HØRSHOLM PPR SØGER ENGAGERET PPR-VEJLEDER D. 1. MAJ 2026

fuldtid
HØRSHOLM PPR SØGER ENGAGERET PPR-VEJLEDER D. 1. MAJ 2026
  • Hørsholm Kommune, Rådhuset
  • Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm
Brænder du for det pædagogisk psykologiske felt? Og vil du være med til at skabe værdi for børn og unge med specialpædagogiske behov?

Så søger Hørsholm PPR lige nu en engageret og fagligt velfunderet PPR-vejleder, som har lyst til at være en del af vores faglige fællesskab

Vi søger en kollega, som gerne vil bringe sin erfaring og faglige viden i spil sammen med os i PPR. Vi lægger vægt på engagement, gode samarbejdsevner og en tillidsvækkende kontakt. Vi søger en kollega med et godt humør, som er god til at skabe overblik, og som både har lyst til at bidrage positivt til den fælles kerneopgave og til vores arbejdsmiljø.

Du er kandidat i Pædagogisk psykologi, Pædagogisk sociologi, Socialpsykologi og Læring eller lign. Du har erfaring med at facilitere faglige og udviklingsstøttende tiltag for børn og unge, og du trives i PPR´s tværfaglige opgaveløsning, herunder at indgå i samarbejde med lærere, pædagoger og forældre. Du er både interesseret i konsultativt arbejde og praksisnær sparring og ser samtidig værdi i at bidrage til vurderingen af støttebehov. Vi forestiller os, at du med udgangspunkt i praksis kan tilrettelægge, udvikle og vejlede om inkluderende tiltag og aktiviteter, der understøtter børn og unges deltagelse og læring i daginstitution og skole uanset læringsforudsætninger, funktionsnedsættelser eller udsathed.

Hørsholm PPR – Din nye arbejdsplads

PPR er et erfarent og livligt team, som udover ledelse og administration rummer logopæder, sprogpædagoger, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeut og en specialpædagogisk konsulent, der sammen brænder for at gøre en forskel for børn og unge i Hørsholm Kommune.

Vi har et tæt og forpligtende samarbejde med myndighedsområdet, skoler, dagtilbud og forældre, hvor fokus er på tidlig indsats, koordinerede og rettidige interventioner. Vi arbejder ud fra et systemisk og ressourcefokuseret perspektiv med fokus på at understøtte det gode børneliv og skabe inkluderende læringsfællesskaber.

Vi vægter det tværprofessionelle samarbejde højt. PPR-teamets samarbejde er præget af lydhørhed, hjælpsomhed og godt humør, når vi er engageret i at skabe bedre udviklingsbetingelser for alle børn. Vi glæder os til at byde en ny kollega velkommen i vores fagfællesskab, hvor du vil blive mødt af indgående praksiserfaring og teoretisk bredde. Vi har tværfaglig- og monofaglig sparring, kompetenceudvikling og supervision i PPR, og vi prioriterer, at du ikke står helt alene med dine opgaver.

Vi har vores teambase på Hørsholm Rådhus, hvortil der er gode trafikale forbindelser, både med offentlig transport og bil. Hørsholm PPR er en tværfagligt organiseret afdeling, som er placeret i Center for Børn og Voksne.

Mere viden


Du kan kontakte PPR-leder Trine Lundager på tlf.: 2494 7401, hvis du vil vide mere om jobbet.

Stillingen ønskes besat den 1. maj 2026.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn, og du skal afholde din hovedferie indenfor skolernes sommerferieperiode.

Ansøgningsfristen er torsdag d. 12. marts 2026

Vi holder ansættelsessamtaler torsdag d. 19. marts 2026

Søg sådan


Hvis du ønsker at søge stillingen, klik da på linket ’Søg stillingen’ til højre i opslaget. Du vil blive bedt om kontaktoplysninger og om at uploade relevante dokumenter, herunder motiveret ansøgning, CV og kandidatbevis.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind