Designer eller arkitekt, som vil være med til at udvikle indretningen i Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (tidsbegrænset)

deltid
Designer eller arkitekt, som vil være med til at udvikle indretningen i Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (tidsbegrænset)
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Har du lyst til at arbejde med indretning, der har direkte betydning for tusindvis af borgeres møde med det offentlige – og for medarbejderes daglige arbejdsmiljø? Og har du mod på at omsætte analyser, behov og driftskrav til konkrete rumlige løsninger?

Så er det måske dig, vi søger som designer eller arkitekt i Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen.

Skab rammer, der virker i praksis
Vi arbejder med at udvikle og tilpasse de fysiske rammer i forvaltningens bygninger – særligt i Københavns jobcenter. Her skal indretningen understøtte virksomhedsmøder, samarbejde med eksterne aktører, undervisning, samtaler med meget forskellige borgere og administrative arbejdsgange.

En central del af stillingen er at analysere og optimere kontorlandskaber og borgervendte områder og medvirke til at definere nye designprincipper, der underbygger en større grad af variation og æstetik. Det handler også om at disponere arbejdspladser og fællesarealer, gode flows samt vælge materialer og løsninger, der kan holde til intensiv brug og samtidig bidrage til et professionelt og imødekommende miljø, hvor flere føler sig mødt.

Du vil arbejde med:

  • Space planning fra behovsafdækning og dataanalyse til implementering
  • Optimering og omdisponering af eksisterende områder
  • Udarbejdelse af indretningsforslag og tegningsmateriale i alle projektfaser
  • Bidrage til udvikling og opdatering af designprincipper for større kontormiljøer og samtalegange
  • Facilitering af brugerprocesser med fokus på konkrete driftsmæssige behov
  • Kravspecificering og dialog med eksterne rådgivere og leverandører
  • Vurdering af materialer med fokus på holdbarhed, vedligehold og CO₂-reduktion
  • Upcycling af eksisterende inventar og indtænke brug af bæredygtige materialer
Opgaverne spænder fra mindre tilpasninger til større udviklingsprojekter. Du skal kunne arbejde selvstændigt og sikre, at løsningerne er funktionelle, driftsmæssigt robuste og æstetisk sammenhængende.

Indretning som en del af en større forandring
Fra 2026 implementeres en ny reform på beskæftigelsesområdet, som medfører større frihed, ændrede arbejdsgange og nye behov i de fysiske rammer. Det betyder, at vi løbende skal tilpasse og videreudvikle vores indretning, så den strategisk og i praksis understøtter organisationens retning.

Vi arbejder med principper for universelt design og med fokus på, hvordan rum påvirker adfærd, trivsel og samarbejde. Vi har de seneste år arbejdet med inddragelse af kunst, indrettet en hyggelig café for unge og etableret haver i forbindelse med bygningerne. Målet er at skabe inkluderende og velfungerende miljøer, hvor både borgere og medarbejdere oplever kvalitet, sammenhæng, mindre stress og mere tryghed.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du

  • har en relevant uddannelse inden for arkitektur eller design
  • er dygtig til at anvende relevante værktøjer fx AutoCAD, SketchUp, Adobe-pakken el. lign.
  • har erfaring med space planning og indretning af miljøer med høj brugerintensitet
  • har viden om materialer, bæredygtighed og vedligehold
  • kan omsætte analyser og behov til konkrete, realiserbare løsninger og tegninger
  • kan bestille og kommunikere med eksterne leverandører
  • kan arbejde selvstændigt og kan navigere i krav om både design, økonomi og drift
Om os
Du bliver en del af ejendomsenheden, som består af 12 medarbejdere med kompetencer inden for ejendomsudvikling, drift, arbejdsmiljø og indretning. Vi arbejder tæt sammen med både de mange interne brugere og eksterne samarbejdspartnere.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er en projektansættelse på 25 timer om ugen resten af 2026. Ansættelse snarest muligt derefter.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte design lead Anette Væring på 21 39 59 11 eller på x22k@kk.dk, hvis du har spørgsmål.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Søg via linket senest fredag den 20. marts 2026

Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
I Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) hjælper vi ledige københavnere i job, og vi støtter både ældre ledige og unge i at finde den rette vej til uddannelse. Vi skaber gode rammer for københavnske virksomheder og formidler arbejdskraft til dem. Vi arbejder for, at København er en by, hvor der er plads til alle, og støtter flygtninge og indvandrere i at finde en plads i fællesskabet. Vi er ca. 2.000 medarbejdere i BIF. Vores arbejde omfatter både den nære kontakt med borgere og virksomheder, og politisk arbejde og administration. Vi arbejder målrettet med vores trivsel, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.

Log ind