Engageret teamleder til NOVANA og Kontrol i Midtjylland

fuldtid
Engageret teamleder til NOVANA og Kontrol i Midtjylland
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
  • Lollandsvej 4G, 7400 Herning
Kan du lede, motivere og koordinere kontrollører med viden om landbrug, dyrevelfærd, afgrøder og EU's støtteordninger? Motiveres du af at bidrage til den grønne omstilling og et mere bæredygtigt landbrug? Vil du være en del af den lokale ledelse i Herning? Så har vi et job i en afdeling med faglig stolthed og godt arbejdsmiljø.

Enheden
Enheden Midtjylland, der ligger i Herning, løser en lang række opgaver relateret til kontrol med landbruget i forhold til bl.a. udbetaling af EU's landbrugsstøtte, den nationale overvågning af naturen og vandmiljøets tilstand samt forskellige udviklingsprojekter. Enheden ledes p.t. af en kontorchef og en teamleder og beskæftiger derudover godt 50 kollegaer med faglig baggrund som fx dyrlæge, biolog, ingeniør, miljøtekniker, laborant, teknolog og landbruger m.v.

Afdelingens omkring 20 kontrollører og ene dyrlæge varetager den fysiske og administrative kontrol af landbrugere i Midtjylland. Vi kontrollerer bl.a. overholdelse af regler for arealstøtte, støtte til projekter, økologi, dyrevelfærd og kontrol for andre myndigheder, herunder Landbrugs- og Fiskeristyrelsens Planteforordning, hvor der føres kontrol med al eksport og import af planter og plantematerialer. Kontrollørerne løser primært deres opgaver ude ved landbrugeren, hvorfor meget dialog vil ske pr mail eller telefon for de flestes vedkommende. De enkelte ordninger styres hver især lokalt af en tovholder.

NOVANA-kolleger tilvejebringer viden om miljø- og naturtilstanden i Danmark. De indsamlede data skal dokumentere naturens nuværende tilstand til lands og til vands samt dokumentere effekterne af forskellige miljøindsatser som fx vandplaner og kvælstofregulering. Dataindsamlingen medvirker desuden til at skabe grundlaget for den fremtidige miljøforvaltning. De 30 NOVANA-kollegaer møder typisk ind på kontoret om morgenen, inden feltarbejdet udføres, og returnerer senere med prøver mv. Nogle kollegaer har mange kontordage, ligesom der i vinterhalvåret er en del arbejde i enhedens laboratorie. NOVANA-kollegaerne, der arbejder med vandmiljøet ledes af en teamleder, der bliver din nærmeste kollega sammen med enhedens kontorchef.

Kontrollen og NOVANA-overvågningen udføres fra syv lokaliteter i Danmark, hvor der er et tæt samarbejde på tværs. Kontrollens ordninger har alle en teamleder tilknyttet på landsplan, som skal sikre ledelsesophænget. Du vil få din andel, og overblikket sikres af en koordinerede kontorchef. Tilsvarende er der også på NOVANA-delen koordinerede kontorchefer for de enkelte delprogrammer.

Stillingens typiske arbejdsopgaver

  • Varetage den daglige personaleledelse, herunder sikre trivsel og motivation i teamet og afholdelse af MUS.
  • Opfølgning på medarbejderes resultater gennem formulering af klare mål og feedback på opgaveløsningen.
  • Udvikling af de faglige kompetencer i teamet sammen med den øvrige ledelse lokalt og teamlederkollegaer i de andre enheder.
  • Ledelsesmæssigt ophæng for en eller flere ERFA-grupper/faggrupper.
  • Sammen med tovholderne sikre en solid drift og nødvendig vidensdeling både i teamet og på tværs i styrelsen.
  • Afholde møder med teamet og sikre fremdrift og overblik over opgaveporteføljen.
  • Indgå aktivt i ledelsesteamet og bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Dine opgaver
Du vil stå i spidsen for et team, der består af 20 engagerede kontrollører og en dyrlæge. Din primære opgave bliver at lede og koordinere teamets arbejde. Det er afgørende, at du evner at praktisere en nærværende og inddragende ledelsesstil, som bedst muligt bringer medarbejdernes forskellige faglige kompetencer i spil – uanset at meget ledelse vil skulle foregå på distancen. Derudover skal du sikre fortsat faglig udvikling og overholdelse af deadlines, hvor mange følger af et årshjul for kontrollen i tæt samarbejde med bl.a. regelenheder i Augustenborg og enheder for støtteordninger i København.

