Fagligt engagerede socialrådgiver/socialformidler til Børne- og Ungerådgivningen

fuldtid
Fagligt engagerede socialrådgiver/socialformidler til Børne- og Ungerådgivningen
  • Center for Sociale Indsatser
  • Østergade 62, 3200 Helsinge
Vi søger snarest muligt en ny kollega, der brænder for arbejdet med børn i udsatte positioner i alderen 0–13 år til Børneteamet i Børne- og Ungerådgivningen.
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Stillingen ønskes besat senest den 1. juni 2026.

Børne- og Ungerådgivningen
Børne- og Ungerådgivningen er del af et sammenhængende 0-18 års område og er organiseret i en fælles afdeling; Familierådgivningen, hvori der er to afdelinger. I den ene afdeling, Forebyggelse og afklaring, er vores Dagvagt placeret, der tager imod alle underretninger og henvendelser. I denne afdeling arbejdes der også med forebyggende konsultative indsatser i almen og med handicapkompenserende ydelser. I den anden afdeling, Børne- og Ungerådgivningen, hvor stillingen er placeret, er vores Børneteam ca. 0-13 år, vores Ungeteam ca. 14-23 år og vores Anbringelsesteam samlet. Børne- og Ungerådgivningen er organiseret med en fælles leder og tre koordinatorer.

Vi er et hold med store ambitioner for at skabe en god arbejdsplads med høj faglighed og et godt arbejdsmiljø. Vi er et hold med masser af energi, gode arbejdsprocesser, velfungerende arbejdsgange og med fokus på et stærkt samarbejde med barnet, den unge og familien. Vi er også rigtig godt i gang med implementeringen af Barnets Lov, hvor vi arbejder endnu tættere på børnene, de unge og deres familier. Og endelig er vi en afdeling, der også gerne vil fokusere på det gode arbejdsmiljø, gode kollegafællesskaber og et godt arbejdsfællesskab om opgaven.
I Gribskov Kommune arbejder vi på tværs af afdelinger og centre, fordi vi ønsker at møde borgeren med en tæt koordineret indsats. Du vil derfor opleve, at du skal arbejde sammen med mange samarbejdspartnere, og at du vil kunne få lov til at “tænke ud af boksen” i f.t. at skabe gode lokale løsninger for vores børn og unge. Vi arbejder efter Signs of Safety og ICS. Vi anvender fagsystemet DUBU.

Det her skal du arbejde med i Børneteamet
  • børn og unge i alderen 0-13 år og deres forældre/samarbejdspartnere
  • udarbejdelse af afdækninger og børnefaglige undersøgelser efter Barnets Lov
  • etablering af og opfølgning på støttende indsatser
  • udarbejdelse af Barnets plan i henhold til bestemmelserne i Barnets Lov
  • løbende at være i kontakt med børn, unge og deres familier med henblik på løbende inddragelse i overensstemmelse med Barnets Lov
  • netværksmobilisering, herunder brobygning til lokale fællesskaber f.eks. frivillige
  • koordinere det tværfaglige samarbejde på tværs af lovgivninger og fagligheder, f.eks. daginstitutioner, skoler, psykologer, familiekonsulenter, beskæftigelsesrådgivere
  • tæt håndholdt opfølgning på barnets/den unges sag, så der sikres progression og flow i barnets/den unges forløb
  • Signs of safety, ICS og fagsystemet DUBU
  • mange eksterne møder med borgere og samarbejdspartnere, hvor det er vigtigt, at du har kørekort. Du vil have mulighed for at booke en bil på arbejdspladsen
  • koordinering af sager på tværs af velfærdsområderne.

Der er fokus på lovmedholdelighed, systematik og kvalitet i sagsbehandlingen og på at udvikle en praksis, der sikrer det bedst mulige flow for barnets/den unges vej mod uddannelse/beskæftigelse et selvstændigt voksenliv.

