Juridisk kontorchef med analytisk kapacitet og gode samarbejdsevner til Told, Indberetning og Kontrol i Skatteministeriets departement

fuldtid
Juridisk kontorchef med analytisk kapacitet og gode samarbejdsevner til Told, Indberetning og Kontrol i Skatteministeriets departement
  • Skatteministeriet
  • Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K
Kan du holde det strategiske overblik og sikre fremdrift i mange forskellige typer af opgaver på samme tid? Og er du en konstruktiv samarbejdspartner med stærke forudsætninger for ledelse? Så er du måske den kontorchef, vi søger til vores juridiske kontor, der bl.a. arbejder med lovgivning, politikudvikling og internationalt samarbejde inden for områderne told, indberetning og kontrol.

Om stillingen
Du bliver kontorchef i kontoret Told, Indberetning og Kontrol, hvor du i tæt samarbejde med øvrige dele af departementet bliver ansvarlig for at sikre relevant og fagligt velfunderet ministerbetjening, der bidrager til den ønskede politikudvikling. Helt konkret vil du skulle udarbejde beslutningsoplæg til minister og regering, besvare folketingsspørgsmål, og håndtere såvel interne som eksterne interessenter for at understøtte en effektiv og samarbejdsorienteret koncern.

Som kontorchef får du mulighed for at arbejde tæt på de politiske processer og bidrage til udformningen af skattelovgivningen på området - og få indblik i både nationale og internationale beslutningsprocesser.

Kontoret har ansvar for en lang række tværgående nationale områder, der berører de fleste borgere og virksomheder. Det gælder fx lovgivning mv. vedrørende administration af forskuds- og årsopgørelse, indberetning af skatter og afgifter, skattekontrol og sanktioner.

Kontoret deltager også i internationale fora – herunder i EU og OECD. Her vil du bidrage, når der bl.a. forhandles og vedtages nye EU-retsakter og drøftes tiltag i forbindelse med den øgede globalisering, fx ønsket om at bekæmpe skattely og grænseoverskridende skattekriminalitet. I EU forhandler kontoret fx reglerne om administrativt samarbejde mellem landene, som fx udveksling af oplysninger vedr. platformsøkonomi. I øjeblikket forhandles en toldreform, som bl.a. skal sikre lige konkurrence mellem EU-virksomheder og tredjelandsvirksomheder.

I det daglige får du en stor kontaktflade, da løsningen af kontorets opgaver sker i et tæt samarbejde og dialog med andre dele af Skatteministeriets koncern, andre ministerier og interessenter. Endelig har kontoret ansvaret for retssager og præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen på kontorets fagområder.

Kontoret består af seks medarbejdere og er et af otte kontorer i afdelingen Jura. Du vil referere til afdelingschefen.

Om dig
Du har en relevant videregående juridisk uddannelse med en stærk faglig profil.

Vi forventer desuden, at du:

  • har indgående erfaring med og forståelse for det politiske system og de politiske beslutningsprocesser, ligesom du har stor faglig kapacitet
  • kan holde strategisk overblik og kan eksekvere og sikre fremdrift i mange sager på en gang
  • kan samarbejde på alle niveauer i en organisation med mange interne og eksterne samarbejdsflader og kan opbygge solide relationer til relevante samarbejdspartnere
  • har stærke forudsætninger for ledelse.
Erfaring med personaleledelse samt erfaring med politisk rådgivning er en fordel. Stillingen kræver robusthed og evnen til at arbejde i et komplekst felt samtidig med, at du kan sætte retning, gå forrest og motivere - også når det spidser til.

Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter, og vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde, samtidig med at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.

Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket "Søg stillingen" senest kl.12 den 19. marts 2026.

Er du er tjenestemand, stiles din ansøgning til H.M. Kongen.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingschef Katrine Ledam Rasmussen på 7237 9017 (gerne med sms) eller mail: klr@skm.dk.

Der kan indgå tests som led i ansættelsesproceduren, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Ansættelse sker på åremålsvilkår i henhold til rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen forventes klassificeret i lønramme 37, svarende til løngruppe 1 for kontraktansatte. Hertil kommer åremålstillæg og eventuelt yderligere tillæg efter forhandling.

Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Log ind