Hovedstadens Beredskab søger studentermedhjælpere til forebyggelsesområdet

deltid
Hovedstadens Beredskab søger studentermedhjælpere til forebyggelsesområdet
  • Hovedstadens Beredskab
  • Howitzvej, 26, 2000 Frederiksberg, Denmark, 1550 København V

Vil du udfordres i et stærkt fagligt og engageret miljø, hvor vi har fokus på borgerne og arbejder målrettet med at styrke forebyggelsen? Så søger vi lige nu studentermedhjælpere til tre forskellige områder i Forebyggelse og Rådgivning.

I Hovedstadens Beredskab arbejder vi hver dag for at skabe tryghed i hovedstadsområdet. I vores afdeling for Forebyggelse og Rådgivning har vi samlet en lang række af vores forebyggende aktiviteter og ansvarsområder. Det omfatter blandt andet brandsyn, afholde arrangementer og drift af vores brandmuseum. 

Vi søger nu tre dygtige og ansvarsbevidste studentermedhjælpere, som kan hjælpe os med disse opgaver.
 

Dine arbejdsopgaver

Opgaverne vil afhænge af, hvilken af de tre stillinger, som du søger.

1. Studentermedhjælper til brandsyns-området

Vi foretager som myndighed hvert år mellem 3000 - 4000 brandsyn af bygninger og arrangementer for at minimere risikoen for brand og konsekvenserne deraf. 

Din primære opgave bliver at foretage risikovurderinger af arrangementer i vores dækningsområde. Risikovurderingerne danner blandt andet grundlag for, hvorvidt der skal foretages brandsyn af arrangementerne. Herudover vil du have forskellige administrative opgaver, som f.eks. gennemgang af ældre byggesager, validering af data samt øvrige ad hoc-opgaver.

2. Studentermedhjælper til forebyggende arrangementer

I løbet af året afholder vi i Hovedstadens Beredskab en række arrangementer for institutioner og borgere, hvor fokus er at øge deltagernes risikobevidsthed og evne til at forebygge og tage vare på egen sikkerhed. 

Du vil her få en nøglerolle i at være ansvarlig for planlægning og koordinering af vores events og andre forebyggende indsatser. Som tovholder og ”arrangements-koordinator” skal du sikre den praktiske afvikling af arrangementerne i samarbejde med kollegaer fra afdelingen, mandskab på stationerne, eksterne deltagere m.fl. Med det følger diverse administrative og praktiske opgaver for at sikre, at koordineringen, logistikken og kommunikationen omkring vores arrangementer spiller.

3. Studentermedhjælper til Brandmuseet

På Brandmuseet formidler vi brandvæsenets historie og knytter an til nutiden ved at lære de besøgende om forebyggelse gennem sjove aktiviteter. Sammen med en anden studentermedhjælper vil din primære opgave være at stå for driften af museet i åbningstiden, herunder rundvisning og servicering af museumsgæster på de lørdage, hvor du har vagt. 

Derudover vil du være ansvarlig for at planlægge vagter for vores ungarbejdere samt guide og sætte dem i gang med opgaver. Museet råder over en samling af historiske genstande og billedmateriale, som du i samarbejde med en lille gruppe af museumsfrivillige også skal være med til at organisere. Hertil har vi et lille internt arkiv, som skal vedligeholdes. Du vil derudover løbende skulle udvikle nye aktiviteter til de besøgende og lave indhold til udstillingen samt museets sociale medier og arrangementer.

For alle tre stillinger gælder, at der i nogen grad vil være mulighed for at tilpasse opgaverne, så de matcher dine kompetencer i forhold til din profil og dit studie. 
 

Din baggrund og dig som person

Til alle tre stillinger søger vi kollegaer, der som minimum er begyndt på 2. semester på en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det kan være inden for katastrofe- og risikomanagement, bygningskonstruktør, samfundsfag, kommunikation, læreruddannelsen eller andet relevant studie. Uanset din studieretning er det dine personlige kompetencer, som vi vægter højest.

For at få succes i stillingerne skal du kunne lide at arbejde i et kompetencestærkt og tværfagligt miljø, hvor fællesskabet er solidt og humøret højt. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, men der er naturligvis gode muligheder for løbende sparring med kollegaer og din leder. Tonen i teamet er uformel, og vi sætter stor pris på en positiv energi - og en god portion humor.

Det er ikke et krav, men kan være en fordel, hvis din uddannelse har afslutning om vinteren, og du har forudgående kendskab til redningsberedskabet.

Uanset hvad sørger vi naturligvis for, at du får en grundig oplæring og introduktion til Hovedstadens Beredskab, når du starter.
 

Vi tilbyder

Du kan forvente at blive en del af en faglig ambitiøs og social arbejdsplads med både yngre og ældre kolleger og plads til forskellighed. Der er mange fagligheder samlet under ét tag med såvel nyuddannede og praktikanter som kollegaer med mange års erfaring fra beredskabet eller helt andre brancher.

Vi er landets største beredskab, og hos os får du mulighed for at udvikle dine kompetencer sammen med dygtige kolleger i et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø, hvor vi har faglighed og fællesskab i højsædet. 

Dit primære arbejdssted er i Forebyggelse og Rådgivning, som ligger på Frederiksberg Brandstation, tæt på metro og offentlig transport. Brandmuseet er beliggende på Englandsvej, som en del af Vesterbro Brandstation. 

Har du ambitioner om at gøre karriere inden for redningsberedskabet, vil stillingerne give dig et godt indblik i hverdagen i redningsberedskabet på myndighedsniveau, samt give dig et stærkt netværk og relationer til kollegaer i branchen.  
 

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og HK. 

Arbejdstiden i stillingerne til brandsyns-området og arrangementer er på ca. 15 timer om ugen, mens den er på ca. 10 timer om ugen til stillingen på Brandmuseet. 
Der vil i alle tre stillinger være god mulighed for selv at tilrettelægge dine timer, så de passer omkring dit studie og eksamener. Til stillingerne for arrangementer og Brandmuseet skal du være indstillet på at arbejde nogle weekender. På brandsynsområdet er sommerperioden højsæson for sagsbehandling af arrangementer, hvor vi kan have ekstra travlt.

Det er en forudsætning for at komme i betragtning til stillingerne som studentermedhjælper, at du er aktiv studerende og tilmeldt et studie under hele ansættelsen. Dette skal kunne dokumenteres inden ansættelsen.

I forbindelse med ansættelsen bliver der indhentet straffeattest, og for stillingen som studentermedhjælper til Brandmuseet bliver der også indhentet børneattest.
 

Ansøgning

Lyder en af stillingerne og Hovedstadens Beredskab som et match for dig, så send os en motiveret ansøgning og CV senest den 26. marts 2026.

I din ansøgning skal du oplyse, hvilken af de tre stillinger, du søger.

Vi afholder samtaler den 7. - 8. april 2026.

Har du spørgsmål til studentermedhjælper-stillingen på brandsyns-området, er du velkommen til at kontakte driftsleder Elias Samsø Larsen på telefon +45 21 38 36 27. 

Har du spørgsmål til studentermedhjælper-stillingerne til forebyggende arrangementer eller Brandmuseet, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Frank Trier Mikkelsen på telefon +45 29 12 54 90.
 

Om Hovedstadens Beredskab

Hovedstadens Beredskab er Danmarks største beredskab med ca. 750 medarbejdere og frivillige. Beredskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer.

Vi dækker 8 kommuner og ca. 1 mio. borgere, og vores ambition er at være på forkant med udviklingen af fremtidens beredskab og være en stærk medspiller i forhold til kommunernes visioner om at skabe tryghed og robusthed til gavn for borgerne.

Hovedstadens Beredskab ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

Log ind