Akademisk medarbejder til Råds- og Direktionssekretariatet i Region Midtjylland – barselsvikariat

fuldtid
Akademisk medarbejder til Råds- og Direktionssekretariatet i Region Midtjylland – barselsvikariat
  • Region Midtjylland
  • Skottenborg 26, 8800 Viborg

Da en af vores kolleger går på barsel, søger vi en akademisk medarbejder til et spændende barselsvikariat i Råds- og Direktionssekretariatet.

Vil du arbejde helt tæt på politikerne og den øverste administrative ledelse og bidrage til den videre implementering af sundhedsreformen, så er Råds- og Direktionssekretariatet måske et sted for dig. 

 

Om stillingen

Du får et alsidigt og meningsfuldt job, hvor du bliver en del af betjeningen af Region Midtjyllands direktion og politiske system, herunder regionsrådet, forretningsudvalget, sundhedsrådene, udvalg for regional udvikling og særlige udvalg m.m. Du vil på forskellig vis indgå i nogle af de mange opgaver, som Råds- og Direktionssekretariatet løser.

Arbejdet indebærer både administrative og politiske aspekter og vil ofte kræve tæt samarbejde og koordinering på tværs af organisationen, herunder med hospitalerne og de administrative afdelinger. 

Din endelig opgaveportefølje vil afhænge af din profil og dine kompetencer, men den vil bl.a. kunne omfatte følgende:

  • Sekretariatsbetjening af stående politiske udvalg og administrative mødefora. Det kan dreje sig om forberedelse og kvalitetssikring af dagsordener og mødemateriale, sekretærfunktion på møder samt opfølgning på beslutninger. Bidrag – i samarbejde med kollegaer i sekretariatet – til forberedelse og kvalitetssikring af dagsordener til  møder i forretningsudvalget og regionsrådet og være med til at sikre opfølgning på de politiske beslutninger efter møderne
  • Ad hoc-opgaver, herunder udarbejdelse af skriftlige produkter, fx besvarelse af henvendelser fra regionsrådsmedlemmer, borgere m.m.
  • Planlægning af besøg og forskellige arrangementer.

 

Hvem er du? 

Vi søger en kollega, der

  • har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau
  • har politisk forståelse og gerne erfaring fra en politisk styret organisation med betjening af direktion og politikere, herunder politiske udvalg
  • er fagligt stærk, god til at samarbejde, og evner at arbejde strategisk på et højt niveau i en ofte uforudsigelig hverdag
  • er udadvendt og trives i en koordinerende rolle med mange kontaktflader
  • skriver klart og præcist og kommunikerer sikkert både skriftligt og mundtligt
  • har humor, er opsøgende og bidrager til en uhøjtidelig omgangstone. 

 

Hvem er vi?

Råds- og Direktionssekretariatet består af 20 engagerede medarbejdere med et stærkt fagligt miljø og et godt kollegialt fællesskab.

 Vi lægger vægt på både samarbejde og selvstændighed i opgaveløsningen og ser faglige og personlige forskelligheder som en styrke. Du får gode muligheder for udvikling – både fagligt og personligt.

Vi har stor berøring og samarbejde med regionsrådet og hele koncernen, særligt med direktionen, den øvrige administration i regionshusene og administrationerne på hospitalerne.

Råds- og Direktionssekretariatet er en del af Regionssekretariatet, der er en centralt placeret afdeling med ca. 160 medarbejdere fordelt på fem kontorer: Råds- og Direktionssekretariatet, Juridisk Kontor, Digital Forvaltning, Intern Service og Patientkontoret.

Regionssekretariatet fungerer som et strategisk og koordinerende bindeled på tværs af organisationen, og som vejlednings- og omvisiteringsfunktion for brugere af sundhedsvæsenet. 

Du kan læse mere om Regionssekretariatet og Region Midtjylland på: https://www.rm.dk/kontakt/regionssekretariatet/

 

Løn og ansættelsesvilkår 

Løn– og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er et barselsvikariat frem til den 31. marts 2027, evt. med mulighed for forlængelse. 

Arbejdssted: Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg.

Ansøgningsfrist: den 16. april 2026.

Ansættelsessamtaler: forventes afholdt den 23. april 2026.

Forventet tiltrædelse: den 1. juni 2026 eller efter aftale.

 

Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at kontakte kontorchef Marianne Bengtson på tlf. 21 84 81 19 eller Marianne.bengtson@stab.rm.dk for yderligere oplysninger om stillingen.

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind