Vil du dykke ned i sundets dybder og formidle dets forunderlige verden? Øresundsakvariet søger formidlingsguider, der har lyst til at tage vores gæster med på en rejse under overfladen i Øresund! Brænder du for dansk havnatur og har du lyst til at formidle om Danmarks og specielt Øresunds unikke dyreliv for tusindvis af gæster – så er det måske dig, vi søger. Netop nu søger vi nemlig 7 formidlingsguider med tiltrædelse d. 1. maj 2026 eller snarest derefter. Stillingerne er på deltid, og kan eventuelt tilrettelægges som studiejob for dig, der er studerende indenfor naturfag eller gymnasieelev.
Om os Øresundsakvariet er en del af Københavns Universitets levende museer – og et superhyggeligt sted at arbejde, hvis du elsker havet, dyr eller et job med fart på. Akvariet ligger lige ved vandet i Helsingør havn, og hvert år kigger omkring 56.000 gæster forbi, både danske og internationale.
Fra foråret og hen over sommeren sker der ekstra meget hos os: Vi åbner vores udendørsakvarium, får besøg af tusindvis af skoleelever til spændende undervisning og sejler ud på Øresund på havsafarier med vores store gummibåd. Derudover står vi for en masse sjove havaktiviteter på havnen og stranden.
Hos os får du en arbejdsplads tæt på havmiljøet, masser af varierende opgaver og et stærkt ungt team, der hjælper hinanden – også når der er travlt.
Dine arbejdsopgaver: Primære formidlingsopgaver: - Direkte formidling: Du guider gæsterne i akvariet og ved vores rørebassiner og hjælper dem tættere på dyrene gennem faglige og nærværende fortællinger om alle havets dyr.
- Speaks: Du holder faglige og levende oplæg i forbindelse med fodringer i akvariet eller ved vores store Vandlaboratorium på havnen.
- Aktiviteter: Du gennemfører oplæg, rundvisninger og aktiviteter som fx “Rør ved levende havdyr” for både børn og voksne.
Sekundære arbejdsopgaver: - Billetter og butik: Du står for salg af billetter, årskort og souvenirs samt håndtering af kassesystemet ved åbning og lukning.
- Praktiske opgaver: Du hjælper med almindelige praktiske opgaver som fx lettere rengøring, pudsning af ruder og generel orden i samarbejde med akvariets formidlingsassistenter.
Vi tilbyder: - Et job, hvor du får rig mulighed for at få fingrene ned under overfladen
- Varierende arbejdsopgaver, hvor du både følger stimen, men også får mulighed for at komme lidt ud på dybt vand
- En arbejdsplads, hvor du bliver en del af et van(d)vittig skønt havfællesskab med over 30 andre ligesindede.
- Et sted hvor du kan udvikle dig fra guidning i udstilling til deltagelse i både skoletjeneste og havsafarier.
Vi forventer, at du: - Har erfaring med at arbejde og formidle både på dansk og engelsk
- Brænder for – og har viden om dansk havnatur og kan motivere og inspirere andre til det samme
- Har praktisk sans og tommelfingrene skruet godt på
- Du sandsynligvis er universitetsstuderende eller lærerstuderende i biologi eller andet naturvidenskabeligt fag eller gymnasieelev på 2. el. 3. årgang med fokus på de naturvidenskabelige fag.
- At du er åben og god til at gå i dialog med både børn og voksne og meget forskellige publikumsgrupper
- At du har let til smil, altid glad og serviceminded og ikke er bange for at få sved på panden
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelsen sker på individuelt aftalte vilkår. Timelønnen udgør 161,69 kr. (1. november 2025 niveau) + tillæg for arbejde på særlige tidspunkter.
Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2026 eller snarest derefter.
Vi forventer, at du kan tage min. 2 vagter på enten hverdage el. weekenddage á ca. 7,5 time om måneden samt betydeligt mere i sommermånederne juli og august måned. Vagter lægges løbende i Lessor, hvor du selv kan ansøge om de vagter, der passer dig.
Din ansøgning og ansøgningsfrist Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via
Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest 23. marts 2026.
Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 15 el. 16, 2026.
Hvis du tilbydes ansættelse, vil der blive indhentet børneattest. Ansættelse er betinget af en tilfredsstillende Børneattest.
Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Yderligere spørgsmål Spørgsmål til stillingen kan rettes til Jens Peder Jeppesen, 2875 1970.
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE i kort form – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med 4.000 ansatte og 9.700 bachelor- og kandidatstuderende fordelt på 12 institutter. Fakultetet har et årligt budget på ca. 3 mia. kr.