Vil du være med til at give vores studerende og kursister de bedste faglige forudsætninger for at arbejde i praksis inden for dagtilbudsområdet og det skole- og fritidspædagogiske område?
Center for Pædagogik i Slagelse søger en adjunkt eller lektor. Du skal undervise på grund-, efter- og videreuddannelse, samt indgå i forskning og udvikling.
På Professionshøjskolen Absalon er det vores ambition at levere sprudlende og engagerende undervisning. Det er en del af vores uddannelsesløfte til de studerende og kursister, at du skal facilitere undervisning af høj kvalitet og samtidig brænde for at skabe læring og motivation. Det er vigtigt, at de studerende kan mærke deres uddannelse fra første dag. Du skal derfor bidrage til at skabe en helt særlig uddannelseskultur, der sætter de studerende først.
Din profil
Du får en vigtig funktion i forhold til at undervise på grunduddannelsen og på efter- og videreuddannelsen. Det er derfor væsentligt, at du kan se dig selv i følgende:
Særlige faglige kompetencer.
Vi forventer, at du har en solid viden og erfaring fra dagtilbudsområdet og fra det skole- og fritidspædagogiske område. Derudover har du stærke kompetencer i relationsarbejde, kommunikation, didaktik og etisk refleksion, samt evnen til at omsætte pædagogisk teori til praksis i undervisningen. Du lægger vægt på forståelse for læringsmiljøer, udviklingsprocesser og inkluderende klasseledelse, samt evnen til at formidle stoffet engageret og praksisnært til en mangfoldig målgruppe.
Praksiserfaring.
Du har erfaring med at arbejde i forskellige pædagogiske praksisfelter. Du er måske underviser et andet sted, underviser i efter- og videreuddannelsesforløb, kommunal konsulent eller tilsvarende. Du kan let supplere teoretisk stof med praksiseksempler, og du har flair for at inddrage de studerendes erfaringer som en naturlig del af undervisningen.
Foruden ovenstående profilkompetencer, er det ligeledes væsentligt, at du besidder følgende kompetencer:
Didaktisk erfaring og kompetencer.
Du står stærkt i mødet med studerende og kursister, hvad enten det er på grunduddannelsen eller i mødet med medarbejdere og ledere fra praksisfeltet i videreuddannelsen. Du kan facilitere og lede læreprocesser, og din undervisning bærer præg af at være varieret, nærværende og engageret.
Stærke samarbejdsevner.
Du er interesseret i at være en del af et læringsfællesskab, hvor undervisningen udvikles sammen med dine kolleger, og hvor faglig sparring er en fast bestanddel af hverdagen.
Fokus på kerneopgaven og gode studiemiljøer.
Du har en høj faglighed, og du ser kerneopgaven som omdrejningspunktet for prioriteringen af dine arbejdsopgaver. Du kan derudover se dig selv bidrage til Absalons uddannelsesløfte; at uddannelse bidrager til faglig udvikling af Region Sjællands medarbejdere, hele livet.
Derudover forventer vi os, at:
- du har en master-, kandidatuddannelse eller ph.d. relateret til det pædagogiske fagområde.
Dine arbejdsopgaver
Som underviser i Center for Pædagogik vil dit arbejde foregå inden for tre områder:
Grunduddannelsen.
Du indgår i et team, der tilrettelægger og evaluerer undervisningen, og samarbejder om at udvikle kvaliteten i de moduler, du skal undervise på. Du kommer også til at arbejde på tværs af teams i forbindelse med overleveringer mellem moduler og etaper.
Forskning og udvikling.
Du skal forvente at deltage i praksisnære og innovative forsknings- og udviklingsprojekter.
Efter- og videreuddannelsen.
Du bliver en del af forskellige samarbejdskonstellationer omkring planlægning og gennemførelse af efter- og videreuddannelsesforløb. Du skal forvente at undervise flere forskellige steder i og uden for regionen og på vores andre lokationer. Det er derfor en fordel, at du har egen bil.
Du må forvente, at der i begrænset omfang kan forekomme undervisning til kl. 18.00 og om lørdagen.
Dine kolleger
Du bliver en del af Center for Pædagogik med samlet 110 medarbejdere fordelt pa? fem af Absalons campusser. Din primære arbejdsplads vil være i Slagelse.
Pa? pædagoguddannelsen i Slagelse er vi en dynamisk arbejdsplads med ca. 28 dygtige medarbejdere. Hver eneste dag arbejder vi sammen om at uddanne fremtidens pædagoger og gøre nuværende fagprofessionelle og ledere dygtigere.
Campus Slagelse ligger lige ved siden af Slagelse Station, så du kan tage toget lige til døren. Vi har en kantine med sund og varieret mad, et træningslokale som du frit kan benytte og en masse trapper så du kan få indhentet mange skridt i løbet af dagen.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuld tid med ansættelse fra den 1. juni 2026.
- Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte uddannelsesleder Mette Høgh Stæhr tlf. 72 48 1438
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her: https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger, eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest den 25. marts 2026.
- Vi forventer at holde 1. samtale i uge 15 og 2. samtale uge 16.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Alt efter dine kvalifikationer vil du blive ansat som adjunkt eller lektor
På Absalon er adjunkturet en 4-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder. For at blive ansat som lektor forudsætter det en positiv lektorbedømmelse inden for stillingstrukturens anvendelsesområde.
Ved ansættelse af lektorer der er lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen, sker ansættelse på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af dine kvalifikationer, afvejet med stillingens konkrete indhold, kan fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt aftales. Læs mere her i kap. 5. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/413
Du kan læse mere om rammerne for ansættelse som adjunkt eller lektor i vores stillingsstruktur her. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/414
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 14 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.