Vil du gøre datagovernance operationelt, skalerbart og anvendeligt i en datacentrisk organisation?
Forsvaret og NATO står midt i en tidskritisk digital og operativ transformation. Derfor opbygger Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse en koncernfælles programorganisation, der skal levere det digitale fundament for fremtidens forsvar. Målet er at gøre data til en strategisk ressource på tværs af Forsvaret – så relevante, sikre og interoperable data kan understøtte hurtigere beslutninger og missionseksekvering.
Vi søger en Lead datagovernance specialist.
Din primære opgave er at bidrage til at gøre governance skalerbar og praktisk anvendelig ved at etablere en federeret governance model og omsætte policies og standarder til automatiserbare kontroller og klare “minimum bars” for data products.
Stillingen er placeret i hovedsporet Digitalt Fundament i kontoret Dataarkitektur og -model.
Om os Du bliver en del af Digitalt Fundament, som er kernen i den datacentriske transformation af Forsvaret. Programmet vokser de kommende år til ca. 200 medarbejdere og arbejder tæt sammen på tværs af myndigheder, fagområder og leverandører.
Hos os møder du høj faglighed, korte beslutningsveje og et miljø, hvor kvalitet, sikkerhed og automatisering er grundlæggende principper.
Om stillingen Du får en central rolle i governance-teamet og skal understøtte sektionschef både i at udvikle og implementere konkrete datagovernance indsatser og i at forankre dem i koncernen, så de opnår opbakning og forståelse blandt administrative og operative medarbejdere og ledere.
Dine primære opgaver bliver at:
- Udvikle og forankre en data governance operating model med de nødvendige styringsmekanismer på tværs af styrelser og operative enheder.
- Etablere de nødvendige policies, governance organer (f.eks. datagovernance council) og dataroller (f.eks. data owner og data steward) i en organisation som er midt i en digital modningsproces.
- Definere og implementere governance-standarder for bl.a. metadata, data produkter og datakvalitet.
- Afdække og implementere governance-værktøjer der kan bruges bredt i koncernen og udvikle de nødvendige governance-processer rundt om teknologien.
- Bidrage til onboarding og udvikling af træningsforløb for koncernens medarbejdere, herunder data owners og data stewards på tværs af koncernen.
Rollen kræver, særligt indledningsvist, at der sættes retning og opbygges kompetencer decentralt i koncernen i takt med at datamodenheden øges og datagovernance implementeres.
Om dig Du er en erfaren profil, der både kan sætte retning og få ting til at ske. Du trives i spændet mellem strategi og implementering og motiveres af at omsætte datagovernance til konkret værdi for organisationen og den operative virkelighed.
Vi lægger vægt på, at du har:
- Solid erfaring med at etablere og implementere datagovernance i store og komplekse organisationer, herunder dataejerskab, klassifikation, adgangsstyring og kvalitet.
- Evnen til at understøtte sektionschefen og fungere naturligt som faglig sparringspartner og stedfortræder ud mod forretningen.
- Erfaring med at drive forandringer og kan omsætte strategi til konkrete initiativer og leverancer.
- Evnen til at skabe fremdrift på tværs af forretning og IT og opbygge stærke relationer til både ledelse og specialister.
- Du arbejder struktureret og kan balancere governance, compliance og værdiskabelse, så data anvendes aktivt og ansvarligt
- Erfaring med informationsindhentning, operationer eller tilsvarende komplekse forretningsprocesser, hvor data og beslutningskraft hænger tæt sammen.
Det er en fordel, hvis du også har:
- Kendskab til dataplatforme, data products og arbejdet med federerede modeller (mesh-lignende principper).
- Erfaring med at få policies omsat til kontroller i værktøjer og processer (“enforced by design”).
- Erfaring fra at arbejde i en NATO-/interoperabilitetskontekst og navigere i standarder, samarbejdsfora og behov på tværs af domæner.
Vi tilbyder - En central rolle i opbygningen af et koncernfælles governance-setup, der understøtter en datacentrisk organisation.
- Mulighed for at etablere en federeret model, der både understøtter tempo og sikkerhed – og som reelt bliver brugt i domænerne.
- Et fagligt stærkt miljø i et program med høj strategisk betydning og tæt samarbejde mellem civile og militære medarbejdere.
- En drivende rolle i datagovernance sektionen med stor indflydelse på konkrete leverancer og samarbejdet i transformationsprogrammet og med forretningen.
Ansættelsesvilkår Bemærk stillingen er slået op både militært og civilt.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Københavnsområdet
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for datagovernance sektionen Joachim Jacobsen på telefon 4280 0623.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094.
Ansøgningsfristen er den 10. april 2026 og samtaler afholdes løbende. Stillingen er til besættelse den 1. juni 2026 eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.