Søger du et spændende studiejob med faglige udfordringer? Har du lyst til at arbejde med forvaltningsret og sundhedsjura, og er du ambitiøs på egne og samfundets vegne? Så er du måske vores nye kollega. Om Sundhedsjura Som student bliver du en del af enheden Sundhedsjura, som består af to sektioner (Sektionen for Lovgivning, udvikling og politik og Organisationssektionen). I Sundhedsjura er vi 23 medarbejdere, hvoraf tre er studenter.
I Sundhedsjura har vi en bred opgaveportefølje, og vi har en lang række juridiske opgaver på tilsynsområdet samt intern og ekstern juridisk rådgivning inden for centrale regler på sundhedsområdet. Vi har desuden ansvaret for udarbejdelse af juridiske notater og analyser til brug for politikudviklingen på sundhedsområdet, lovgivningsarbejde og besvarelse af folketingsspørgsmål. Opgaverne i Sundhedsjura har høj bevågenhed og aktualitet, og løses i tæt samspil med styrelsens øvrige enheder samt relevante eksterne interessenter.
Din hverdag hos os Som student vil du blive en del af sektionen Lovgivning, udvikling og politik, og vi tilbyder et studierelevant job i et spændende og fagligt stærkt miljø, hvor der er mulighed for at anvende dine teoretiske færdigheder i praksis.
Vi er en ambitiøs enhed i rivende udvikling, som består af en blanding af erfarne og nyuddannede jurister, der alle brænder for at gøre en forskel i understøttelsen af et trygt sundhedsvæsen. Vi har en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der er rig mulighed for sparring.
Vi garanterer, at du vil blive fagligt udfordret, og at der er mulighed for at bruge og udvikle dine evner både med hensyn til effektive arbejdsmetoder og praktisk sagsbehandling. Dine arbejdsopgaver og ansvar vil variere alt efter dine erfaringer og kvalifikationer, og du vil få en bred kontaktflade dels til dine juridiske kollegaer i Sundhedsjura, men også til kollegaer med anden faglig baggrund samt eksterne interessenter.
Dine primære arbejdsopgaver bliver:
- Sagsbehandling af aktindsigtsanmodninger efter forvaltningsloven.
- Håndtering af borgerhenvendelser.
- Administrative opgaver, herunder oprettelse af sager, journalisering og kopiering.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer Du er godt på vej i din uddannelse som cand.jur. og har minimum bestået 4. semester. Du er detaljeorienteret, interesseret i forvaltningsret og har en stærk analytisk sans. Desuden er du ambitiøs, ansvarsbevidst og udviser et stort engagement for dit arbejde.
Vi lægger derudover vægt på, at:
- Du har et højt fagligt niveau med et solidt teoretisk kendskab til offentlig ret i bred forstand.
- Du har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner og kan formulere dig enkelt og klart.
- Du motiveres af at finde løsninger på komplekse juridiske problemstillinger samtidig med, at du kan bevare overblikket over dine opgaver.
- Du tager ansvar og er effektiv uden at gå på kompromis med kvaliteten.
- Du udviser holdånd og har gode evner for samarbejde på tværs af faggrupper.
Vi tilbyder En spændende arbejdsdag med varierende og meningsfyldte arbejdsopgaver. Du vil blive en del af et stærkt juridisk fællesskab og samtidig et inspirerende tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger løser vigtige samfundsopgaver. Vores arbejdsmiljø er uformelt, dynamisk og med stor vægt på den sociale sammenhængskraft i enheden.
Vi er derudover en arbejdsplads der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gratis træningsfaciliteter og en svanemærket kantine hvor du kan købe frokost og nyde din betalte frokostpause. Vi har en kunstforening og en aktiv personaleforening, der arrangerer teater- og biografture, museumsbesøg mm. Vi har cykelkælder, ligger i gå-afstand til offentlig transport, og det er muligt at tilmelde sig p-plads ordning i p-kælder med el-ladestandere. Styrelsen har en smuk beliggenhed på Islands Brygge med udsigt over Københavns Havn.
Om ansættelsen Tiltrædelse ønskes hhv. pr. 1. maj og 1. juni 2026. Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer, der – efter aftale med din leder - tilrettelægges fleksibelt i forhold til dit studie.
Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale med HK/stat for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Ansøgningsfristen er den 22. marts 2026.
Kontakt os gerne Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Mai-Britt Bonde på tlf. 5148 4196 og specialkonsulent Jens Vikner på tlf. 20115 7316.
Er du interesseret? Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og dokumentation for studieaktivitet. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 13 og 14.
Du kan læse mere om os på
www.stps.dk