HR-partner med solide proceskompetencer til Finansministeriets koncern HR

fuldtid
HR-partner med solide proceskompetencer til Finansministeriets koncern HR
  • Økonomistyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Har du lyst til at arbejde med HR helt tæt på kerneforretningen i Statens Administration, der er en styrelse i Finansministeriet? Motiveres du af at understøtte og hjælpe ledere med deres personalelederopgave, og kan du bygge bro mellem forretningens mål og behov og Koncern HR? Så har vi et spændende job som HR-partner til dig.

Om stillingen Som HR-partner er du bindeled mellem Finansministeriets Koncern HR og Statens Administration. Du får en central rolle i at understøtte og omsætte institutionens forretningsmål gennem vores HR-ydelser.

Din dagligdag vil være fysisk i Statens Administration i Hjørring, som er institutionen, som du understøtter. Da Koncern HR organisatorisk er placeret i Økonomistyrelsen i København, vil det betyde, at du er Koncern HR’s repræsentant i Statens Administration. Ca. hver 14. dag, og når opgaverne tilsiger det i øvrigt, vil du skulle være fysisk til stede i Koncern HR i hjertet af København - typisk uden overnatning. Du skal således være indstillet på rejseaktivitet og hybridmøder samt at være tilknyttet et kontor og en ledelse, der i dagligdagen ikke er fysisk placeret samme sted som dig.

Som HR-partner skal du bl.a.:

  • Drive Koncern HR’s processer i Statens Administration, bl.a. det årlige performance-, udvikling- og lønkonceptet (PULS) samt den årlige medarbejdertrivselsundersøgelse og lederevaluering.
  • Sparre med personaleledere, kontorchefer og direktør om aktuelle HR-spørgsmål.
  • Varetage sekretariatsfunktionen for det lokale samarbejdsudvalg i Statens Administration
  • Lønforhandle med nyansatte medarbejdere
  • Understøtte på HR-området
  • Koordinere og facilitere smidig udrulning og forankring af nye HR-tiltag
  • Bidrage til udvikling af politikker, retningslinjer og procedurer
  • Udarbejde ledelsesinformation og beslutningsgrundlag til ledelsen
  • Omsætte institutionens forretningsmæssige behov til relevante og værdiskabende HR-aktiviteter i samarbejde med dine kolleger i Koncern HR.
Om Statens Administration Statens Administration i Hjørring er en del af Finansministeriet og fungerer som statens shared service-center inden for bl.a. løn og regnskab. Statens Administration leverer ydelser til mere end 170 offentlige kunder. Samtidig udvikles og anvendes softwarerobotter til at løse de mest rutineprægede opgaver

Om dig Du trives med at arbejde selvstændigt og får energi af at færdes i en driftsorganisation. Du er samtidig en teamspiller, som værdsætter og bidrager til et tæt kollegaskab med dine øvrige HR-partnerkolleger i Finansministeriets koncern og dine kolleger i Koncern HR. Du har med din personlighed nemt ved at skabe relationer og er dygtig til at bevæge dig på forskellige niveauer af organisationen, hvor du let navigerer blandt forskellige fagligheder.

Vi søger dig, der:

  • har erfaring med HR og er solidt funderet i et bredt udsnit af HR-discipliner – det er en fordel, at du har erfaring som HR-partner, men det er ikke et krav
  • har erfaring med at koble strategi og kerneopgaver med HR-aktiviteter, så de skaber værdi i organisationen, arbejder struktureret, er god til at skabe overblik for dig selv og andre og kan drive og facilitere processer fra start til slut
  • trives i rollen som rådgiver og sparringspartner for chefer og har god dømmekraft
  • trives i en omskiftelig hverdag og har en fleksibel tilgang til opgavevaretagelsen.
Om os Du bliver en del af Finansministeriets Koncern HR, som organisatorisk hører til i Økonomistyrelsen i hjertet af København. Du vil få snitflader til flere af koncernens ca. 160 ledere og ca.1700 medarbejdere fordelt på departementet og fire styrelser.

I Koncern HR er vi to ledere og 30 medarbejdere, der betjener koncernens ansatte med HR-drift og processer. Koncern HR er opdelt i fem fagfællesskaber inden for administration, jura, rapportering, HR-partnere og rekruttering/udvikling. Vi har en travl hverdag præget af mange samarbejdsflader, men vi har altid tid til at hjælpe hinanden. Vi er ambitiøse og arbejder for at levere målrettet og kvalificeret rådgivning samt effektiv og sikker drift af høj kvalitet.

Kontoret ledes af kontorchef Sisse Hjerrild Iversen og souschef John Baldus.

Som HR-partner har du en kontorplads i den styrelse du skal servicere, hvor du sidder det meste af tiden. Samtidig har du en kontorplads i Koncern HR, hvor du jævnligt mødes og sparrer med dine HR-partnerkollegaer og resten af dine kollegaer i Koncern HR.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk, eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statens It, Statens Administration og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger Hvis du har spørgsmål til stillingen eller gerne vil vide mere om os, er du velkommen til at kontakte kontorchef Sisse Hjerrild Iversen på tlf. 21 27 93 75 eller på mail sisive@oes.dk.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ’Søg stillingen’. Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 19. marts 2026.

Vi forventer at holde samtaler i uge 13, og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. maj 2026. Der vil indgå casebesvarelse som del af rekrutteringsforløbet.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind