Vil du være med til at styrke cybersikkerheden for borgere, virksomheder og myndigheder i det danske samfund? Så er denne stilling i Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) noget for dig! Cyberkontoret søger medarbejdere, som vil arbejde med cybersikkerhed i tæt samspil med resten af SAMSIK og andre specialister og interessenter på området. Hvem er du? Du har interesse for cybersikkerhed bredt set og brænder især for risikovurderinger, cyberberedskab, leverandørstyring eller cybersikkerhedscertificering, og har viljen og evnerne til at kunne sætte dig ind i organisatoriske og tekniske problemstillinger.
Du har en relevant uddannelsesbaggrund eller relevant erhvervserfaring indenfor fx cybersikkerhed, beredskab eller informationssikkerhed. Du er vant til at kommunikere skriftligt og mundtligt med både teknikere, generalister og ledelse.
Dine arbejdsopgaver kan være at: - Bidrage med faglig ekspertise til udarbejdelse af vejledninger om cybersikkerhed, særligt inden for områderne it-beredskab, risikovurdering og/eller leverandørstyring
- Udarbejde risikovurderinger på cyberområdet med relevans for samfundet
- Styrke informationssikkerhedsaspektet i leverandørstyring
- Indgå i planlægningen og udførslen af beredskabsøvelser
- Deltage i rådgivningsforløb om it-beredskab, risikovurderinger og/eller leverandørstyring – typisk hos myndigheder og andre organisationer med samfundskritiske funktioner
- Indgå i arbejdet med udvikling af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger og understøtte implementering og overvågning af ordningerne i Danmark, herunder samarbejde med nationale og europæiske interessenter.
- Udarbejde tekniske vurderinger af certificeringsansøgninger, herunder gennemgang af dokumentation, udarbejdelse af krav og evalueringskriterier, samt teknisk rådgivning ved certificeringer med højt tillidsniveau.
- Drive sagsforløb om cybersikkerhed i bred forstand
- Direktionsbetjening og ad hoc bestillinger, fx bidrag til taler eller præsentationer.
For at lykkes i stillingen ser vi gerne, at du kan sige ja til flere af nedenstående kompetencer: - Du har bred interesse for cybersikkerhed
- Du har kendskab til eller interesse for it-beredskab, informationssikkerhedsprocesser, leverandørstyring og/eller GRC
- Du har en god procesforståelse
- Du er god til at samarbejde med både specialister og generalister
- Du har forståelse for de afvejninger, der kan være mellem informationssikkerhed og andre forretningsbehov
- Du har teknisk viden om cybersikkerhedsprincipper, metoder og teknologier som fx netværkssikkerhed, kryptografi, sårbarhedsvurderinger eller sikker softwareudvikling
- Du har forståelse for risikobaseret tilgang til vurdering af IKT-produkter, -tjenester og -processer.
- Du har erfaring med evaluering af tekniske dokumenter, testresultater eller sikkerhedsarkitektur.
Erfaring med certificerings-, compliance- eller audit-processer i forbindelse med internationale standarder (fx ISO/IEC 27000-serien, Common Criteria eller tilsvarende), samt kendskab til EU-lovgivning og -standarder relateret til informations- og cybersikkerhed vil være en fordel.
Det tilbyder vi dig Vi tilbyder dig et job i en organisation i udvikling med dedikerede medarbejdere, der hver dag løfter en vigtig samfundsopgave. Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor trivsel og performance går hånd i hånd. Vi er samlet på tværs af fagområder og kulturer og er lige nu ved at bygge en ny stærk arbejdsplads op sammen. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.
Hvem er vi? Cyberkontoret er SAMSIK’s cyberfaglige kontor, der leverer cyberfagligt input bredt til andre dele af SAMSIK samtidig med selvstændigt at drive en række opgaver indenfor cyberpolicy (f.eks. NIS 2), cyberteknik (f.eks. de tekniske minimumskrav) og det internationale område (f.eks. standardisering og cybersikkerhedscertificering).
Løn og ansættelsesvilkår Indplacering sker afhængig af kvalifikationer og erfaring. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst for ansatte i staten. Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Stillingerne er på fuld tid og ønskes besat snarest muligt.
Arbejdsstedet er på Østerbro. SAMSIK har også en lokation i Birkerød.
Er du interesseret? Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet
senest den 9. marts 2026.
Ansøgningen vedlægges CV og eksamensbeviser.
Har du konkrete spørgsmål til indholdet i stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Morten Rosted Vang på
morvan@samsik.dk (Cyberkontoret). Bemærk, at henvendelse ikke i sig selv fremmer muligheden for at komme i betragtning til stillingen.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.