Vil du være den, der med overblik og rettidig omhu sikrer, at direktionens kalender fungerer optimalt?
Vi søger en stærk administrativ profil, der med overblik, dømmekraft og servicegen sikrer professionel styring af direktionens kalender. Du bliver den centrale koordinator omkring direktionens kalender og prioriteringer og får en nøglerolle i at sikre, at de fire direktionsmedlemmer deltager i de rigtige møder på de rigtige tidspunkter.
Stillingen er forankret i Kommunikation og Ledelsessekretariatet på Campus Slagelse, og du kommer til at arbejde tæt sammen med tre ledelseskonsulenter, direktionen og sekretariatschefen.
Din profil
Du motiveres af at få komplekse kalendere og prioriteringer til at gå op. Du arbejder struktureret, forudseende og med høj kvalitet - og du opdager potentielle udfordringer, før de bliver til problemer.
Du har stærkt overblik og prioriteringsevne.
Du følger løbende med i direktionens kalendere - både på kort og lang bane. Du forebygger dobbeltbookinger og uhensigtsmæssige prioriteringer i god tid og tager selv initiativ til at justere og flytte møder, så helheden fungerer. Derudover skal du kunne genkende dig selv i følgende:
Du er proaktiv og handlekraftig.
Når møder skal bookes, finder du ledige tidspunkter, booker lokaler, sørger for forplejning, bestiller rejser og håndterer praktiske detaljer som gaver til receptioner mv. Du får opgaven sikkert i mål.
Du er serviceminded og samarbejdsorienteret.
Du arbejder tæt sammen med ledelseskonsulenterne, direktionen og sekretariatschefen. Du lytter dig hurtigt frem til kernen i en opgave og finder den rette balance mellem tempo og kvalitet.
Du tænker i udvikling og digitale løsninger.
Du har blik for, hvordan arbejdsgange kan forbedres og effektiviseres - herunder hvordan digitale løsninger og AI kan understøtte opgaveløsningen.
Vi er åbne i forhold til din uddannelsesbaggrund. Måske er du administrationsbachelor, kontoruddannet eller har en anden baggrund kombineret med solid erfaring fra en lignende rolle. Det vigtigste er, at du har erfaring med ledelsesunderstøttelse og trives i en rolle med ansvar.
Dine arbejdsopgaver
Din vigtigste opgave er at sikre, at direktionens kalender hænger sammen og understøtter de rette prioriteringer. Gennem dit arbejde bidrager du til, at direktionens logistik i hverdagen fungerer, så de kan fokusere på den strategiske udvikling af Absalon.
Dine arbejdsopgaver omfatter:
Direktionens kalender.
Du får ansvar for kalenderstyring og -prioritering for direktionen. Du står for booking og koordinering af møder, lokaler og forplejning samt håndtering af rejsebookinger og praktiske opgaver for direktionen.
Digitale hovedpostkasser.
Ansvarlig for daglig videresendelse af mails i Absalons digitale hovedpostkasser til relevante modtagere.
Administrere og udvikle brugen af First Agenda.
Du får administrator- og superbrugeropgaver ift. First Agenda, som er en platform til formelle møder.
Ad hoc-opgaver.
Du bliver omdrejningspunkt for ad hoc-opgaver koblet til direktionen og driften i afdelingen.
Dine kolleger
Du bliver en del af Kommunikation og Ledelsessekretariatet, som består af knap 30 medarbejdere fordelt på teams. Dine kolleger har base i enten Roskilde eller Slagelse, og du får arbejdssted på Campus Slagelse, men vil møde alle kolleger om fredagen, hvor vi er samlet i Slagelse.
Du har ansvaret for dine egne opgaver, men får et tæt samarbejde med særligt direktionens tre ledelseskonsulenter, som du kan sparre med.
Du vil opleve en organisation, der er ambitiøs og uhøjtidelig, og hvor det ligger os på sinde at have en fleksibilitet, der giver gode rammer for balance mellem arbejds- og privatliv. Der er mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen.
Du refererer til Teamleder for Kommunikation Natasja Rye Frerst.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuld tid, og vi vil gerne have, at du begynder senest den 1. juni 2026.
- Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Teamleder for Kommunikation Natasja Rye Frerst, på telefon 7248 1190, eller nafr@pha.dk.
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her: https://phabsalon.dk/om-professionshoejskolen-absalon/ledige-stillinger/, eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest den 5. april 2026.
- Vi forventer at holde 1. samtaler den 13. april og 2. samtaler den 17. april.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 14 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.