Vil du være med til at skabe stærke rammer for dansk erhvervsliv i en verden i forandring? Så har vi måske et job til dig. Om jobbet I Erhvervsministeriets departement søger vi nye kolleger til kontoret for konkurrenceevne, grønne rammevilkår og teknologi (KGS). Kontoret arbejder med en række spændende og varierende problemstillinger. Omdrejningspunktet er at skabe gode vækstvilkår for virksomheder i en tid præget af geopolitiske spændinger, klimaforandringer og nye teknologiske muligheder, og at styrke konkurrencen på både private og offentlige markeder, så markederne fungerer effektivt til gavn for forbrugere og virksomheder.
Lige nu har vi 2 ledige stillinger med fokus på:
- at styrke danske virksomheders konkurrenceevne og produktivitet gennem udvikling og anvendelse af ny teknologi. Et fokusområde er kvanteteknologi, hvor arbejdet omfatter at identificere og understøtte erhvervsmæssige potentialer i forlængelse af regeringens nationale strategi samt bidrage til indsatser, der fremmer udvikling, kommercialisering og udbredelse af teknologier i dansk erhvervsliv. Arbejdet omfatter også analyser af AI og Danmarks digitale handlemuligheder i en tid, hvor teknologiske afhængigheder og global konkurrence stiller nye krav til vores digitale suverænitet.
- at styrke konkurrencen på både private og offentlige markeder – fordi velfungerende markeder er afgørende for både produktivitet, forbrugerpriser og samfundsøkonomisk effektivitet. Vi udarbejder analyser og forslag, der kan øge gennemsigtighed, effektivitet og valgmuligheder for forbrugerne samt sikre mere velfungerende offentlige indkøb og udbudsprocesser.
Hos os får du mulighed for at arbejde tæt på de politiske beslutningsprocesser og bruge din faglighed til at udvikle skarpe analyser, der bidrager til at forme fremtidens erhvervspolitik. Du kommer til at arbejde tæt på aktuelle politiske dagsordener med stort samfundsmæssigt aftryk. En stilling i Erhvervsministeriet indebærer endvidere ministerbetjening. I det daglige arbejder vi tæt sammen med andre ministerier, virksomheder, brancheorganisationer og styrelser. Derfor er gode samarbejdsevner og politisk tæft vigtige.
Om os Alt efter lyst og kompetencer får du også mulighed for at bidrage til kontorets andre opgaver. Vi arbejder fx med at præge rammevilkår, der gør det muligt for danske virksomheder at nå ambitiøse klimamål, og samtidig sikre økonomisk vækst i en global brydningstid. Omstillingen skal ske på en måde, der fremmer innovation, styrker virksomhedernes incitamenter og beskytter samfundets interesser. Du bliver en del af et engageret og fagligt stærkt team på godt 12 kolleger. Vi prioriterer videndeling, samarbejde og højt humør i en ofte hektisk hverdag, ligesom vi lægger vægt på faglig udvikling.
Hvis ovenstående lyder spændende, er du måske vores nye kollega.
Om dig Vi søger dig, der har en naturlig nysgerrighed og lyst til at levere analyser og løsninger, som gør en reel forskel i praksis. Du er en analytisk stærk profil – eksempelvis cand.polit., cand.scient.oecon., cand.oecon. eller en tilsvarende uddannelse. Vi hører også gerne fra dig, der er nyuddannet.
Vi forestiller os herudover, at du:
- Har erfaring med at håndtere komplekse økonomiske problemstillinger, gerne i en politisk kontekst, og trives med at arbejde i krydsfeltet mellem politik, analyse og data.
- Evner at fordybe dig i komplekse emner og problemstillinger, samtidig med at du har øje for de større sammenhænge og løsninger.
- Er en dygtig formidler, der kan præsentere omfattende analyser på en klar og præcis måde – både skriftligt og mundtligt – så essensen står tydeligt for alle.
- Arbejder selvstændigt og skaber fremdrift i dine opgaver.
- Det er endvidere en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til arbejdet i centraladministrationen og/eller erfaring med erhvervsområdet.
Om ansættelsen Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet. Er du interesseret? Send din ansøgning via link på https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger/ senest den 3. marts 2026. Husk også at uploade dit CV, dine karakterer og eksamenspapirer (både bachelorgrad og kandidatgrad) med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.
Samtaler vil blive afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristen. Er du ikke færdig med din kandidatgrad endnu, er vi stadig meget interesseret i din ansøgning med henblik på senere ansættelse. Der vil blive brugt personligehdsanalyse, logiktest og case i forbindelse med 2.samtalen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til kontorchef Sune Fold von Bülow på telefon 91 33 71 16 /
sunbul@em.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.