Børnehaveklasseleder til Steinerskolen i Vejle

fuldtid
Børnehaveklasseleder til Steinerskolen i Vejle
  • Steiner Skolen i Vejle
  • Sukkertoppen 4, 7100 Vejle

Bliv en del af vores team!

Vi søger en børnehaveklasseleder til Steinerskolen i Vejle

 De første skridt ind i skolelivet er særlige.
De danner grundlaget for børnenes oplevelse af at høre til, være nysgerrige og finde glæde ved at lære.

 På Steinerskolen i Vejle begynder skolelivet med en hverdag præget af fortælling, rytme og nærvær. Her møder børnene skolen gennem leg, bevægelse, natur og fællesskab, og de første skoleår formes med stor opmærksomhed på relationer, stemning og tryghed.

 Vi søger en Børnehaveklasseleder, som med varme, tydelighed og pædagogisk indsigt ønsker at skabe et levende og trygt første skoleår for vores yngste elever.

 Steinerskolen i Vejle ligger smukt placeret midt i naturen og er en skole, hvor årstidernes rytme, fortællingen, håndens arbejde og det levende ord har en naturlig plads i hverdagen. Her arbejder vi ud fra et fælles menneskesyn og et værdigrundlag, hvor relationer, fordybelse og fællesskab er bærende elementer i skolens liv.

 Opgaven

Som Børnehaveklasseleder bliver du en central voksen i børnenes første møde med skolelivet. Din vigtigste opgave er at skabe et trygt og inspirerende læringsrum, hvor børnene gradvist finder deres plads i skolens fællesskab.

Undervisningen tager udgangspunkt i leg, fortælling, bevægelse og kreative aktiviteter.
Naturen omkring skolen og årstidernes skift danner en naturlig ramme for hverdagen, og børnene inddrages aktivt i undervisningen gennem deltagelse og sanselige oplevelser. Det er vigtigt, at du har lyst til at bruge naturen aktivt i klassens hverdag, samt at være en del af det naturunivers der er en stor del af skolens liv.

En betydningsfuld del af arbejdet er at opbygge klassens sociale liv og dermed hjælpe børnene til at blive en del af et fællesskab, hvor de oplever glæden ved at lære og være sammen.

Du vil samtidig have en vigtig rolle i samarbejdet med forældrene og i at skabe et trygt og tillidsfuldt skolehjem-samarbejde omkring klassens liv.

 Vi søger dig, som

er uddannet pædagog eller lærer med stærke pædagogiske kompetencer og erfaring med børn i de tidlige skoleår.

Du har en levende interesse for arbejdet med netop denne aldersgruppe og en naturlig evne til at skabe relationer til børnene.

Du møder børn med varme, tydelighed og ro og formår at skabe en stemning i klassen, hvor børnene føler sig trygge og nysgerrige.

Du føler dig hjemme i steinerpædagogikken og arbejdet med fortælling, natur, kunstneriske aktiviteter og årstidernes rytmer som en del af undervisningen. Har du ikke en antroposofisk baggrund, forventer vi, at du har lyst til at fordybe dig i steinerpædagogikken gennem efteruddannelse, som skolen understøtter.

Du værdsætter samarbejdet med kolleger og bidrager aktivt til skolens fællesskab, samtidigt med at du kan arbejde selvstændigt og skabe den daglige ramme om klassens liv.

Vi tilbyder

En skole med sjæl, retning og stærke traditioner.
Et engageret kollegium, hvor samarbejde og pædagogisk refleksion vægtes højt.
Muligheden for at være med til at forme børnenes første skridt ind i skolelivet.

Praktisk om stillingen

Stillingen kan enten være deltid eller fuldtid og ønskes besat senest pr. 1 juni 2026

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale.

Ansøgning og CV sendes til ansoegninger@steinerskolen-vejle.dk senest 10.04.2026.
Ansøgere vurderes løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Martin Kondrup på martin@steinerskolen-vejle.dk.

 

Log ind