"Du vil helt sikkert elske at arbejde på det skønneste demensplejecenter nord for fjorden."
En af vores dygtige medarbejdere går på velfortjent pension, og derfor søger Kaas Demensplejecenter en ny kollega pr. 1. juni 2026.
Vi søger bredt, fordi vores hus rummer flere fagligheder til gavn for vores beboere med forskellige demenssygdomme. Derfor leder vi efter en social- og sundhedsassistent, pædagog, pædagogisk assistent eller ergoterapeut. Stillingen er primært dagvagt med weekendvagt hver 2. weekend i lige uger.
Om Kaas DemensplejecenterVi er et anerkendt specialtilbud og et hyggeligt plejecenter, hvor beboere og pårørende altid er i centrum. Huset rummer 21 faste pladser og 1 aflastningsplads.
I dagvagten prioriterer vi, at der er mange omkring beboerne. Derfor er de daglige assistentopgaver samlet i én SSA-rute, som vores assistenter skiftes til at varetage. Det styrker fagligheden, giver større kendskab til alle beboere og sikrer mere tid sammen med dem.
Vi har fokus på relationsdannelse og pædagogiske måltider, og derfor spiser vi vores egen mad sammen med beboerne. Det giver både ro og nærvær – og mulighed for at lære beboernes livshistorier bedre at kende.
Vi har dagligt overlap mellem dag-, aften- og nattevagter, fordi det skaber tryghed, sammenhæng og et godt fundament for samarbejdet mellem alle vagtlag.
Vores faglige ståstedVi arbejder ud fra Tom Kitwoods omsorgsfilosofi og personcentreret omsorg. Samtidig anvender vi en neuropædagogisk tilgang, hvor målet er, at beboerne oplever behag og genfinder tryghed.
Den rehabiliterende tilgang fylder meget, og beboerne støttes i at være aktive medspillere i deres eget liv – så længe det er muligt. Beboerkonferencer bruges til at dykke ned i den enkeltes livshistorie, ressourcer og behov, så vi bedre kan forstå, hvad der ligger bag adfærd og reaktioner. Grundtanken er, at al adfærd er kommunikation.
Samarbejdet i huset er kendetegnet ved en stærk fællesskabsånd, hvor både beboere, pårørende og frivillige inddrages naturligt. Huset er organiseret i tre teams, men opgaverne løses fleksibelt på tværs alt efter behov. Det betyder, at hverdagen indimellem kræver omstilling og hjælpsomhed.
Dokumentationen foregår i Nexus, og du får selvfølgelig den nødvendige oplæring, hvis du ikke allerede kender systemet.
Vi leder efter dig, der- er uddannet SSA, pædagog, pædagogisk assistent eller ergoterapeut
- har interesse for demensområdet
- kan bevare roen og arbejde ud fra low arousal
- er kreativ, initiativrig og god til at finde løsninger
- har en anerkendende og rummelig tilgang til mennesker
- bidrager til et godt arbejdsmiljø – og gerne bringer humor med ind i hverdagen
- har en positiv og samarbejdende tilgang til både beboere, kollegaer, pårørende og frivillige
Vi tilbyder- en arbejdsplads i udvikling med spændende nye tiltag inden for demensområdet
- mulighed for både personlig og faglig udvikling
- fokus på trivsel og et sundt arbejdsmiljø
- en arbejdsplads med plads til ansvar og selvstændighed
- sundhedsordning gennem Jammerbugt Kommune
- engagerede kollegaer med stærk faglig sparring
- en god og grundig introduktion
Stillingen er på 37 timer ugentligt, men andet timetal kan aftales.
Vil du høre mere?Kontakt centerleder Charlotte Malmmose på telefon 41 91 37 41 eller mail:
cmo@jammerbugt.dk.
Læs mere om os på
Kaas Plejecenters hjemmesideDu kan også finde os på Facebook, hvor vi deler glimt fra hverdagen.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse.
Arbejdsstedets adresse er Gammelgaardsvej 44-46, Kaas, 9490 Pandrup.
AnsøgningsfristTorsdag den 23. april 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes mandag den 27. april 2026.
Vi glæder os meget til at modtage din ansøgning.