Faglig koordinator til personalecaféen på Rådhuset i Odense Kommune

fuldtid
Faglig koordinator til personalecaféen på Rådhuset i Odense Kommune
  • Odense Kommune
  • Ørbækvej 100A, 1., 5220 Odense SØ
Vi søger en ny faglig koordinator som er nysgerrig, kan sit madhåndværk og har erfaring med at koordinere, planlægge og sikrer god kommunikation, dialog og samarbejde med kollegaerne i køkkenet, kollegaer på tværs af CAFÉerne og ledelsen.

For vi har brug for en kollega, som kan se det muliges kunst, når vi skal lave mad af høj kulinarisk kvalitet og samarbejde med kollegaer bl.a. på tværs af andre forvaltninger – teknisk service, rengøringen, blomsterservice, administrative medarbejdere mm. – for at lykkes med mødeforplejning til store og små arrangementer og frokosten på Rådhuset, der er en administrativ adresse i Odense Kommune.

Måltider er et kapitel for sig selv. Og vi leder efter et madøre, der elsker at arbejde med mad, mennesker og er nysgerrig på den madkultur, vi er en del af – og udvikler.

Maden er ikke omdrejningspunktet for de mange møder og arrangementer på Rådhuset, men det er med til at give en god oplevelse af værtskab som afsæt for gode drøftelser. Og netop mødeforplejning til blandt andre borgmester, stadsdirektør og byråd er vores kerneopgave i CAFÉerne.

Om os og jobbet
CAFÉerne i Odense er en arbejdsplads, der er organiseret i Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen. Vi er et professionelt og ambitiøst arbejdsfællesskab med fokus på kerneopgaven.

Vi er tre caféer, hvoraf den ene er Café Rådhuset, der alle arbejder ud fra det samme koncept, som danner fundamentet for hele vores udvikling, hvor vi stiller høje krav til vores opgaveløsning og har høje forventninger og en høj grad af tillid til hinandens fagligheder. Vi arbejder med fælles menuplaner, med stort fokus på bæredygtighed, høj kulinarisk kvalitet, grønne retter, sæsonens frugt og grønt, masser af bælgfrugter og smag. På Café Rådhuset har vi Det Økologiske Spisemærke i sølv (60-90%). Vi elsker at give en god service og give de spisende til frokost og mødedeltagerne en god mad- og måltidsoplevelse. Vi er åbne og imødekommende, elsker en snak om maden, formidler de gode historier med et smil og så vil vi gerne blive bedre og bedre, til det vi gør.

Café Rådhuset er som navnet antyder, placeret på Rådhuset – med kig til Skt. Knuds Kirke og Eventyrhaven. Vi har salg af morgenmad, smoothies og frokostbuffet til medarbejdere, en masse mødeforplejning til små, store og smukke arrangementer, og så står vi for forplejning til bl.a. byrådsmøderne.

På Rådhuset er der en alsidig hverdag med masser af grin, inspirerende måltider, grønt på toppen, og hvor du med samme ret skal kunne tænke den som tallerkenanretning og på flotte fade til en buffet.

Med de stigende krav og forventninger til opgaveløsningen på Rådhuset – og opgaver, der kan opstå i dette nu - er fleksibilitet, ro, overblik, samarbejde på tværs, og evnen til at være fattet og løsningsorienteret altafgørende stikord for en faglig koordinator på Rådhuset, for at vi alle sammen kan lykkes. For ændringer i bestillinger kan ændre vilkår og opgaven for flere end bare os i køkkenet. Så her lytter vi til bestillerne, samarbejdspartnere og hinanden og finder den bedste løsning.

Som faglig koordinator er der både en masse madlavning og opgaver i køkkenet og en masse administrative opgaver, der har med planlægning, koordinering og kommunikation at gøre (mundtligt og skriftligt). Så du skal kunne jonglere og prioritere opgaver i samarbejde med vores leder for at lykkes i denne arbejdsrolle. Det skal du lære at navigere i – og vi andre hjælper dig til at lykkes.

Om dig
  • Du er uddannet cater, ernæringsassistent, kok eller professionsbachelor i ernæring og sundhed og har erfaring fra kantine, café-, restaurations- eller hotelbranchen og elsker at lave mad – både i det varme og kolde køkken.
  • Du har erfaring med at have overblik over, strukturere, sætte rammen og organisere arbejdsopgaverne - i samarbejde med dine kollegaer og ledelsen.
  • Du er omstillingsparat som var det på en restaurant. Planlægning er vigtigt, men der sker også en masse, der ikke kan planlægges.
  • Du er fagligt nysgerrig, kreativ, nytænkende, bevidst om kulinarisk kvalitet, og vil være med til at lave sund mad fra bunden. Og er klar på at gå hånd i hånd med CAFÉernes koncept og udvikling.
  • Du er serviceminded, engageret, imødekommende og trives med at have kontakt til de spisende.
  • Du har masser af energi, godt humør, tager ansvar og er bevidst om at samarbejde er vejen frem.
  • Du ser de muliges kunst og har ja-hatten på.
  • Du kan give kollegaerne – og dig selv – friheden til at prøve af.
  • Du har fokus på - og har lyst til - at arbejde indgående med at reducere madspild, affaldssortering og fremme økologi. Især bælgfrugter, grøntsager, korn og kerner fylder en del på vores tallerkener.
  • Du har som faglig koordinator ansvaret for, at arbejdsopgaverne bliver løst rettidigt, men du skal ikke løse alle arbejdsopgaverne selv, hvorfor uddelegering er en vigtig del af arbejdet. Som f.eks. dokumentation af egenkontrol, håndtering af bestillinger og dialoger over f.eks. mail med bestillere, gæster og ledelsen mm.
Vi tilbyder
  • Et højt fagligt niveau.
  • Gode og fagligt dygtige kollegaer i en spændende madverden, og hvor humøret er højt.
  • En fagligt ambitiøs arbejdsplads, hvor udvikling, værtskab og det at udfordre maden og måltider er i fokus, for vi sætter en ære i, gennem maden, at arbejde at passe på vores klode.
  • Et sted, hvor gode råvarer og sund, dejlig og grønne velsmagende retter med masser af smag er omdrejningspunktet.
Hvis du kan se dig selv i denne arbejdsrolle, håber vi meget på at få en ansøgning fra dig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentlig primært mandag-fredag i dagtimerne. Aften- og weekendarbejde vil forekomme – bl.a. til byrådsmøder og budgetforhandlinger mm. Tiltrædelse så hurtigt som muligt.

I CAFÉerne er der pålagt ferie mandag-onsdag før påske, fredag efter Kr. himmelfart, ugerne 28-29-30 samt dagene mellem jul og nytår.

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte leder af CAFÉerne Hannah Tinggaard på 21 39 26 49.

Det praktiske
Ansøgningsfrist er den mandag den 16. marts 2026. Samtaler vil finde sted i uge 12, 2026.

Log ind