Er du vores nye regnskabsmedarbejder med stærk talforståelse og overblik?

fuldtid
Er du vores nye regnskabsmedarbejder med stærk talforståelse og overblik?
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København Ø
Kan du bevare det administrative overblik i et til tider omskifteligt miljø, hvor hjælpsomhed og sparring står højt på listen? Hvis du kan svare ja til dette, så har vi stillingen til dig.
Vi søger nemlig lige nu en regnskabsmedarbejder til en afdeling i FE.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du bliver en del af et lille team, hvor din opgave vil være at understøtte afdelingen lokalt. Du vil indgå i en afdeling med vidt forskellige uddannelsesbaggrunde og specialiserede opgaver. Fælles for teamet er ønsket om at levere rettidig, faglig støtte af høj kvalitet til afdelingens øvrige medarbejdere.
I rollen får du stor grad af selvstændighed og mulighed for at udvikle dine ansvarsområder. Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • Føre afdelingens interne regnskab
  • Rådgive og vejlede afdelingens medarbejdere i økonomiske spørgsmål
  • Gennemføre regnskabsmæssig kontrol og kvalitetssikring
  • Udarbejde økonomisk rapportering
Vi værdsætter en uformel og fri omgangstone, hvor støtten, sparringen og hjælpen er nær, og hvor det gode kollegaskab samt hjælpsomhed er en høj prioritet.

Du og din baggrund er vigtig
Vores forventning til dig er, at du er i stand til at arbejde selvstændigt, metodisk, forudseende og at du er udpræget perfektionistisk. Vi ser også gerne, at du besidder en god portion tålmodighed og at du opfattes som værende imødekommende. Man skal også gerne have en modenhed der gør en i stand til at optræde med autoritet, når behovet er der.

Foruden ovenstående, ser vi også gerne, at:

  • Du har en relevant økonomisk eller administrativ uddannelse – fx kontoruddannelse med speciale i økonomi/regnskab, finansøkonom, diplomuddannelse eller en bachelor inden for økonomi.
  • Du har forudgående erfaring med regnskabsføring og har stærke Excel-kompetencer eller erfaring med tilsvarende værktøjer.
  • Du måske har stiftet bekendskabt med DEMAP/DEMARS, men det er ikke et krav.
  • Du trives i et dynamisk miljø, hvor du har tæt kontakt med øvrige kollegaer og skal derfor kunne bevare det gode overblik og have sans for prioritering.
  • Du på sigt kan være med til at støtte afdelingens opgaveløsning på andre områder.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning, dit CV og dokumentation for relevant uddannelse via stillingsopslaget, senest den 5. april 2026.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted hurtigst muligt efter annoncens udløb, og stiler mod en ansættelse fra 1. august 2026. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23266@ddis.dk. Skriv ”Regnskabsmedarbejder” i emnefeltet, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind