DSA- og idrætslærer til modtagelsesklasserne på Lindehøjskolen

fuldtid
DSA- og idrætslærer til modtagelsesklasserne på Lindehøjskolen
  • Herlev Kommune
  • Borgerdiget 105, 2730 Herlev

I Herlev Kommune satser vi massivt på folkeskolen og investerer 21 mio. kr. årligt i almenskolerne fra 2026. Midlerne går blandt andet til tolærerordning i dansk og matematik, kompetenceudvikling samt flere voksne i SFO og klub. Det giver dig bedre rammer for at lave undervisning af høj kvalitet og skabe stærke relationer. Og dermed gøre en forskel for børnene i både skole, SFO og klub. Derudover er vi i gang med at etablere lokale skole på hver sin matrikel med tæt og nærværende ledelse og et stærkt lokalt fællesskab.

I Herlev Kommune har der de seneste år været en stigning i antallet af elever med behov for undervisning i dansk som andetsprog basis. Der blev derfor i 2024 oprettet to modtagelsesklasser på Lindehøjskolen: M2 for elever på mellemtrinnet og M3 for elever i udskolingen. M2 og M3 er placeret i tilknytning til skolens øvrige mellemtrins- og udskolingsklasser.

Vi har allerede ansat en dansk- og kulturfagslærer og en matematik- og naturfagslærer, men mangler en lærer i teamet, der kan undervise i dansk og idræt – og også gerne engelsk på mellemtrinnet. Lindehøjskolen søger derfor en fagligt og relationelt stærk dansk- og idrætslærer med erfaring med /interesse for undervisning af nyankomne elever. 

Om stillingen

Vi søger en lærer til en fast stilling på fuld tid i modtageklasserne med tiltrædelse pr. 1. juni 2026 eller snarest. Du har DSA-kompetencer og dokumenteret erfaring indenfor undervisning i dansk som andetsprog – gerne fra modtagelsesklasser eller lignende. Du vil blive en del af et fagligt velfunderet og velfungerende DSA-team, som varetager DSA basis og supplerende undervisning for hele skolen, og som vægter kommunikation og det daglige samarbejde højt. Dine daglige arbejdsopgaver vil være knyttet til de to modtageklasser samt evt. DSA basis og supplerende. 

Arbejdstiden vil være fordelt på de to modtageklasser, herunder samarbejde med klasseteams på alle kommunens skoler i forbindelse med den gradvise udslusning af eleverne til almenklasserne. Du vil også komme til at samarbejde tæt med uddannelsesvejledere, psykologer, børne- og ungerådgivere og familiekonsulenter, så indsatsen omkring eleverne bliver helhedsorienteret.

Om dig

Vigtigst om dig er, at du har lyst til at arbejde med nyankomne elever, at du trives i arbejdet med co-teaching, differentiering og tværfaglighed, og at du har elevernes faglige, sociale og generelle trivsel og udvikling for øje. Du er struktureret, fleksibel, god til at kommunikere og til at samarbejde på tværs af faggrupper. Du besidder de stærke relationskompetencer, der kræves i samarbejdet med dit team og skolens faglærere – ligesom du evner at skabe tillidsfulde relationer til eleverne og deres familier.

Din interesse og dit engagement i forhold til at gøre de unge mennesker klar til deres videre uddannelsesforløb i Danmark er det primære.

Du indgår på lige fod med dine nærmeste kolleger i et mindre selvstyrende team, hvor du kvartalsvist er medansvarlig for og har medindflydelse på tilrettelæggelsen af skemaet for såvel eleverne som teamet (fleksibelt skema). Vi vægter en kollega med åbenhed, humor, høj faglighed og hjertet på rette sted.

Om skolen

Vores skole er en attraktiv skole, som er samlet på én matrikel. Lindehøjskolen er fra august i år en ud af fem almene skoler i Herlev Kommune, og har omkring 900 elever og 130 medarbejdere. Skolen er en 4-sporet skole. 

På Lindehøjskolen arbejder vi ud fra tanken om, at alle børn gør det rigtige, hvis de kan og vi udvikler løbende tiltag, som skal understøtte vores visioner om børnenes læring, trivsel og dannelse. Vi er godt i gang med at lære at arbejde i professionelle læringsfælleskaber – dette fordi vi ved at de voksnes samarbejde har stor betydning for elevernes læring, trivsel og dannelse.

Vi har flere indsatser på skolen: udvikling af Makerspace, arbejde i professionelle læringsfællesskaber med deltagelse af både lærere og pædagoger, arbejde med højtbegavede elever, skak på skemaet, særlige læse- og matematikindsatser og meget andet. I det omfang det giver mening, er modtagelsesklasserne også en del af disse tiltag.

Skolen er delt i indskoling, mellemtrin og udskoling. Vi har SFO’en på skolen og Klubben få minutters gang derfra. Pædagogerne er en del af elevernes hele skoledag, og alle samarbejder om eleverne. 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling og ansættelsen vil være fra 1. juni 2026 eller snarest muligt. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomster. Der indhentes børne- og straffeattest for medarbejdere, der ansættes på skolerne i Herlev Kommune.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist den 12. april 2026. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende.

Har du spørgsmål?

Vi håber, at du er blevet nysgerrig, og hvis du har spørgsmål inden du sender din ansøgning, er du velkommen til at skrive til DSA-vejleder Mette Hjelm på meh035a@lindehoejskolen.org. Du kan også kontakte kontoret på 4452 5555 og bede om at blive ringet op.

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

Om Herlev

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Log ind