Bliv en del af et lille, erfarent og ambitiøst team hos Borup Fysioterapi.
Vi tilbyder store og lækre faciliteter, fleksibilitet, attraktiv indleje og gode muligheder for at udvikle både din forretning og din faglighed. Hvis du værdsætter nærvær og kvalitet i arbejdet med patienter, vil du måske finde denne stilling interessant.
Om stillingen hos Borup Fysioterapi
Du vil arbejde med patienter der har en henvisning til fysioterapi i ca. 20 timer om ugen. Enten henvist til almen eller til vederlagsfri fysioterapi og evt. hjemmebehandlinger. Der vil være mulighed for at overtage eksisterende patienter og hold, så du får en god start på klinikken.
Ud over de 20 timer har du ubegrænset mulighed for at igangsætte aktiviteter i klinikkens lokaler. Det er ikke et krav, men et plus, hvis du har lysten til det. Det kan eks være specialiseret behandling, undervisning, undersøgelse eller holdtræning.
Vi er et tæt team som vægter personlig kemi og faglig dygtighed højt. Vi lægger vægt på faglig udvikling og sparring i hverdagen. Du vil blive tilknyttet klinikken på baggrund af Danske Fysioterapeuters basiskontrakt.
Hvad er din løn?
Inden for sygesikringen vil 20 timer ugentligt typisk svare til en årlig omsætning på ca. 390.000 kr. Hvis du fx oparbejder 5-10 timer/ugen udenfor sygesikringen, vil du ved gældende takster for fysioterapi få ca. 100- 200.000 DKK/år oveni efter indlejeafregning.
Hvornår starter du?
Ideelt set tiltrædelse 1. april 2026. Hvis du grundet eksisterende kontrakt først kan starte 1. maj er vi fleksible og imødekommende overfor det.
Om dig
Du er fagligt dygtig, nærværende og opmærksom.
Du brænder for at hjælpe mennesker med at få det bedre
Du er positivt indstillet, lyttende og løsningsorienteret
Du ser muligheder og potentiale
Du vil gerne arbejde på en mindre klinik
Du er ansvarlig og kan arbejde selvstændigt
Du har sat dig grundigt ind i overenskomsten om almen og vederlagsfri fysioterapi
Dine kvalifikationer
Erfaring som selvstændig fysioterapeut på klinik - gerne som indlejer
Du arbejder struktureret med undersøgelse og klinisk ræsonnering
Du er dygtig til manuelle teknikker
Du er skarp på rehabilitering af overbelastninger og vævsskader, herunder øvelsesterapi tilpasset vævsheling og belastningstolerance
Du trives med selvstændigt patientansvar og kan planlægge og gennemføre behandlingsforløb.
Du kan håndtere IT systemer – erfaring med Complimenta er en fordel
Du har relevante kurser, gerne inden for muskuloskeletal fysioterapi.
Om klinikken
Borup Fysioterapi har eksisteret i snart 40 år og blev overtaget og moderniseret af de nuværende ejere i 2019.
Vi er i dag fem fysioterapeuter, og du bliver vores sjette. Vi prioriterer faglig udvikling og deltager løbende i kurser – både individuelt og sammen – med et ønske om at opretholde en bred og stærk faglig profil på klinikken. Vi er et team, der først og fremmest brænder for at hjælpe og gøre en positiv forskel for vores patienter. Der er sekretær på klinikken tre timer dagligt til at tage telefonen, besvare mails og hjælpe med mindre administrative og IT-relaterede opgaver.
Vi er en fysioterapiklinik med stærk forankring i lokalområdet. Vores mål er at tilbyde fysioterapi, som kan nå ud til borgere i Borup og omegn. Vi behandler spædbørn, skolebørn, unge, voksne og ældre. Borup er en aktiv by med mange børnefamilier og ældre borgere, og vi oplever generelt en stor motivation hos patienterne for at deltage aktivt i deres rehabilitering. Vi tilbyder også hjemmebehandling til patienter, der ikke har mulighed for at komme til klinikken.
Klinikken har gennemgået akkreditering og er centralt beliggende i Borup på Midtsjælland med gode transportmuligheder til Roskilde, Køge, Ringsted og København.
Klinikken er på 400 m² og rummer store, lyse behandlerrum, en stor holdsal samt et veletableret fitness center til træning. Der er handicapvenlige faciliteter og parkeringspladser lige ved hoveddøren.
Vi lægger stor vægt på vores forankring i lokalmiljøet og samarbejder med en række lokale aktører, herunder det lokale lægehus. Vi støtter den lokale idrætsforening og golfklub, har varmtvandstræning i det kommunale varmtvandsbassin og samarbejder med plejehjemmet, kommunens genoptræningsafdeling, biblioteket og Borup Fitness - det lokale fitnesscenter.
SÅDAN SØGER DU STILLINGEN
Send en ansøgning og CV til jobborupfysioterapi@gmail.com snarest muligt.
SPØRGSMÅL ELLER MERE INFO
Kontakt klinikmedejer Rasmus på jobborupfysioterapi@gmail.com eller ring til klinikejer Maja på tlf. 31351986.
SAMTALER
Vi afholder samtaler løbende når vi modtager ansøgningerne – og svarer tilbage til alle der har søgt.