Juridisk studentermedhjælper til Vand og Pesticider i Miljø- og Ligestillingsministeriets Departement

deltid
Juridisk studentermedhjælper til Vand og Pesticider i Miljø- og Ligestillingsministeriets Departement
  • Miljøministeriets Departementet
  • Frederiksholms Kanal 26, 1220 København
Vil du gerne arbejde med at sikre et sundt miljø? Og synes du, det kunne være spændende at beskæftige dig med regulering af miljøfarlige stoffer, pesticider og biocider både nationalt og i EU samt passe på vores drikkevand? Så er du måske den nye studentermedhjælper i Miljø- og Ligestillingsministeriets kontor for Vand og Pesticider.

Hvad kommer du til at arbejde med?
Du vil gennem arbejdet få kendskab til Miljø- og Ligestillingsministeriets organisation og politikområder. Jobbet vil give dig et godt indblik i den departementale styringsmodel og den politiske beslutningsproces nationalt og internationalt. Du vil blive få praktisk erfaring med klassiske embedsmandskompetencer og ministerielle sagsgange, ligesom du får rig mulighed for at dygtiggøre dig juridisk.

Som student får du udfordrende og varierende opgaver, der spænder fra:

  • Håndtering af borgerhenvendelser.
  • Lettere sagsbehandling af ministersager.
  • Hjælp til håndtering af aktindsigtsforespørgsler.
  • Hjælp med forberedelse og afholdelse af møder.
  • Lovarbejde.
Hvem er du?
Vi forventer, at du er stud.jur. samt:

  • Er analytisk og initiativrig.
  • Kan holde hovedet koldt og er metodisk grundig i dit arbejde.
  • Kan kommunikere klart i skrift og tale.
  • Er kreativ og har et talent for at gøre det svære enkelt.
  • Er ansvarsbevidst og kan arbejde selvstændigt.
Hvem er vi?
Kontoret for Vand og Pesticider har ansvaret for politikudvikling og ministerbetjening på drikkevand, spildevand og miljøfarlige stoffer nationalt og i EU. Dette omfatter bl.a. lovgivningen om sprøjtemidler (mod f.eks. ukrudt) og biocider (f.eks. håndsprit og rottemidler), miljøfarlige stoffer i vandmiljøet samt regulering af drikkevand og spildevand, alt sammen med henblik på at sikre et sundt miljø. Hos os kommer du ikke til at kede dig: Vores område har politisk bevågenhed, stor samfundsmæssig betydning og er kendetegnet ved at påvirke danskernes hverdag. Vi har et tæt samarbejde med kontoret for Sikker kemi, hvor du også kan få opgaver fra.

Vi tilbyder

  • En spændende og til tider travl hverdag i en engageret og samarbejdsorienteret enhed.
  • Spændende og udfordrende opgaver med mulighed for personlig og faglig udvikling.
  • Indblik i den politiske beslutningsproces og hvordan det er at arbejde i et af centraladministrationens departementer.
Hvem er vi?
Miljø- og Ligestillingsministeriet har det overordnede ressortansvar for naturbeskyttelse, miljøhensyn og grøn omstilling af samfundet - samt ligestilling mellem kvinder og mænd og LGBT+ personer.

I ministeriet arbejder vi sammen om at beskytte vores natur og miljø, og vi arbejder for en grøn omstilling af samfundet. Desuden arbejder vi for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og LGBT+ personer, så alle har reelt lige rettigheder og muligheder for at udfolde sig og deltage i samfundet. Opgaverne løses i departementet og ministeriets styrelse.

Departementet varetager ministerbetjening og den overordnede udvikling, planlægning og administration af lovgivningen på miljø- og ligestillingsområdet. Departementets hovedopgave er at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe beslutninger på miljø- og ligestillingsområdet til gavn for vores omgivende samfund.
Vi er en spændende og dynamisk arbejdsplads tæt på det politiske system. Vi arbejder ud fra værdierne enkelt, sammen og ansvarligt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er efter fællesoverenskomst mellem Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i staten.

Ansættelsesområde er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestested er Miljø- og Ligestillingsministeriets departement, Frederiksholmskanal 26, København K.

Stillingen er normeret til en ugentlig arbejdstid på 15 timer, som du i samarbejde med kontorets chef kan fordele, så det kan passe med dine studier.

Det er et krav, at du er studieaktiv for at være ansat som studentermedhjælper.

Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Lea Frimann Hansen på tlf. 25 65 02 42.

Du kan læse mere om Miljø- og Ligestillingsministeriet på vores hjemmeside www.mim.dk.

Ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Du søger stillingen online på vores jobportal ved at trykke "Søg stillingen" nederst i stillingsopslaget senest den 22. januar 2026. Du bedes vedlægge CV, herunder dokumentation for igangværende uddannelse og beståede eksamener (inkl. karakterer) samt oplysninger om tidligere beskæftigelse m.v.

Vi forventer at afholde samtaler mandag den 26. januar 2026 med henblik på tiltrædelse snarest muligt efter nærmere aftale.

Miljø- og Ligestillingsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Log ind