Genopslag
Kan du flyve? Og er du god til at gå i spagat?
-det er nogle af de forventninger, børnene i Naturbørnehaven havde til en ny voksen, da vi spurgte dem, hvilke kvaliteter en ny voksen i Naturbørnehaven skal have!😅
Skørbæk-Ejdrup Naturbørnehave søger en pædagog med en stærk naturprofil på 37 timer, da vores fantastiske kollega efter 20 år har søgt nye udfordringer.
Hvis du kan sige ”tjek” til børnenes forventninger😉og er du vild med børn, natur, udeliv og skønne kollegaer er denne stilling en unik mulighed.
Vi er en anderledes børnehave, og vi forventer at mulige ansøgere har været på rundvisning, og har fået en snak med os om vores hverdag.
Hvem er vi på Skørbæk-Ejdrup?
Skørbæk-Ejdrup Naturvuggestue, Naturbørnehave og Friskole har hjemme i naturskønne omgivelser ved Halkær bredning ca. 12. km fra Nibe. Vi har et stort skovområde med rigt plante- og dyreliv som vores legeplads. Vi har hytter, bålpladser og sheltere og en masse fantastiske legemuligheder, som vores børn benytter året rundt og i næsten al slags vejr.
Vi arbejder ud fra et værdigrundlag der tager afsæt i Naturliv, Fællesskab, Frihed og Kreativitet, hvilket gennemsyrer dagligdagen for hele matriklen.
Vores børn er skønne, personalet er fagligt dygtigt og stræber efter at give børnene de allerbedste muligheder for udvikling, læring og trivsel og vi har stor opbakning fra forældrene.
Hvad kan Naturbørnehaven tilbyde?
En velfungerende personalegruppe der er passioneret omkring deres arbejde med børnene i naturen, de hjælper hinanden, de giver sparring til hinanden, er faglige dygtige, er kreative, de planlægger aktiviteter og temaer med naturen som centrum der motiverer, skaber undren og nysgerrighed i børnene, og udfordre alle deres sanser.
En hverdag hvor naturen er omdrejningspunktet. Vi er ude hver dag fra kl. 7.30 og til kl. 16 i al slags vejr kun afbrudt af måltider og den daglige hvile. Den daglige hvile er for alle børn og voksne, og har til formål at bringe krop og nervesystem i ro.
30 skønne og nysgerrige børn, inddelt i tre aldersopdelte grupper - Løbebiller, Bænkebidere og Salamandere.
Naturbørnehaven har sit eget hus og en fantastisk naturskøn legeplads ved skoven. Efterår/vinter er vi i huset og på den omkringliggende legeplads/natur, og forår/sommer flytter vi i skoven, hvor vi har vores hverdag midt i naturen.
Et tæt samarbejde med naturvuggestuen og skolen bl.a. med fokus på de gode overgange. Vi bruger bl.a. skolen gymnastiksal to gange om ugen, hvoraf den gang er sammen med Naturvuggestuen.
Pædagogiske dage- en gang om året hvor hele matriklen er sammen, og to gange om året sammen med Naturvuggestuen.
Sangglade børn og voksne.
Naturbørnehaven søger en pædagog og kollega der:
Har erfaring og viden om natur og udeliv
Har en høj faglighed og viden om 3-6-årige
Kan omsætte sin viden og erfaring med børn og natur til en pædagogisk praksis, der motiverer og inspirerer børnene
Kan arbejde selvstændigt og ”gå foran”
Er anerkendende og ressourceorienteret i tilgangen til børn – måske du har viden om ICDP?
Er nærværende og omsorgsfuld i samværet med børnene.
Har stort engagement, og er rummelig, nuanceret og nysgerrig på hvad, hvert enkelte bidrager med – børn, forældre og personale
Er rolig, og har styr på dit eget nervesystem, så det kan lånes ud til et barn, når det kræves
Er struktureret, og kan/har lyst til, at arbejde med pictogrammer i din daglige praksis
Har erfaring og viden om dialogisk læsning, og sprogvurderinger
Er åben og nysgerrig, både i dine holdninger og i din kommunikation
Har let til smil og latter
Vi håber vi har fanget din opmærksomhed – DIG der har en pædagogisk naturprofil og hvis hjerte banker for børn, natur og udeliv!
Har du spørgsmål eller har du lyst til en rundvisning så kontakt pæd. leder Camilla Cavling Mærsk på 6138 5042.
Du sender din ansøgning til Skørbæk-Ejdrup Naturbørnehave på job@skejdrup.dk senest d. 7/4-26 kl. 12.00.
Stillingen er på 37 timer, og tiltrædelse hurtigst muligt.
Der forventes afvikling af samtaler d.14/4-26 fra kl. 17.00.
Løn og ansættelse i henhold til overenskomst mellem BUPL og Dansk Friskoleforening.