Er du medarbejderen, der gennem stærkt relationsarbejde kan støtte og vejlede beboere i overgangen mellem afsoning og frihed? Er du nysgerrig på andre mennesker og i stand til at se potentiale dér, hvor andre ser begrænsninger? Har du forståelse for komplekse sociale og sundhedsmæssige problemstillinger – og kan du omsætte denne viden til handling og løsninger i praksis? Så er det måske dig, vi søger til udslusningsfængslerne Brøndbyhus og Engelsborg. Vi leder efter en kollega, der primært skal arbejde med de særligt sårbare og udsatte, hvor sociale, psykiske og/eller sundhedsmæssige problemstillinger har været medvirkende til, at de er idømt en ubetinget fængselsstraf. Danmarks Fængsler står overfor implementeringen af en omfattende strafreform, herunder en markant styrket indsats for særligt socialt udsatte. Som led i dette opnormerer vi med en medarbejder for at styrke indsatsen for særligt sårbare og udsatte indsatte. Om Brøndbyhus og Engelsborg Udslusningsfængslerne danner rammen om overgangen fra fængsel til frihed. Formålet for udslusningsfængslerne er at give beboerne de bedste forudsætninger for at kunne leve et liv uden kriminalitet ved at understøtte arbejde, uddannelse og kontakt til familie og det omgivende samfund.
Dine opgaver bliver - Sammen med beboerne og det øvrige personale at identificere særlige udfordringer, og kunne tilrettelægge individuelle håndholdte løsninger.
- At motivere, skabe struktur samt etablere tydelige og meningsfulde rammer for udsatte eller kriseramte mennesker.
- At koordinere og strukturere indsatser på tværs af aktører og sikre sammenhæng og kvalitet i forløbene.
- At finde kreative løsninger for beboere, som ikke rigtig passer ind i de etablerede tilbud fra f.eks. kommuner, uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet.
- At arbejde med et lille udsnit af beboerne på udslusningsfængslerne, ofte de, som i dagligdagen ikke nødvendigvis gør meget væsen af sig.
- At støtte de beboere, som har særligt svært ved at realisere målene i deres handleplan og støtte ved andre udfordringer, herunder ADL træning.
Der er med andre ord tale om en individuel, håndholdt indsats, hvor du skal udvikle og understøtte beboeren i meningsfyldte aktiviteter, f.eks. ADL-træning i ordets bredeste forstand.
Da du i modsætning til døgnmedarbejderne er på arbejde dagligt, vil du i nogle sammenhænge være den kontinuerlige ressourceperson for udvalgte beboere, og du får dermed særligt gode rammer for det relations baserede arbejde. Men det betyder også, at opgaverne vil variere betydeligt i forhold til, hvilke udfordringer beboerne står over for.
Alle vore beboere har handleplaner, som bliver udarbejdet i samarbejde mellem den døgnmedarbejder, der er kontaktperson, og beboeren selv. Handleplanen skal sikre en løbende dokumentation, vidensdeling samt at beboeren løbende er indforstået med og motiveret for at arbejde med de forskellige elementer i handleplanerne. Du kommer i høj grad til at understøtte det arbejde.
Der kan være beboere fra institutionens øvrige udslusningsfængsler, som kan indgå i den indsats du iværksætter og der kan derfor i mindre omfang være aktiviteter på tværs af de fire udslusningsfængsler på Sjælland – især der hvor flere beboere har ensartede problematikker.
Om dig - Din uddannelsesmæssige baggrund kan være socialfaglig, sundhedsfaglig, pædagogisk eller noget helt fjerde.
- Du har erfaring med at arbejde med udsatte grupper f.eks. fra Danmarks Fængsler, specialområdet eller fra psykiatrien.
- Du evner at tænke helhedsorienteret og bidrager relevant i et tværfagligt samarbejde og har forståelse for, hvordan sociale og sundhedsmæssige udfordringer indvirker på hinanden.
- Da stillingen er ny, vil der være et betydeligt element af innovativ pædagogisk praksis i stillingen, så en sund portion pionerånd vil være kærkomment.
- Du har kørekort.
Det er vigtigt, du kender sig selv godt og er styret af en høj grad af faglig og professionel refleksion.
Vi tilbyder: - Et tæt samarbejde og sparring med øvrige medarbejdere i en til tider, hektisk hverdag.
- Ekstern supervision.
- Tid til faglig sparring.
- Et godt og meningsfuldt arbejde i et trygt og fagligt arbejdsmiljø.
- Sundhedsordning.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast fuldtidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Ansættelse og aflønning fastsættes i henhold til relevant gældende overenskomst afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med stillingsindholdet, samt efter principperne om Ny Løn.
Hvis du i forvejen er tjenestemandsansat i staten, vil der være mulighed for at bevare din tjenestemandsansættelse.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Engelsborg Udslusningsfængsel, Gammel Bagsværdvej 39, 2800 Kgs. Lyngby og Brøndbyhus Udslusningsfængsel, Gammel Køge Landevej 793, 2660 Brøndby Strand.
Du søger stillingen via linket "Søg stillingen”. Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget
senest den 29. marts 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 16
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV, f.eks. ansættelsesbeviser.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Yderligere oplysninger Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef på Engelsborg Bente Larsen på tlf. 7255 78 82 eller enhedschef på Brøndbyhus Annegrethe Ringgaard på tlf. 7255 7778
Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
I alt ca. 2000 ansatte.
For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk