Vi søger en ny kollega til en fuldtids stilling fra 1. juli 2026, eller efter aftale, med lyst til at arbejde i en spændende anæstesiologisk afdeling, der favner kerneopgaven; at levere anæstesisygepleje af høj kvalitet, som en integreret del af det samlede patientforløb. Vi har generelt gode muligheder for at være godt forberedt på de enkelte patientforløb, og patienterne giver dagligt udtryk for stor tilfredshed. Hos os får du en kombination af et spændende job som anæstesisygeplejerske med beskeden vagtbelastning og familievenlige arbejdstider. Anæstesien i Frederikshavn Anæstesiafdelingen i Frederikshavn er organisatorisk en del af Anæstesi- og intensiv afdelingen på Regionshospitalet Nordjylland. Vi er 12 anæstesisygeplejersker, med stort alders- og erfaringsspænd, samt 3 fast tilknyttede anæstesilæger. Vi er uddannelsessted for anæstesikursister i tæt samarbejde med anæstesiafdelingen i Hjørring, samt læger i introduktionsforløb. Den daglige drift koordineres af afsnittets kliniske afsnitskoordinator i samarbejde med den ledende oversygeplejerske. Vi har en anæstesisygeplejerske med UUU-funktion og en klinisk vejleder i afdelingen, samt en servicemedarbejder i anæstesiafdelingen, som yder en uvurderlig hjælp i forbindelse med udskiftning på stuerne, varebestilling m.m.
Afsnittet ydes anæstesi til elektive ortopædkirurgiske patienter, herunder hofte- og knæ-alloplastik og rygkirurgi, samt rekonstruktionskirurgi til ASA 1-3 patienter. På operationsstuerne arbejdes i teams hvor kirurger, operations- og anæstesipersonale sammen har medansvar for afviklingen af dagens operationsprogram.
Ud over opgaverne på operationsgangen, assisterer anæstesisygeplejerskerne ved akut dårlige patienter, Hjertestop beredskabet, anlæggelse af vanskelige intravenøse adgange og deltager i overflytning af patienter, som kræver anæstesiledsagelse, til behandling på andet sygehus.
Anæstesisygeplejerskerne medvirker ved ugentlige informationsmøder for patienter der skal opereres , varetager blodprøvetagning i hverdagene kl. 16.00 – 22.00 og hele døgnet i weekenden ved akut behov.
I samarbejde med anæstesiafdelingen i Hjørring, yder vi anæstesi til patienter til ECT-behandling ved Psykiatrien i Brønderslev på faste ugedage.
Fokus på et godt arbejdsmiljø og trivsel Arbejdsmiljøet har høj prioritet hos os og er kendetegnet ved en god omgangstone, respekt og god humor.
Vi vægter en professionel og faglig tilgang til det elektive patientforløb. Og ønsker til stadighed at udvikle anæstesisygeplejen gennem faglig sparring og tværfagligt tavlemøde. Der er morgenmøder to gange om måneden hvor både mono og tværfaglige emner tages op.
Vi arbejder med elektronisk anæstesijournal i programmet PICIS, hvilket sikrer tidstro dokumentation og højner fokus på patienten.
Operationsafdelingen har lukket i weekender, på helligdage og i sommerferien uge 29, 30 og 31, hvor anæstesisygeplejerskerne har vagtberedskab som i weekend og helligdage.
Anæstesisygeplejerskernes mødetider er fra mandag til fredag kl. 7.45 – 15.15, 16.30. En anæstesisygeplejerske har vagt fra kl. 7.45 – 16.30 og efterfølgende rådighedsvagt fra dejligt vagtværelse fra kl. 16.30 – 22.00.
Fredag til søndag består vagtberedskabet af en anæstesisygeplejerske i døgnvagt og en anæstesilæge i weekendvagt.
Afdelingens vagtplan er en grundplan med stor imødekommenhed overfor individuelle ønsker. Det er muligt at holde tre ugers sammenhængende sommerferie og der er mulighed for at holde ferie udenfor de faste “lukkeuger”.
Vi søger en kollega - med en specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje
- der går til opgaverne med høj faglighed og godt humør
- der er fleksibel og kan acceptere en arbejdsdag med travlhed og omskiftelighed.
- der aktivt og positivt vil bidrage til et godt tværfagligt samarbejde og arbejdsmiljø
- som vægter faglig kvalitet, tager medansvar og aktivt engagere sig i det gode patientforløb, samt udviklingen og vidensdelingen i afdelingen.
- som ønsker at være en del af de uddannelsesopgaver, der er i afdelingen
Hos os får du - Et individuelt tilpasset introduktions- og oplæringsprogram.
- Spændende arbejdsopgaver med fokus på effektive patientforløb af høj kvalitet og team samarbejde.
- Kompetente og engagerede kollegaer, der har fokus på patientforløb og faglig udvikling af den anæstesiologiske sygepleje.
- Et godt og respektfuldt mono- og tværfagligt samarbejde, hvor vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, humor og smil.
- Indflydelse på din arbejdsplan – vi prioriterer højt, at arbejdsliv og familieliv harmonerer for den enkelte.
Yderligere oplysninger: Ønsker du at vide mere om stillingen er du meget velkommen til at kontakte ledende oversygeplejerske Mette Daugaard Hansen tlf.: 97 64 10 77 / 25 20 90 06 – E-mail:
mdh@rn.dk eller klinisk afsnits koordinator Christine Topholt Idskov tlf. 97 64 20 74
Du er også meget velkommen til at besøge os til en ”studiedag” på afsnittet.
Ansættelse Stillingerne er som udgangspunkt på fuldtid og du bliver ansat under Anæstesi og intensiv afsnittet, RHN, hvor dit primære arbejdssted er på anæstesien i Frederikshavn.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område indgået med de relevante organisationer.
Ansøgningsfrist: 21.06.2026
Tiltrædelse: 01.07.2026 eller efter aftale
Vi forventer at afholde samtaler den 24.06.2026