Forretningsanalytiker til Statens Digitale Indkøb og e-handel

fuldtid
Forretningsanalytiker til Statens Digitale Indkøb og e-handel
  • Økonomistyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Kunne du tænke dig at arbejde tæt på statens fælles digitale løsninger og være med til at sikre, at digitalt indkøb, kontrakter og e-handel fungerer i praksis for tusindvis af kolleger på tværs af staten?

I Økonomistyrelsen udvikler og driver vi fælles digitale løsninger, der binder staten sammen. Vores kerneopgave er at understøtte statens institutioner gennem effektive, fælles løsninger, så vores kollegaer kan fokusere på deres kerneopgaver. Det gør vi ved at skabe brugervenlige og sammenhængende løsninger inden for bl.a. indkøb, kontraktstyring og økonomistyring.

Nu søger vi en forretningsanalytiker, der vil spille en central rolle i arbejdet med løsningen Statens Digitale Indkøb (SDI) og udbredelsen af e-handel i staten.

Vær med til at udbrede e-handel i staten Udbredelsen af e-handel er et centralt element i det statslige arbejdsprogram og et vigtigt virkemiddel til at skabe mere effektive, ensartede og sikre indkøbsprocesser på tværs af staten.

Som forretningsanalytiker bliver du en vigtig del af denne indsats. Dit primære ansvar bliver arbejdet med SKI-kataloger, som indeholder de varer, der udstilles til de statslige indkøbere i SDI – en helt afgørende forudsætning for, at e-handel fungerer i praksis, og at statens indkøb gennemføres korrekt i overensstemmelse med aftaler og kontraktvilkår.

Opgaven vokser i takt med, at krav til sikkerhed, samfundshensyn og korrekt vareafgrænsning fylder mere. Rollen giver dig et solidt indblik i, hvordan statens indkøb fungerer i praksis, og danner samtidig afsæt for analytisk og forretningsorienteret arbejde med brugeradfærd og videreudvikling af løsningen.

Stillingen er udadvendt og indebærer samarbejde med SKI, med andre kontorer i Økonomistyrelsen og med brugere på tværs af staten. Det er derfor vigtigt, at du trives med dialog og formidling både skriftligt og mundtligt.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Være med til at øge udbredelsen af e-handel gennem brugerinddragelse, vejledning og input til videreudvikling af SDI-løsningen.

  • Arbejde tæt sammen med interne og eksterne samarbejdspartnere om nye og ændrede SKI-aftaler.

  • Have ansvar for oprettelse og vedligeholdelse af SKI-kataloger i SDI.

  • Sikre struktur, overblik og korrekt anvendelse af kataloger og aftaler.

  • Håndtere og besvare brugerhenvendelser relateret til e-handel, indkøbsaftaler og kataloger.

Opgaverne placerer dig tæt på både drift, brugere og udvikling. Du får ejerskab for en central opgave, der er afgørende for, at SDI fungerer i praksis for de statslige indkøbere, og dine erfaringer herfra bliver et vigtigt input i det videre arbejde med at udvikle løsningen og ændre indkøbsadfærd i staten i samarbejde med product owners og øvrige forretningsanalytikere.

Om dig Vi søger en engageret profil, der har lyst til at tage ansvar for en central opgave og sikre, at den bliver løst effektivt og professionelt – og som sætter en ære i at levere kvalitet i sit arbejde.

  • Du arbejder struktureret og tager naturligt ejerskab for dine opgaver

  • Du er udadvendt og trives i dialog med brugere og samarbejdspartnere

  • Du er nysgerrig og interesseret i at forstå sammenhængen mellem indkøb, kontrakter og systemer

  • Du bidrager aktivt til samarbejdet og er tryg ved at tage ordet

Hos os er der tillid, højt til loftet og plads til at tage ansvar. Vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag ét, men vi lægger vægt på engagement, ansvarsfølelse og lysten til at udvikle sig fagligt og i rollen.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med indkøb, e-handel, kontraktstyring og aftaler i ideelt set statslig sammenhæng.

Om os Som del af Finansministeriets koncern arbejder vi i Økonomistyrelsen sammen for en effektiv og sammenhængende stat. Vi tænker på tværs og bygger fælles løsninger, der gør det nemmere for institutioner at løse deres kerneopgaver. Vi er dermed med til at forme, hvordan hele staten drives, og vi bygger fundamentet for en effektiv statsadministration.

Du bliver en del af Økonomistyrelsens kontor for Økonomisystemer, hvor vi udvikler og driver statens fælles it-løsninger inden for økonomidomænet.

Vi er et kontor med høj faglighed og et stærkt fællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af roller og løsninger. Hos os er der plads til fordybelse, ansvar og faglig udvikling – og vi lægger vægt på en uformel tone og en hverdag, hvor samarbejde og arbejdsglæde går hånd i hånd.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling afhængigt af kvalifikationer.

Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1301 København K.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk, eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Yderligere oplysninger Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte souschef Christian Kim Jørgensen på telefon 24 41 90 31.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 17. februar 2026.

Samtaler afholdes løbende med tiltrædelse snarest derefter.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind