Vil du være en del af en større udvikling i Forsvaret inden for etablissementsdrift og Facility Management? Har du hænderne godt skruet på, samt besidder teknisk snilde og stort servicegen, samtidig med at du til tider kan sidde foran en computerskærm og sikre registrering af opgaverne? Så har vi lige nu et fast job på 37 timer om ugen, hvor du kan være med til at påvirke udviklingen, og hvor du får mulighed for at gøre en forskel for soldaterne, såvel selvstændigt som i samarbejde med engagerede kollegaer og eksterne virksomheder.
Om os Etablissement- og Terrænkommandoen har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder i hele landet. Vi er i afdelingen stolte af at dække beredskabet for hele landet. Vi leverer og udvikler de fysiske rammer for de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet.
Vi sikrer strøm, varme og vand, udfører bygningsvedligeholdelse og mindre reparationer, mindre opgaver ude på arealerne, flytter rundt på inventaret, opstillinger ved arrangementsstøtte, rengøring og meget, meget mere.
Mange af opgaverne løses af vores egne medarbejdere i afdelingen, der er fordelt på de største tjenestesteder i hele landet.
Her håndteres alt fra brugerhenvendelser og indkøb, til arrangementsstøtte og bygningsvedligehold, da vi afdelingen har vores egen administrative kollegaer.
Om stillingen Du bliver en af Etablissement- og Terrænkommandoens lokale repræsentanter og kontaktperson til brugerne. Du opbygger et indgående lokalkendskab til etablissementet, der gør at du kan yde en optimal ejendomsservice.
Dine primære opgaver er at assistere i drift og vedligeholdelse af bygninger, tekniske installationer, grønne områder og arealer.
Dine konkrete opgaver omfatter blandt andet:
- Udføre opgaver af praktisk karakter vedrørende bygningsservice
- Vedligehold af bygninger og tekniske installationer samt opfølgning på fejl og klager
- Samarbejde med eksterne håndværkere der udfører opgaver på vores områder
- Affaldshåndtering, indendørs og udendørs opgaver
- Mindre flytteopgaver, opstilling til arrangementer i mødefaciliteter
- Driftsopgaver ude på arealet bl.a. grønne områder
- Ad hoc-opgaver
- Assistere øvrige kolleger når der mangler en hånd
- Montering eller demontering af udstyr eller materiel
- Mindre bygningsopgaver og renovation af eksisterende bygninger
Du gennemfører varemodtagelse og kontrollerer udførelsen af bestilte drifts- og vedligeholdelsesopgaver.
Du gennemfører tilsyn med leverandørernes udførte arbejde og deltager i tilsyn, inspektioner og kvalitetssikring.
Du skal være indstillet på, at opgaverne kan være meget forskelligartede og afvige fra ovenstående. Der vil være noget rejseaktivitet imellem Beredskabsstyrelsens andre lokationer.
Om dig Vi forestiller os at du er uddannet ejendomsservicetekniker (dette er ikke et krav) eller at du har erfaring med lignende opgaver fra en tidligere stilling.
Har du erfaring inden for vedligehold af bygninger og tekniske installationer eller relevant uddannelse så er det også en mulighed.
Du er vant til at bruge forskellige IT-værktøjer, som mailsystemer med videre. Du formulerer dig godt på dansk både i skrift og tale.
Du er udadvendt, har et godt humør og en god situationsfornemmelse.
Du er først og fremmest en god kollega, som værdsætter et godt samarbejde med dine kolleger og bidrager til fællesskabet.
Du arbejder på egen hånd og har et stort servicegen. Derudover er du initiativrig, tager ansvar for opgaverne og går gerne en ekstra mil for at finde løsningen på et problem.
Det er en forudsætning for stillingen, at du har kørekort B.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F). Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Næstved.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte EP-Chef Lasse Johnsson på telefon 2313 2106.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Emilia Kyhn Sixhøi på telefon 5171 1535.
Ansøgningsfristen er 10. april 2026. Der afholdes løbende samtaler og der er ansættelse hurtigst muligt efter aftale.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.