Studentermedhjælper med kærlighed for Instagram og Svendborg

studiejob
Studentermedhjælper med kærlighed for Instagram og Svendborg
  • jfm
  • Sankt Nicolai Gade 3 5700 Svendborg

Har du fingeren på pulsen i Svendborg, og er du dygtig til at skabe engagement på Instagram, kan du meget vel være den studentermedhjælper, vi søger.  

Fyns Amts Avis udgiver hver onsdag Ugeavisen Svendborg, men hver eneste dag udkommer avisen digitalt og på de sociale medier. Stadig flere svendborgensere, især de yngre, følger os via Instagram, og nu vil vi gerne nå ud til endnu flere med nye og spændende historier fra bylivet i Svendborg. Derfor har vi brug for din hjælp til at opdatere på vores sites. 



Vi arbejder mere end 30 personer i huset på Sankt Nicolai Gade i Svendborg – journalister, sælgere og andre. Vi har et godt og trygt arbejdsmiljø, og vi er meget opmærksomme på, at folk trives på arbejdspladsen. Selv om vi brænder for at få vores nyheder ud til læserne, og derfor går op i vores arbejde med liv og sjæl, har vi også altid tid til at have sjovt med hinanden. 


Her er dine opgaver 

Som studentermedhjælper assisterer du vores faste journalist på Ugeavisen Svendborg, Karen. Sammen idéudvikler I opgaverne, og derefter hjælper du med at færdiggøre opslagene – herunder at klippe videoer sammen. Men du får også mulighed for at arbejde på egen hånd fra idé til publicering.  

Vi interesserer os for meget, der sker i Svendborg, men vi vil især gerne være de første til at fortælle om nyt om byens spisesteder, vandhuller, butikker og vilde kulturliv. Du har derfor fuldstændig styr på, hvad der rører sig – og især hvad der er af aktuelle muligheder for unge og de lidt ældre, som gerne vil følge med. Det skal vi vise på vores sociale platforme.   

Når byen snakker om den bedste take-away til frokost, den nye café eller restaurant, et opsigtsvækkende tilbud fra en butik eller den fedeste koncert, som er på vej, rykker du hurtigt ud med dit kamera.  


Vores forventninger til dig 

Vi forestiller os derfor, at du til daglig er studerende, bor i Svendborg og er aktiv på de sociale medier, især Instagram. Du er dygtig til at tage fotos og video med din smartphone og kan selv klippe indholdet sammen til opslag eller Reels. Du må meget gerne også kunne skrive gode opslagstekster, men ellers lærer vi dig det. Du skal samtidig kunne overvåge kommentarsporet, så vi med godt humør viser vores tilstedeværelse og sikrer en god og tryg tone.  

Derudover skal du have flair for, hvad der ser lækkert ud på Instagram, så vi kan interagere med vores følgere bedst muligt. 

Jobbet som studentermedhjælper udgør som udgangspunkt 10 timer ugentligt, som placeres efter nærmere aftale.  


Lidt mere om os - dine kommende kolleger

Så vil vi meget gerne høre fra dig! Og gerne senest den 27. november 2023, som er ansøgningsfristen.  

Vi indkalder løbende til samtale, så tøv ikke med at sende din ansøgning afsted.  

Ansættelsesstart er hurtigst muligt.  

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte journalist Karen Mathilde Møller på mobil: 65 45 58 25 eller mail: kamjo@jfm.dk  

 

Fyns Amts Avis er en del af JFM: 

JFM er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern, som dækker størstedelen af Danmark med vores 15 dagblade og 53 ugeaviser fordelt over hele landet.  

JFM er sat i verden for at understøtte demokrati og sammenhængskraft i hele Danmark med rod i det lokale. Vi er en levende organisation med over 1700 engagerede medarbejdere med arbejdssteder fra Holstebro til Hovedstaden. Medarbejdere, der hver dag lægger al deres energi, viden og kunnen i at informere, inspirere, kommunikere og underholde.  

Vi bestræber os på at være en organisation, hvor der er højt til loftet, masser af udviklingsmuligheder og attraktive medarbejderfordele. 

JFM's mange medier er hver uge i kontakt med omkring 2,8 mio. kontakter, så kontaktfladen er stor. 

De mange nyhedssites, der er knyttet til vores dagblade og ugeaviser, bliver ugentligt besøgt af mere end 1,6 mio. brugere, og vi har tilsvarende omkring 2 mio. ugentlige læsere på print.