Vi tilbyder
  • en arbejdsplads, som du kan få mulighed for at forme i et fællesskab med dine kollegaer og ledelsen
  • en arbejdsplads med en flad struktur, hvor der i høj grad er mulighed for medindflydelse både i det daglige arbejde samt i forhold til de afgørelser, vi træffer
  • et udfordrende, spændende og resultatorienteret arbejdsområde med alsidige opgaver
  • tværfaglig og monofaglig sparring med kompetente kollegaer med fokus på bl.a. kvalitet og ensartethed i sagsbehandlingen
  • tæt tværfagligt samarbejde med samarbejdspartnere
  • en tillidsbaseret arbejdsplads med store ambitioner for gode faglige løsninger, herunder mulighed for at præge måden, som vi arbejder på
  • et stærkt socialt fællesskab med godt humør og plads til den enkelte
  • supervision sammen med kollegaer i Børneteamet med ekstern supervisor
  • fleksibel arbejdstid, hvilket bl.a. vil sige, at der er gode muligheder for planlægning af hjemmearbejdsdage, når driften kalder på dette
  • mulighed for mentorstøtte, hvis du er nyuddannet.

Børneteamets egne ord om arbejdsfællesskabet, som du kan blive en del af
I børneteamet får du foruden dig selv 13 nye kollegaer, hvoraf de tre arbejder med de særligt handikapkompenserende indsatser. Derudover får du en faglig koordinator og en teamleder. Vi har forskellige faglige baggrunde og vi spænder vidt fra hhv. 2 års til 25 års ansættelse i teamet, som, vi selv synes, siger lidt. Som børne- og ungerådgiver i Børneteamet bliver du en del af et mindre men solidt og fagligt team, med store ambitioner og oprigtigt ønske til positiv forandring for udsatte børn og deres familier. Vi er et team, som kerer sig om hinanden, og vi kommer hinanden ved også efter lukketid.
I teamet fordeles sager efter præference, når det er muligt, og samtidigt giver det mulighed for at udforske nye områder, så man fagligt udvikler sig. I dagligdagen bruger vi hinandens erfaringer ift. opgaveløsning og udfordrer hinanden fagligt men konstruktivt.
En ansættelse i børneteamet har for os givet mulighed for meningsgivende arbejde, også selvom det i perioder kan være hårdt – og her er vi gode til at hjælpe og støtte hinanden.
Det er en invitation ind i et praksisfællesskab og i et arbejdsområde, hvor du får mulighed for at være en del af et barns udvikling og trivsel.
Du vil opleve en synlig og tydelig ledelse i en hverdag med behov for tæt sparring.

Vi forestiller os, at du
  • er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller har anden relevant baggrund
  • har interesse for og gerne erfaring fra det specialiserede børneområde
  • har erfaring fra andre fagområder, som du med fordel kan tænke ind i området
  • ser barnet/den unge, familien og netværket, som den vigtigste samarbejdspartner
  • har lyst til at arbejde sammen med en bred vifte af fagligheder
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret og anvende faglige metoder og tilgange eller er indstillet på at lære det.

Om os
Familierådgivningen er organiseret under Center for Sociale Indsatser. Vi er organiseret i en afdeling med myndighedssagsbehandling. I samme Center er PPR, Sundhedsplejen og Familieindsatsen organiseret. Vi arbejder på tværs af afdelinger og centre i kommunen, bl.a. med skoler/dagtilbud, sundhedsplejen, uddannelsesvejledere, SSP og med voksenområdet.

Vi lægger vægt på en hverdag præget af kollegial opmærksomhed, godt humør og engagement. Du bliver en del af en afdeling, som består af både erfarne og mindre erfarne kollegaer. Du får gode muligheder for selv at planlægge din arbejdsdag, og kan du lide at arbejde tværfagligt, er Gribskov Kommunes Familierådgivning et godt valg. Vi arbejder i en teamstruktur med en høj grad af teamansvar.

Vi har til huse i en helt ny administrationsbygning tæt på Helsinge Station, handelsbyen og en smuk natur.

Det praktiske
Du har læst med så langt og er måske interesseret i at høre mere. I så fald så kontakt faglig koordinator for Børneteamet Susanne Hjelgaard Jensen, telefon 72 49 61 65 eller Børne- og Ungerådgiver Jannica Gottlieb, telefon 72 49 62 13

Stillingen er på 37 timer ugentligt og med tiltrædelse senest den 1. juni 2026 – eller snarest muligt.

Du ansættes efter gældende overenskomst på området (DS eller HK).

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist og samtaler
Er du interesseret, så send din ansøgning, CV, eksamensbevis og andre relevante dokumenter senest den 15. april kl. 23:59.

Vi forventer at afholde 1. samtale den 22. april og 2. samtale den 24. april.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

 

Log ind