger i Danmark, Grønland og på Færøerne. Landets politidirektører spiller under rigspolitichefens og rigsadvokatens ledelse en central rolle i gennemførelsen heraf.
Læs mere på
www.politi.dk for yderligere information om de enkelte politikredse og dansk politi som arbejdsplads.
Om stillingerne Politidirektøren er øverste chef for politikredsen og leder både politi, stab og den lokale anklagemyndighed.
Der er tale om centrale og samfundsbærende stillinger, som skal beklædes af ledere, der ønsker at forvalte en væsentlig samfundsopgave, og som vil påtage sig et tydeligt ansvar for at videreudvikle og styrke opgaveløsningen.
Politidirektørerne har ansvaret for at tilrettelægge organiseringen af indsatser i kredsene, foretage de nødvendige prioriteringer, optimere ressourceudnyttelsen og – via politiets og anklagemyndighedens koncernfora – bidrage aktivt til den overordnede styring, prioritering og udvikling i politiet og anklagemyndigheden samt opfyldelse af initiativerne i flerårsaftalen. Politidirektørerne refererer til rigspolitichefen og rigsadvokaten og indgår i politiets koncernledelse, som fastlægger de overordnede strategier og mål for politiets virksomhed.
Politikredsenes øverste ledelse består ud over politidirektøren af en chefpolitiinspektør, som leder de politimæssige opgaver, en chefanklager, som leder anklagemyndigheden og en stabschef, som leder politikredsens administration mv.
Om dig En politidirektør forudsættes
- at være en synlig og tillidsvækkende leder, der gennem tilrettelæggelse af arbejdet i politikredsen har føling med og reagerer på alle væsentlige aspekter af den daglige drift,
- at være beslutningskraftig og turde foretage aktive ledelsesmæssige prioriteringer, når det er nødvendigt for at nå politikredsens mål,
- at sætte klar strategisk retning og gennemføre løbende forandringsaktiviteter i politikredsen for vedvarende at forbedre organisationen, den faglige kvalitet og ressourceudnyttelsen,
- at være initiativtagende og aktivt bidragende til koncernledelsens fælles arbejde med at forbedre politiets og anklagemyndighedens resultater og udvikle opgaveløsninger på tværs af organisationen – også når det kræver omfordeling af opgaver og ressourcer samt
- at være en dygtig og synlig kommunikator både internt og eksternt, som aktivt prioriterer at kommunikere både pro- og reaktivt til ansatte og offentlighed.
Vi søger ledere, der ved, at autoritet udspringer af handling – af evnen til at sætte klar retning, træffe beslutninger og skabe varigt følgeskab. Stillingerne henvender sig til ansøgere, der drives af et betydeligt ledelsesansvar, af muligheden for at gøre en forskel for borgernes tryghed og sikkerhed, og som samtidig søger et ledelsesrum, hvor forventningerne er høje, og beslutningerne rækker langt. Du har erfaring fra ledelse på højt niveau i en kompleks organisation med stort ansvar, offentlighed og politisk opmærksomhed.
Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund. Det forudsættes, at du har det fornødne indblik i og forståelse for politiets og anklagemyndighedens arbejdsområde.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen i Bornholms Politi er en tjenestemandsstilling i lønramme 38, hvor årslønnen aktuelt udgør 731.116 kr.
De øvrige stillinger er tjenestemandsstillinger i lønramme 39, hvor årslønnen aktuelt udgør 802.736 kr.
Der vil herudover blive optaget forhandling om et personligt tillæg og et åremålstillæg.
Stillingerne ønskes besat på åremål med mulighed for forlængelse.
Ansættelsesområdet er politiet og anklagemyndigheden.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Yderligere oplysninger Tiltrædelsestidspunktet afhænger af kontraktudløb for den nuværende politidirektør, men vil som udgangspunkt være mellem den 1. juni og 1. august 2026.
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til Justitsministeriets HR-chef Trine Dahl, tlf. 30 44 78 81 eller HR-direktør i Rigspolitiet Lene Linnea Vejrum på tlf. 27 77 69 83.
Ansøgningen Stillingerne søges elektronisk på
www.justitsministeriet.dk under Karriere.
I ansøgningen bedes du angive hvilke(n) af stillingerne, du ønsker at søge. Hvis du er interesseret i flere af stillingerne, bedes du angive dette i prioriteret rækkefølge.
Ansøgningen, der stiles til Hans Majestæt Kongen, skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest tirsdag den 17. marts 2026 kl. 12.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør at tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke videregives. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udleveringen.