FE søger en medarbejder med is i maven til vores ComCenter

fuldtid
FE søger en medarbejder med is i maven til vores ComCenter
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København Ø
Kunne du tænke dig at blive en del af livsnerven i en af Vestens mest dynamiske efterretningstjenester? Forsvarets Efterretningstjenestes døgnbemandede ComCenter søger en ny medarbejder, der både kan holde hovedet koldt i pressede situationer og yde professionel IT-support til sine kolleger - også midt om natten. Hvis du har teknisk ekspertise, et serviceminded mindset og lysten til at arbejde i et miljø, hvor dit arbejde gør en forskel for Danmarks sikkerhed, så send din ansøgning i dag og bliv en vigtig brik i Danmarks efterretningsarbejde.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig.
Du vil blive en del af vores ComCenter, som løser opgaver døgnet rundt. ComCenterets hovedopgave er at modtage og sende elektronisk kommunikation ind og ud af FE på vegne af medarbejderne i forretningen. Stillingen henvender sig til dig med IT-tekniske og administrative evner, som har mod på skiftende arbejdstider, hvor du nogle gange arbejder, når andre har fri, og har fri, når andre arbejder.

Stillingen indebærer, at du kommer til at yde 1st-level-support til kolleger i FE og behandle sager i vores ITSM-system. Vi lærer dig alt, hvad du skal vide for at udføre arbejdet, så du er klar til ansvaret i ComCenteret, når du er på vagt.

ComCenteret er bemandet alle døgnets 24 timer året rundt - også i weekender og på helligdage. Du kommer til at indgå i en fast vagtturnus, hvor alle medarbejdere skiftes til at arbejde inden for normal arbejdstid, om natten samt i weekender.

Du og din baggrund er vigtig
Vi forestiller os, at du har en IT-eller administrativ uddannelse. Måske er du uddannet IT-supporter, eller du har opnået stærke IT-færdigheder på anden vis.
For at få succes i jobbet er det vigtigt, at du;

  • Har en bred, grundlæggende IT-viden og er i stand til at formidle den til andre.
  • Er serviceorienteret og finder glæde i at hjælpe andre.
  • Er et ordensmenneske, der hellere dobbelttjekker en gang for meget end en gang for lidt.
  • Arbejder omhyggeligt, struktureret og kan opretholde momentum - også på nattevagt.
  • Tager ansvar for løsning af opgaverne og har mod til at påtage sig dette ansvar, når du er alene på vagt efter oplæringsperioden.
  • Trives med varierede opgaver, hvor der både er gentagne rutineopgaver og mere komplekse opgaver.
  • Er selvstændig og trives med at træffe beslutninger.
  • Trives med skiftende arbejdstider, der spænder over alle ugens syv dage og alle døgnets 24 timer.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder - hemmeligt og åbent - for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 17. februar 2026.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 9 og stiler mod en ansættelse fra 1. maj 2026 Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23267@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.



Log ind