DIGNITY søger to studentermedhjælpere (medicinstuderende)

deltid
DIGNITY søger to studentermedhjælpere (medicinstuderende)
  • DIGNITY
  • Bryggervangen 55, 2100 København Ø

Har du lyst til at arbejde i en organisation, som gør en konkret og positiv forskel for udsatte mennesker i Danmark og verden over? Og er du medicinstuderende med interesse for at bidrage til behandling og forskning indenfor psykiatri/socialmedicin?

Så kan DIGNITY tilbyde dig en spændende mulighed, idet vi har to ledige stillinger som timelønnet studentermedhjælper (8 timer/1 dag ugentligt) i vores afdeling for National Rehabilitering.

DIGNITY har siden 1982 arbejdet for en verden fri for tortur og vold. Vi er en menneskerettigheds- og udviklingsorganisation, som også driver en rehabiliteringsklinik. Vi forebygger tortur og vold, behandler traumatiserede ofre og dokumenterer alvorlige menneskeretskrænkelser, så de ansvarlige kan blive retsforfulgt.

DIGNITY’s afdeling for National Rehabilitering omfatter en klinik og en forskningsenhed. Vi er samlet set ca. 25 medarbejdere i afdelingen og arbejder med tværfaglig behandling, rehabilitering og forskning. Vores klinik er godkendt af sundhedsstyrelsen til at behandle traumatiserede flygtninge og deres familier på hoved- og regionsfunktionsniveau. Vi samarbejder med socialstyrelsen som VISO-leverandør med specialrådgivning og udredning omkring socialt udsatte børn og unge. Vores rehabilitering er som udgangspunkt tilrettelagt i et tæt tværfagligt samarbejde mellem psykologer, læger, fysioterapeuter og socialrådgivere, samt vores forskningsenhed som samarbejder tæt med de øvrige rehabiliterings og indvandrermedicinske klinikker i Danmark. Derudover har vi et sekretariat, der varetager en række af vores administrative opgaver. Afdelingen ledes af en afdelingsleder, som også er klinikchef, og derudover en souschef samt en leder af forskningsenheden.

Om stillingen

Du deler dine arbejdsopgaver med to til tre andre medicinstuderende, og varetager derudover dine arbejdsopgaver i tæt samarbejde med andre kollegaer i afdelingen.

Du vil bidrage både indenfor vores forskningsområde og vores patientbehandling. Du vil blandt andet skulle gennemføre basisdelen af den lægelige udredning for vores patienter og hjælpe forskningsenheden med at holde styr på den systematiske monitorering, som alle patienter gennemgår Du vil blive introduceret til DIGNITY’s patientgruppe, samt det tværfaglige arbejde i afdelingen, hvor læge, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver arbejder tæt sammen omkring behandlingen. Du vil desuden blive introduceret til samarbejdet med tolk under behandlingen.

Dine primære arbejdsopgaver er:

  • Administration af en national monitoreringsdatabase for traumatiserede flygtninge (DTD), som administreres af DIGNITY’s forskningsgruppe og herunder bidrage til vores forskningsprojekter.
  • Mødereferent i det nationale forskningssamarbejde for landsdækkende traumeklinikker.
  • Anamneseoptag (somatisk).
  • Objektiv fysisk undersøgelse.
  • Journalskrivning, samt sammenfatning og resume af journaler.
  • Monitorering gennem symptom-ratingscales.
  • Forefaldende studenterarbejde/administrativt arbejde, inklusive booking af patientforløb.

Vi tilbyder dig:

  • et job i en dynamisk organisation med globalt udsyn og et stærkt fagligt fokus, hvor alle aktiviteter er drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel for nogle af verdens mest udsatte mennesker.
  • engagerede og dygtige kolleger med fokus på omsorg og fælles læring.
  • spændende og varierede arbejdsopgaver i en meget vigtig funktion for DIGNITY’s drift og udvikling.

Kompetencer

Vi forventer, at du er medicinstuderende, og at du som minimum har bestået 7. semester. For at komme i betragtning skal du også have mere end 1 år tilbage af dit medicinstudie.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • ser fordel i en varieret opgaveportefølje indenfor både udredning, administration og forskning er analytisk, systematisk, selvstændig og har et godt overblik.
  • er respektfuld og empatisk i din tilgang til patienterne og god til at vække tillid.
  • er tålmodig og udholdende, da du vil komme til at arbejde i et felt, hvor patienternes progression typisk sker over længere tid.
  • kan skabe tillidsfulde relationer og arbejde kultursensitivt.
  • er god til engelsk, både skriftligt og mundtligt.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er placeret i DIGNITY’s Nationale Rehabiliteringsafdeling, Rehabiliteringsklinikken, med reference til afdelingslederen.

Dit ansættelsessted er vores hovedadresse på Bryggervangen 55, 2100 Kbh. Ø. Du forventes at have folkeregisteradresse i Danmark.

Forventet tiltrædelse: den 1. maj 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Du ansættes som timelønnet. Din arbejdstid er 8 timer ugentligt. Alle ugentlige timer forventes i udgangspunktet placeret på en ugentlig dag.

Ansættelsen sker med udgangspunkt i overenskomst mellem Regionerne og HK/Kommunal Dansk Lægesekretærforening eller anden relevant overenskomst

Yderligere information

Yderligere information vedrørende stillingen kan fås ved henvendelse til souschef for Rehabiliteringsklinikken, Christina Arrebo Andersen på caa@dignity.dk eller telefon 31 40 67 13.

Ansøgning med CV, karakterblad og eventuelle andre relevante dokumenter indsendes via linket senest onsdag den 8. april 2026.

Vi forventer at afholde samtalerunde onsdag den 15. april 2026.

Du kan læse om DIGNITY’s behandling af dine personoplysninger i vores privatlivspolitik, som du finder her: https://www.dignity.dk/privatlivspolitik/

DIGNITY er en international menneskerettigheds- og udviklingsorganisation, der siden 1982 har arbejdet for en verden fri for tortur og vold. Vi forebygger tortur og vold, behandler traumatiserede ofre og dokumenterer alvorlige menneskeretskrænkelser, så de ansvarlige kan blive retsforfulgt. Du kan læse mere om vores organisation og arbejde på www.dignity.dk. DIGNITY betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Log ind