Gravermedhjælper søges til Ølsemagle Sogn

fuldtid
Gravermedhjælper søges til Ølsemagle Sogn
  • ØLSEMAGLE MENIGHEDSRÅD
  • Rishøjvej 1A, 4600 Køge

Ølsemagle Sogn søger en gravermedhjælper til en fast stilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt.

Om kirkegården

Kirkegården er betydningsfuld for mange mennesker. Vi er glade for den kultur, vi har, hvor gravernes opgave er at passe, pleje og udvikle den. Desuden har graverne en vigtig opgave i at være imødekommende og omsorgsfulde overfor de mennesker, der kommer her.

Vi har planer for at åbne kirkegården op med ny indgang fra nordsiden, hvor det nye boligkvarter ligger og vi ønsker at kirkegården fortsat skal være et smukt og inspirerende sted, hvor naturlige omgivelser formidler liv og glæde.

Om kirken og menighedsrådet

Ølsemagle Kirke er en lokalt forankret kirke med et aktivt og engageret menighedsråd, dygtige medarbejdere og mange frivillige. Sammen arbejder vi for et levende og inkluderende kirke- og sogneliv, hvor nærvær, fællesskab og livsglæde er bærende værdier.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med plads til samarbejde, respekt og humor. Kirken og sognegården danner rammen om gudstjenester og aktiviteter for mennesker i alle aldre, og vi har et tæt samarbejde med lokale foreninger og institutioner. Vi ønsker at være en synlig og aktiv del af lokalsamfundet.

Ølsemagle Sogn har ca. 4.850 indbyggere og en medarbejdergruppe på 8 ansatte. Vi ligger tæt på Køge og Køge Nord Station. Sognet rummer en stemningsfuld middelalderkirke i den gamle landsby og en nyere sognegård i et boligområde med mange børnefamilier og tilflyttere.

Opgaverne i stillingen

Opgaverne i stillingen er blandt andet:

  • Arbejde på og omkring kirkegården, som primært består i renholdelse af gravsteder og pasning af fællesarealerne

  • Vedligeholdelse og udvikling af kirkegårdens grønne områder

  • Vedligeholdelse og udvikling af sognesgårdens udearealer

  • Renholdelse af kirken samt klargøring og pyntning af kirkerummet til gudstjenester og kirkelige handlinger

  • Kirketjeneste efter aftale

Vi kan tilbyde

  • Varierende arbejdsopgaver både ude og inde

  • Gode arbejdsvilkår og klare rammer

  • Et godt kollegialt fællesskab

  • Et arbejdsmiljø, hvor trivsel, samarbejde og humor prioriteres højt

  • Mulighed for på sigt at dygtiggøre dig og få mere ansvar, hvis du har den rette indstilling og de rette kompetencer

Vi forventer, at du

  • Er fleksibel i forhold til arbejdsopgaver og arbejdstider

  • Har lyst til praktisk arbejde og kan lide at være udendørs

  • Kan møde mennesker i både glæde og sorg – og er god til at være nærværende

  • Trives med både selvstændighed og samarbejde i et kollegialt fællesskab

  • Har lyst til at være en del af et lokalt fællesskab og bidrage til et godt arbejdsmiljø

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring eller uddannelse inden for det grønne område, gerne fra arbejde på kirkegårde.

Ansøgningsfrist og nærmere oplysninger

Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning, CV og eventuelt andre relevante bilag til os snarest muligt og senest:

20. marts 2026 kl. 12.00

Har du spørgsmål til stillingen, eller har du brug for nærmere oplysninger, er du velkommen til at kontakte: Personaleansvarlig Ruben Christensen på telefon 42 47 82 36 (skriv gerne sms – så ringes der tilbage)

Vi glæder os til at høre fra dig!

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker ved Ølsemagle Menighedsråd.

Ansættelse og aflønning sker efter Overenskomst for gravermedhjælpere på landsbykirkegårde indgået mellem Kirkeministeriet og Fagligt Fælles Forbund (3F).

Log ind