fuldtid
Chef for Kampflyafdelingen i Flyverkommandoen
Flyverkommandoen søger en chef til Kampflyafdelingen. Som chef for denne afdeling får du ansvaret i en periode, hvor kampflykapaciteten er under store forandringer, idet opbygningen af den nye F-35 kapacitet foregår i disse år. Så søg denne stilling, hvis du vil have en ledende rolle i transitionen og operationaliseringen af Danmarks nye F-35 kampfly.
Om os
Flyverkommandoen er placeret på Flyvestation Karup og er overordnet ansvarlig for styring af Flyvevåbnets planlægning og drift samt for at sikre, at Flyvevåbnet leverer relevante, effektive og efterspurgte kapaciteter, både nationalt og internationalt.
Flyverkommandoen vægter professionalisme med fokus på den operative opgaveløsning under hensyntagen til ressourcemæssige og personelmæssige forhold. Staben som arbejdsplads er fleksibel med et godt arbejdsmiljø, men også præget af perioder med høj intensitet og travlhed.
Om stillingen
Som chef for Kampflyafdelingen refererer du til chefen for Kapacitetsdivisionen.
Stillingen er tillagt ansvaret for en meget bred opgaveportefølje relateret primært til F-35 kapaciteten, hvilket også medfører samarbejdsrelationer med mange enheder og myndigheder, såvel nationalt som internationalt. Som chef skal du iværksætte og direktivgive planlægning og gennemførelse af afdelingens opgaver samt sikre en udførelse af beslutninger og initiativer fra ledelsen.
De væsentligste arbejdsopgaver i stillingen omfatter blandt andet at være ansvarlig for dimensionering, opstilling, ressourcesætning og træning af Flyvevåbnets kampflykapacitet således, at kapaciteten er klar til indsættelse i nationalt såvel som internationalt regi. Ydermere at prioritere aktiviteter i relation til flyvning med kampfly, herunder fastsættelse af operativ opgaveløsning, træning, flyvetimerammer samt større øvelser.
Du vil ligeledes skulle bidrage til kapacitetsudvikling og militærfaglig rådgivning samt analysere militære muligheder og anbefalinger på anmodning.
Det forventes, at du kan indgå i vagtlisten som Available Air Defence Commander, og at du kan fungere som Red Card Holder i forbindelse med en udsendelse af kampflyene.
Du har personale- og ledelsesansvar over for alt underlagt personel. Dette indbefatter tillige ansættelses- og lønforhandlingskompetence.
Du har budget- og disponentansvar overfor tildelte ressourcer, herunder kompetence til afgørelse af forhold inden for afdelingens ansvarsområder.
Om dig
Du er officer med erfaring fra kampflyområdet og har kendskab til Fighter Wing Skrydstrup.
Du er enten udnævnt M401 eller erfaren M331 med potentiale til at blive udnævnt. Det forventes, at du har erfaring med stabstjeneste fra enten niveau I eller niveau II og gerne inden for områder, der er relevante for kampflyområdet.
Det er vigtigt, at du er proaktiv, kan holde mange bolde i luften på samme tid, kan arbejde hurtigt og effektivt, kan arbejde med komplekse problemstillinger, har flair for systematik og har evnen til at fastholde fokus og opnå resultater.
Såfremt du er aktiv pilot med status på enten F-16 eller F-35, skal du være indstillet på at opgive flyvestatus på kampfly, idet stillingens arbejdsbelastning ikke er forenelig med at oppebære status på kampfly.
Det er vigtigt for staben, at du interesserer dig for mennesker og ledelse, da du indgår i et dynamisk samspil med de øvrige afdelingschefer inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde, internationale samarbejdspartner samt Flyvevåbnets øverste ledelse.
Der vil desuden blive lagt vægt på, at du har helhedssyn og formår at tænke ministerområdets udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision samt at du vurderes bredt anvendelig på chefniveuaet.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten.
Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering.
Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Dit faste tjenestested er Flyverkommandoen på Flyvestation Karup.
Ansøgere skal kunne opnå sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.
Du skal til enhver tid kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen, hvilket vil sige kategori C.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingsindholdet, er du velkommen til at kontakte oberst Thomas Helenius Christensen på telefon 7281 2521.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen, Marie Veedfald, på telefon 3266 5975.
Ansøgningsfristen er den 17. februar 2026, og ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 9.
Stillingen er ledig til besættelse hurtigst muligt.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen
.