Bygholm Bakker – børnehaven søger ny pædagog-kollega

fuldtid
Bygholm Bakker – børnehaven søger ny pædagog-kollega
  • Horsens Kommune
  • Silkeborgvej 145, 8700 Horsens
Er du uddannet pædagog, helt ny og frisk fra fad eller noget ældre og rutineret – mand eller kvinde eller måske midt i mellem, så er det dig, vi søger til vores Ugle-børn og voksne, der ønsker sig en ny pædagog-kollega.

Bygholm Bakker er den dejligste arbejdsplads med de flotteste kolleger, de bedste arbejdsplaner og de skønneste børn. Vi løber nogle gange stærkt, men vi følges altid ad og hjælper hinanden – på tværs af stuer og alder.
Her er god stemning og godt samarbejde, højt til loftet og stor frihed til – med afsæt i det fælles - at sætte vores pædagogiske aftryk lige der, hvor vi brænder mest for det.

Er du optaget af børns leg og trivsel, er du verdensmester i pap og påskekyllinger, måske hatteteater, eventyr og bålhytte eller er du den pædagog, der sikrer det trygge, nære og varme, så skal du være pædagog hos os i Bygholm bakker.

På Uglestuen skal du have lyst til og kunne se værdien i at arbejde struktureret med både det store børnefællesskab og i forhold til særlige indsatser samt tiltag, der skal støtte børnenes gode deltagelsesmuligheder og oplevelses - og relationsrige hverdag i børnehaven. Du skal kunne se og dyrke mødeøjeblikket, nærværet og den vigtige læring i hverdagens rutiner og vigtigst af alt skal du gøre, kunne og ville noget med børnene.

Du vil få en hverdag sammen med børn og kollegaer, hvor faglighed, pædagogisk organisering, struktur og forudsigelighed for både børn og voksne er fundamentet for vores pædagogik og samarbejde.

Vi er fagligt optaget af bl.a.:
  • Leg! og hverdagslæring og prioriteret tid til at fordybe os i det vi gør sammen
  • Krop og sanser som afsæt for at forstå og støtte børns trivsel og udvikling
  • Børns perspektiver, spor og nysgerrighed
  • Børnenes fællesskaber og deltagelsesmuligheder
  • Natur og udeliv som lege, trivsels- og læringsrum
Som arbejdsplads prioriterer vi bl.a.:
  • Planlagt tid til at reflektere sammen med kollegaer og tværfaglige samarbejdspartnere
  • Dialog om og fokus på ressourcer og belastninger og tid til at restituere sammen
  • Det kollegiale fællesskab – du skal være en del af noget!
  • Medinddragelse i processer, frihed til at planlægge, vurdere og prioritere
  • Styr på organiseringen og den daglige drift
  • De faglige fællesskaber og mulighed for udvikling – på tværs af dagtilbuddet.
  • Ledelse i hverdagen – ledere tæt på og ledelse der understøtter det faglige fællesskab og det faglige råderum
Ud over det skal du vide:

At dine nærmeste kollegaer på stuen har arbejdet sammen længe og har godt styr på rutinerne, organisering og det pædagogiske fundament – og at de ønsker sig en kollega der kan være med til at udvikle og præge Uglestuens DNA fremover.
  • At vi mener det, når vi siger, vi vil være en attraktiv arbejdsplads og det betyder, at vi forventer noget af hinanden, både fagligt og kollegialt
Ansøgningsfrist d. 18.2 2026. Ansættelse d. 1.4 2026 (gerne 1.3, hvis muligt). Stillingen er på 35-37 timer.

For yderligere information kan du kontakte ass. leder Tilde Duus på tdf@horsens.dk / 21287951 eller dagtilbudsleder Betina Martinussen på bbma@horsens.dk / 29314705.
 

Log ind