Faglig stærk jurist til HR og Jura med særlig interesse for den brede kommunal- og forvaltningsret og derudover interesse for Teknik- og Miljø

fuldtid
Faglig stærk jurist til HR og Jura med særlig interesse for den brede kommunal- og forvaltningsret og derudover interesse for Teknik- og Miljø
  • Tønder Kommune
  • Wegners Plads 2, 6270 Tønder, 6270 Tønder

Har du lyst til at arbejde tværfagligt og rådgive på alle niveauer i en spændende kommunal organisation? Så se her, hvordan du kan blive del af et juridisk team, som er i konstant udvikling i takt med tiden og organisationens behov.

Om stillingen

Du bliver del af et velfungerende og seriøst arbejdende juridisk team med højt serviceniveau, som dagligt betjener det politiske niveau, direktionen og stabene samt fagforvaltningerne.

Du skal være med til at se mulighederne i stedet for begrænsningerne – identificere og vurderede juridiske udfordringer og risici i en mangfoldig politisk organisation. Du skal være med til at kvalificere sagsbehandlingen og beslutningsprocesserne, samt medvirke til at udvikle dine kollegaer på tværs af organisationen med nyeste juridiske viden. Du skal arbejde selvstændigt og evne at inddrage alle relevante aspekter i din rådgivning.

Du bliver del af et team, som dækker alle de juridiske udfordringer en moderne organisation som Tønder Kommune stilles overfor. Dine primære arbejdsområder vil blive opgaver på tværs af forvaltningerne, direktionen og det politiske niveau, men derudover vil du også blive teamets bindeled ind i Teknik- og Miljøområdet. Opgaverne omfatter blandt andet aktindsigt, klagesager, erstatningssager, udbudsret, personalejura, kontrakter, styrelsesret samt speciallovgivning inden for miljø- og teknik. Derudover varetager vi den koordinerende funktion i forhold til professionelle samarbejdspartnere ved retssager m.v.

Tønder Kommune er en organisation i forandring, så derfor er det også vigtigt, at du kan trives i at forholde dig fleksibelt til ansvarsområder og opgaveportefølje, som kan ændre sig undervejs.

Dit faste arbejdssted bliver Rådhuset i Tønder, men i lighed med de øvrige jurister i teamet skal du også ud og sidde blandt kollegaerne i fagforvaltningen, du servicerer.

Om kvalifikationerne

  • Du er uddannet jurist.
  • Du er udadvendt og kan begå dig på flere niveauer.
  • Du tager ansvar og kan varetage dine opgaver selvstændigt.
  • Du er god til at formidle kompleks jura på en let forståelig måde.
  • Du er i stand til at omsætte teoretisk jura til praktisk virkelighed – med andre ord er du juridisk sparringspartner mere end juridisk sagsbehandler.
  • Du er teamplayer.
  • Du ser muligheder fremfor begrænsninger.
  • Du har et godt humør.
  • Du er opsøgende i din tilgang.

Det faglige miljø

Vi tror på, at vi opnår den optimale juridiske indsats ved at skabe sammenhæng mellem et stærkt juridisk fagligt miljø og indsigt i fagforvaltningernes forskellige problemstillinger og fagområder. Hos os har vi god adgang til juridiske informationer og mulighed for daglig juridisk sparring. Foruden den interne sparring deltager vi i flere juridiske netværk. Kvaliteten i den fagspecifikke opgaveløsning sikrer vi ved høj grad af tilgængelighed. Blandt andet deltager vi i relevante møder med fagforvaltningerne, ligesom vi forsøger at højne specialiseringsgraden ved faglig deling af opgaverne.

Lidt om de overordnede rammer

Det juridiske team er en del af HR og Jura som er en afdeling under Politik og Strategi, der desuden består af Sekretariatet og Kommunikation. 

I HR og Jura vil du indgå i et tæt fagligt fællesskab med 2 øvrige jurister samt afdelingslederen og samtidig blive en del af en afdeling på i alt 16 medarbejdere med forskellige fagligheder, der samlet understøtter organisationen bredt.

Det er et overordnet mål, at den juridiske indsats i Tønder Kommune virker forebyggende. Ikke alene ved tidlig inddragelse i konkrete højrisikoprojekter, men også ved iværksættelse af compliance-initiativer på udvalgte områder.

Hos os definerer vi de konkrete juridiske indsatsområder i dialog med direktionen eller den faglige ledelse og på baggrund af en række risikoparametre. Vi træffer i samarbejde med direktionen beslutning om, hvordan de håndteres. Det er en løbende proces, som vi følger op med evalueringer og nye indsatsområder.

Internt i juridisk team

Vi har 3 hovedmålsætninger for vores egen sagsbehandling. Det er mål om tilgængelighed, om kvalitet i opgaveløsningen og om helhedstænkning. Vi vægter det udadvendte og opsøgende juridiske arbejde højt, og fungerer som sparringspartner på alle niveauer i organisationen. Vi yder kvalificeret juridisk rådgivning – blandet med en god organisatorisk og politisk forståelse. Vi har højt til loftet, plads til personlig og faglig udvikling og et rigtig godt arbejdsmiljø. 

Selvom vi har faglig deling af opgaver, vægter vi at kunne dække ind for- og hjælpe hinanden. 

Tiltrædelse

Du kan tiltræde snarest muligt og gerne senest den 1. juni 2026. Hvis vi er noget for dig, ser vi frem til din ansøgning. Ansøgningsfristen er den 25. marts, og vi forventer at holde samtaler i uge 15. Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Kirsten Müller på 21 44 40 81.

Du søger stillingen ved at sende ansøgning, CV og anden dokumentation elektronisk via ansøgningslinket. Du modtager en kvittering for ansøgningen, men vær opmærksom på, at kvitteringen og en eventuel invitation til samtale kan ende i dit spamfilter.

Log ind