fuldtid
Analytisk stærke generalister søges til arbejde med regelforenkling i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bliver du motiveret af analytisk arbejde i tæt samarbejde med faglige interessenter? Vil du være med til at understøtte et godt samspil mellem regulering, administration og erhverv på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet? Trives du med en fleksibel opgaveportefølje og muligheden for at påvirke den strategiske retning i enheden? Hvis du kan svare ja på et eller flere af disse spørgsmål, så læs videre!
Om stillingen
I vores nyoprettede enhed for regelforenkling søger vi aktuelt flere strategisk bevidste generalister, som har appetit på f.eks. at udarbejde analyser og skriftlige beslutningsoplæg, understøtte og facilitere gode processer eller koordinere på tværs af myndigheder. Alt gøres i tæt samarbejde og dialog med den dybe faglighed i styrelsens fag- og kontrolenheder.
Vi forventer at besætte 2-3 stillinger.
Dine opgaver kan f.eks. bestå i at forberede og facilitere workshops, varetage enhedens dialog med interne og eksterne interessenter, udarbejde skarpe skriftlige afrapporteringer og oplæg i PowerPoint, lave effektberegninger af mulige tiltag eller tilrettelægge gode processer omkring eksekvering af analyser på tværs af styrelsen.
Om dig
Du kan være nyuddannet eller have relevant erfaring fra f.eks. konsulentbranchen eller den offentlige sektor. Vi tilpasser opgaverne efter dit erfaringsniveau.
Vi lægger vægt på, at du:
- har en relevant akademisk baggrund og stærke analyse- og metodekompetencer – både kvantitative og kvalitative – og kan omsætte dem til solide beslutningsgrundlag
- kan koordinere og skabe fremdrift i processer gennem god dialog og samarbejde med et bredt interessentlandskab
- forstår at bringe andres fagligheder i spil og se problemstillinger fra flere perspektiver, så arbejdet bliver nuanceret og velunderbygget
- har gode samarbejds- og relationelle kompetencer og trives med løbende faglig og personlig udvikling både internt og eksternt
- har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner, og kan præsentere analyser, fremgangsmåder og resultater klart, præcist og forståeligt
Om os
Regelforenklingsenheden i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er en nyoprettet enhed med en tværgående strategisk tilgang til regelforenkling. Vi bidrager til analyser, beslutningsoplæg og koordinering både internt i styrelsen og i samarbejde med andre myndigheder. Vores formål er at understøtte et godt samspil mellem regelgrundlag og regulering, erhverv og offentlig administration. Arbejdet kan vedrøre alt fra EU-forordninger til fortolkninger af lovmæssige rammer, god brug af digitale værktøjer og eksekveringskraft på analyser.
Som en enhed i udvikling kan opgaver og rammer være omskiftelige, men det giver samtidig høj indflydelse på retningen. Vi består af en enhedschef og fire medarbejdere og er kendetegnet ved metodisk faglighed, godt humør og en flad struktur. Vi arbejder på et komplekst område og fokuserer på at skabe mest mulig værdi gennem skarp prioritering og faglig sparring.
Når du starter, får du en fast sparringspartner tilknyttet dine opgaver.
Hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Stillingen er en fuldtidsstilling som fuldmægtig med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer ugentligt. Afhængig af din erfaring og dine kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som special- eller chefkonsulent. Ansættelsesområdet er Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og ansættelsesstedet er som udgangspunkt Stationsparken 31 i Glostrup.
Du vil have din daglige gang på vores lokation ved Stationsparken i Glostrup, 5 minutter til fods fra Glostrup station og med mulighed for gratis parkering ved bygningen.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Rasmus Emig (tlf. 72 27 58 66/mail: rasme@fvst.dk).
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning samt CV og eksamenspapirer. Ansøgningsfrist d. 5. april.
Vi forventer at holde samtaler i uge 15 og 16. Formatet for samtaler varierer afhængigt af erfaringsniveau, men du kan forvente, at samtaler omfatter dialog om en case.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.