fuldtid
IT-sikkerhedsspecialist til afdelingen for militære cyberoperationer
Er du skarp på it-sikkerhed og har du et operativt mindset? Vil du omsætte teknisk viden til operativt brug for danske soldater? Hvis du er klar på at bruge din viden om og erfaring med it-sikkerhed til at forsvare Danmark og styrke det danske Forsvar, så har vi stillingen til dig!
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Sektionen, som du bliver en del af, varetager planlægningen og koordinationen af Danmarks defensive cyberoperationer, hvor imødegåelse af fremmede magters angreb på Danmark er i centrum. Du kommer således til at støtte det danske Forsvars operative indsatser i både Kongeriget og internationalt.
Det er en sektion, der består af både civile og militære medarbejdere, og vi lægger stor vægt på faglig dialog og sparring, så vi kan spille hinanden gode.
Din primære arbejdsopgave vil være at gøre it-sikkerhed praktisk anvendeligt for Forsvarets enheder i forbindelse med konkrete missioner. Det kan bl.a. bestå af:
• Understøttelse af planlægning af defensive cyberoperationer.
• Støtte med operationalisering af (cyber) sikkerhedsløsninger til Forsvarets udsendte enheder.
• Omsætning af FE’s trusselsvurderinger for cyberdomænet til konkrete handlepunkter.
• Koordination med FE’s nationale og internationale partnere.
• Planlægning, koordination og eksekvering af internationale cyberøvelser.
Stillingen er forbundet med 4-6 ugers rejsetid om året, både i Danmark og udlandet.
Du og din baggrund er vigtig
Du er uddannet indenfor it-sikkerhed eller beredskab og har formentlig et par års erhvervserfaring.
Det kunne være som Tier 2 sikkerhedsanalytiker i en SOC som cybersikkerheds-analytiker, eller måske har du arbejdet med planlægning og operationalisering af it-beredskabsplaner.
Det vigtigste er, at du har en god forståelse for samspillet mellem it-sikkerhed og en organisations operative virkelighed, herunder de mennesker der skal agere i den virkelighed.
Hvis du har erfaring med en eller flere af nedenstående vil det være en fordel, men det er ikke et krav – det er blot vigtigt, at du er villig til at lære nye færdigheder:
• Monitorering af netværk: Du har forståelse for, hvordan IDS/IPS, NetFlow og SIEM indsamler og korrelerer trafik‑ og logdata.
• Hændelseshåndtering: Du har helhedsforståelse af forløbet fra modtagelse og klassificering af alerts - lige fra koordinering af tværfaglige responsteams til dokumentation og udarbejdelse af handlingsorienterede rapporter.
• Implementering af ISMS: Du har været med til at udarbejde og/eller tilpasse ISMS i en organisation.
• Planlægning og gennemførsel af it-beredskabsøvelser: Du forstår hvordan, man udformer realistiske cyber‑scenarier, organiserer testmiljøer og tidsplaner, samt evaluerer resultaterne og omsætter læringen til konkrete forbedringer i organisationens it‑beredskab.
FE er en organisation, der favner bredt fagligt og det er sjældent at løsningen ligger lige for – så det er vigtigt, at du er helhedsorienteret i din tilgang til opgaven og vægter kreativitet i opgaveløsningen. Du er vant til at tage initiativet, både når du arbejder selvstændigt og som led i et team. Når krisen rammer, er du snarrådig og kan træffe hurtige beslutninger.
I dit virke med andre er du samarbejdsorienteret, og forstår vigtigheden af et godt netværk. Det ligger naturligt for dig at skabe faglige relationer, både til hverdag og udenfor kontoret.
Som person er du nysgerrig og stiller gerne de svære spørgsmål – vi er en lille afdeling og det er vigtigt, at vi har en åben og ærlig dialog.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 20. april 2026.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted løbende og stiler mod en ansættelse fra den 1. august 2026. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på mail: 23265@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE’s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.