fuldtid
Fællesfaglig Leder for Specialområdet i Greve Kommune
Vil du stå i spidsen for at skabe sammenhæng, kvalitet og udvikling på tværs af Greves specialpædagogiske tilbud, så er stillingen her.
Greve Kommune søger en strategisk stærk og fagligt kompetent fællesfaglig leder, der kan drive udviklingen af vores specialtilbud og sikre høj kvalitet for børn og unge med særlige behov og samtidig sikre udbredelsen af specialpædagogiske kompetencer på almenområdet. Du bliver en vigtig sparringspartner på tværs af skoler, dagtilbud, klubber og samarbejdende enheder.
Om stillingen
Som fællesfaglig leder får du en central rolle i at styrke den fortsatte udvikling af specialområdet i Greve Kommune. Stillingen er forankret i Center for Dagtilbud & Skoler med reference til souschefen og arbejde på tværs af kommunens specialskoler, specialklasserækker og øvrige specialpædagogiske tilbud – dog uden personaleansvar.
Din opgave er at sikre faglig retning og sammenhæng på tværs af Greve Kommunes specialtilbud. Du bliver bindeled mellem faglighed, samarbejde og udvikling, og du bidrager til, at børn og unge får et rettidigt og relevant tilbud af høj kvalitet inden for de gældende rammer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med både almenområdet og de centrale samarbejdspartnere i tværfaglige indsatser.
Samtidig bliver du en del af en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på et godt kollegialt fællesskab, tillidsfuld dialog og en uformel omgangsform.
Dine vigtigste opgaver
Du skal være med til at udvikle fælles faglige principper og arbejdsgange for specialpædagogik og differentieret undervisning. Du følger op på kvaliteten gennem tilsyn, evalueringer og brug af data og understøtter en fælles praksis på tværs af kommunens tilbud.
Samarbejde er en stor del af opgaven. Du indgår i tætte drøftelser med PPR, Familierådgivningen, skoler, dagtilbud og klubber om visitation og tidlige indsatser og bidrager til smidige overgange og klare processer. Du er også med til at udarbejde specialområdets årlige kvalitetsrapport og sikre tydelig kommunikation til både politikere, ledere, medarbejdere og forældre.
Derudover bidrager du til kapacitetsanalyser, kompetenceudvikling og drøftelser om bemanding i samarbejde med lederne af specialtilbuddene.
Vi søger dig, der…
…har en relevant uddannelse (lærer, pædagog med specialpædagogisk overbygning eller en relevant kandidat) og erfaring med faglig ledelse på specialområdet.
Du har et godt kendskab til dagtilbuds-, skole- og fritidsområdet, PPR og visitationsprocesser og arbejder analytisk med data som grundlag for faglige drøftelser.
Du er tydelig i din kommunikation, god til at samarbejde og kan skabe robuste løsninger i komplekse situationer – samtidig med at du værdsætter en venlig, tillidsfuld og uformel arbejdsform.
Vi tilbyder
En stilling hvor du får mulighed for at sætte tydelige aftryk på udviklingen af specialområdet i Greve Kommune. Tæt samarbejde med engagerede ledere og fagprofessionelle på en arbejdsplads med ambitioner for alle børn og unge samt en arbejdsplads, hvor der både er faglig tyngde og plads til humor og hygge.
Ansættelsesproces
Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest den 22. marts. Vi forventer at afholde første runde samtaler den 24. marts og anden runde den 26. marts.
Ansættelsesdato er den 1. maj 2026. Der indhentes børne- og straffeattest før ansættelsen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Souschef Mette Harder på telefon 40310585 eller mail mha@greve.dk.