Genbrugsvejleder til Genbrugspladserne i Vejle Kommune

deltid
Genbrugsvejleder til Genbrugspladserne i Vejle Kommune
  • Ressourcer & Genbrug
  • Voervej 12, 7120 Vejle Øst
Vil du have et job med mening, hvor du gør en forskel hver dag? Brænder du for at vejlede og hjælpe mennesker – samtidig med, at du passer på miljøet? Så har vi jobbet til dig.

Fra 1. juni 2025 – 31. august 2024 laver vi en forsøgsordning på genbrugspladserne i Vejle, Børkop, Egtved og Give, hvor vi udvider åbningstiden mandag til fredag fra kl. 18.00 til kl. 20.00. I perioden har vi brug for ekstra genbrugsvejledere. Der er derfor tale om en 3,5 måneders tidsbegrænset deltidsstilling inklusive oplæring. Vi skal have dækket 20 timer om ugen på hver af de fire genbrugspladser. Ønsker du færre end 20 timer om ugen, er det også muligt. Skriv i din ansøgning hvilke genbrugspladser du er interesseret i at arbejde på, og hvor mange timer du ønsker.

Forestil dig en arbejdsdag, hvor du hjælper borgere med at sortere deres affald, så ressourcerne kan genanvendes i stedet for at gå til spilde. Du er en del af et stærkt fællesskab, arbejder udendørs i frisk luft og sikrer, at genbrugspladsen kører som en velsmurt maskine.

Din indsats er vigtig, for i Vejle Kommune er vi allerede gode til at sortere affald, men vi vil endnu mere. Vi vil have Danmarks bedste genbrugspladser – både når det gælder kundetilfredshed og vores evne til at få mest muligt ud af affaldet.

Her spiller du og dine kollegaer en nøglerolle. Med jeres vejledning og engagement gør I det nemt for borgerne at sortere rigtigt og gøre en forskel for miljøet.

Hvem er du?
Som vores nye genbrugsvejleder brænder du for at levere en god service. Du er initiativrig, og du trives med udendørs arbejde. Du er er opsøgende over for vores borgere og virksomheder på genbrugspladsen, og du behandler alle henvendelser seriøst, med stor viden og altid med et smil på læben.

Om jobbet
Vi tilbyder dig et job, hvor ikke to dage er ens. Du kommer til at arbejde i et team, hvor vi vægter sammenhold, samarbejde og højt humør. Vi hjælper hinanden, så vi kan give borgerne den bedste vejledning, når de besøger genbrugspladserne.

Dine arbejdsopgaver bliver at
  • vejlede de besøgende på genbrugspladsen - både private og virksomheder
  • hjælpe med at holde pladsen pæn og præsentabel
  • gå til hånde, hvor der er brug for det

Vi forestiller os, at du
  • er imødekommende, udadvendt og initiativrig i din omgang med mennesker
  • er god til at kommunikere med forskellige typer mennesker
  • taler dansk

Som person er du
  • udadvendt og vant til at sætte borgeren i centrum
  • udpræget holdspiller
  • praktisk og god til at strukturere dine opgaver
  • klar til at arbejde udenfor i al slags vejr
  • smilende og har godt humør
  • en der får energi af at yde god service

Til gengæld får du
  • et spændende og afvekslende job
  • gode kolleger, der alle arbejder på at skabe gode borgeroplevelser
  • en hverdag, hvor ikke to dage er ens
  • en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet

Om os
Ressourcer & Genbrug består af tre teams med i alt 64 dedikerede medarbejdere. Vi forestår planlægning, udvikling og drift af affaldsindsamling fra kommunens ca. 122.000 indbyggere og ca. 13.000 virksomheder, drift af fire genbrugspladser og behandling og bortskaffelse af affald.

Ressourcer & Genbrug er en del af Facility Management & Ressourcer i Teknik & Miljø.

Sammen med borgere og virksomheder arbejder vi for en bæredygtig fremtid. Engang var affald noget, vi bare smed væk, men i dag ser vi det som en ressource, der kan genanvendes igen og igen. Bæredygtighed og tankerne om cirkulære ressourcer er over de sidste par år blevet mere almindelig, og sammen med dig vil vi sikre fremtidens håndtering af affald som en værdifuld ressource, der kan sendes tilbage ind i et produktionskredsløb.

Vil du vide mere?
Hvis du vil du vide mere om stillingen som genbrugsvejleder, er du meget velkommen til at kontakte teamleder for Genbrugspladserne, Tim Schlaikjer, mobil: 22 80 06 69 eller mail tidws@vejle.dk

Løn- og ansættelsesvilkår
Dine løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.

Stillingen er en 20 timers stilling, det er dog muligt at melde ind, at man ønsker færre timer.

Stillingen er i perioden 19. maj 2025 – 31. august 2025.

Skriv i din ansøgning hvilken plads/pladser, du ønsker at søge til og hvor mange timer du ønsker. Dine vagter vil ligge mandag til fredag i tidsrummet kl. 16.30 – 20.30 – også på helligdage. Under oplæringen i maj måned, vil dine timer ligge i tidsrummet 9.45 – 18.30. Dette aftales ved ansættelsen, så det også passer dig.

Tiltrædelse senest 19. maj 2025.

Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest den 22. april 2025

Vi forventer at afholde samtaler den 25. og 29. april 2025

Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

 

Log ind