Sammen med den øvrige ledelse sikre en attraktiv arbejdsplads, hvor faglighed og menneskelige kompetencer er fundamentet for de gode løsninger.

Om dig
Vi forventer, at du har erfaring med og/eller lyst til ledelse og evner at indgå i et tæt uformelt samarbejde med både den lokale ledelse og ledelsen på de andre decentrale enheder.

Din stil er motiverende og fokuserer på sparring, feedback og tillid. Du styrer og prioriterer opgaveløsningen i teamet i tæt dialog med de forskellige ordningers tovholdere, hvor I skaber resultater i fællesskab, og du får energi af at få teamet til at lykkes og udvikle sig.

For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du:

  • Har erfaring med distanceledelse og planlægning.
  • Evner at forstå de overordnede faglige linjer i de faglige instrukser, for at kunne understøtte teamet.
  • Med godt humør kan danne og fastholde et overblik i en hverdag med mange ordninger og til tider pressede frister.
  • Forstår myndighedsrollen ved kontrolbesøg og evner at understøtte medarbejderne i mødet med landbrugeren, da dette ud over faglighed også fordrer personlige kompetencer.
  • Kan arbejde både selvstændigt, og samtidig være en aktiv holdspiller i diverses ledelsesteams.
  • Evnen til at se, hvor der lige er behov for en ekstra indsats – også på tværs - vægtes højt, så enhedens specialist- og myndighedsarbejde kan udføres effektivt.
  • Indsigt i landbrugserhvervet og miljø vil være en fordel.
Vi tilbyder
En varieret arbejdsdag med selvstændig tilrettelæggelse af opgaverne. En nærværende og synlig ledelse der altid bistår med fx prioritering af opgaverne i travle tider. En rigtig god arbejdsplads med dygtige og uhøjtidelige kollegaer. Vi har et godt arbejdsmiljø og en uformel omgangstone, hvor samarbejde og dialog vægtes højt.

Vigtige opgaver, der understøtter ambitionerne i den grønne trepart, sikrer vigtige data om naturen og miljøet samt kontrollerer grundlag for udbetaling af EU's landbrugsstøtte

Om os
Styrelsen for Grøn arealomlægning og Vandmiljø er en del af Ministeriet for Grøn Trepart. Vi har øjne og ører på natur og miljø og landbruget i Danmark.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er en landsdækkende styrelse med flere decentrale enheder. Læs mere på www.sgav.dk Vi er en organisation, der bygger på et stærkt, fagligt fundament, og hvor både nye og erfarne medarbejdere arbejder, skaber og lærer sammen. Det er en fælles ambition at skabe grobund for en sjov og spændende hverdag med en rig idékultur og en arbejdsplads, der er en af statens bedste.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten, og der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Styrelsens for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Tjenestestedet vil være Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø Midtjylland, Lollandsvej 4G, 7400 Herning.

Der er tale om en fast stilling på 37 timer. Der vil være mulighed for hjemmearbejde, såfremt det er foreneligt med teamet og enhedens opgaver.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Lone Mossin på tlf. 20534615 eller teamleder for NOVANA vand Heine Glüsing på tlf. 2288 9966.

Ansøgning
Søg stillingen ved at sende en ansøgning inkl. CV, eksamensbevis og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”Søg stilling”) senest tirsdag den 10. marts 2026.

Vi forventer at holde 1. samtaler tirsdag den 17. marts 2026 og 2. samtaler onsdag den 25. marts 2026. Du skal være indstillet på eventuelt at gennemføre test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.







Log ind