Afdelingslæge søges til Anæstesiologisk Afdeling Holbæk Sygehus

fuldtid
Afdelingslæge søges til Anæstesiologisk Afdeling Holbæk Sygehus
  • Region Sjælland
  • Smedelundsgade 60, 4300 Holbæk

Et sygehus i udvikling – med plads til din faglighed

Som led i Sundhedsreformen har Region Sjælland tildelt Holbæk Sygehus en ekstraordinært stor og varig bevilling til rekruttering af speciallæger og andet sundhedspersonale. Det giver os en helt særlig mulighed for at styrke vores faglige miljøer og videreudvikle et sygehus med høj kvalitet i patientbehandlingen.

Vi investerer langsigtet i Holbæk Sygehus – og i de mennesker, der arbejder her. Bevillingen er et tydeligt signal om tillid og ambitioner og understøtter vores rolle som et centralt sygehus i den kommende Region Østdanmark.

Rekrutteringen sker med fokus på helheden. Selvom hovedvægten ligger på speciallæger, sker udbygningen i tæt samspil med andre faggrupper. Det betyder stærke tværfaglige fællesskaber, bæredygtige løsninger og en hverdag, hvor der er balance mellem faglighed, samarbejde og arbejdsliv.

For dig betyder det, at du bliver en del af et sygehus i bevægelse. Et sted med tydelige ambitioner, plads til at præge udviklingen og et klart mandat til at tænke nyt. Her får du gode rammer for både faglig fordybelse, uddannelse og et arbejdsliv, der hænger sammen.

Ved Anæstesiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus er en stilling som afdelingslæge med vagtforpligtelse ledig til besættelse den 1. maj 2026 eller efter aftale.

Som speciallæge bliver du hos os en del af en afdeling i rivende udvikling, hvor fokus på uddannelse, udvikling, forskning og gode patientforløb er i højsædet. Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer både fagligt og ledelsesmæssigt og kan gennem delegerede ledelsesmæssige opgaver, styrke din profil og dine kompetencer, og dermed stå stærkere til at bestride en fremtidig overlægestilling samtidigt med, at du bidrager til at styrke fagligheden og læringen i afdelingen, og hjælper os mod målet om, på alle områder, at leve op til de nyeste standarder. Du får gode muligheder for efteruddannelse og kan på den måde være med til at præge din egen karrierevej.

Derudover tilbyder vi:

  • En dynamisk afdeling med fokus på højt fagligt niveau, der samtidigt vægter arbejdsmiljø og samarbejde
  • En varieret klinisk hverdag med mulighed for at bevare den anæstesiologiske bredde
  • Mulighed for at blive en del af et dedikeret vejlederhold, der ser uddannelse som en kerneopgave
  • Gode muligheder for udvikling af dine kompetencer
  • Gode muligheder for kurser og videreuddannelse
  • Et ansættelsesforhold hvor vi så vidt muligt forsøger at tage højde for individuelle ønsker og behov

Vores forventninger:

  • Speciallæge i anæstesiologi
  • En engageret og fagligt kompetent kollega
  • Gode kommunikative evner, med mod på varetagelse af en meget bred gruppe af akutte medicinske og kirurgiske tilstande
  • Godt humør og gode samarbejdsevner

Vi håber du har lyst til at være vores nye kollega!

Om afdelingen:

Afdelingen servicerer et akutsygehus med en velfungerende akutafdeling med level 2 traumemodtagelse, gynækologisk/obstetrisk-, pædiatrisk-, abdominal- og ortopædkirurgisk afdeling samt to medicinske afdelinger med kardiologi, nefrologi, rheumatologi, geriatri og apopleksi fase 2.

Vagtberedskabet udgøres af et forvagtslag bestående af reservelæger, samt to bagvagtslag med speciallæger. Vi varetager uddannelse af læger, anæstesi- og intensivsygeplejersker samt medicinstuderende.

Det multidisciplinære intensivafsnit er et niveau 2 afsnit med 6 almene intensivpladser samt 2 sengepladser allokeret til NIV, herudover en semi-intensiv kirurgisk plads, hvor plejen bliver varetaget af intensivsygeplejesker. Afsnittet har ca. 800 indlæggelser om året og patienterne passes af en stabil og videbegærlig plejegruppe.

Sygehuset har to operationsgange, hvor der årligt administreres ca. 8000 anæstesier (børn og voksne) indenfor ortopædkirurgi, parenkymkirurgi og gynækologi/obstetrik. Vi har fokus på tværgående perioperative forløb med tiltagende fokus på regional anæstesi. Vi har et velfungerende dagkirurgisk afsnit med en del pædiatriske anæstesier.

Det tværfaglige smertecenter behandler ambulante patienter med non-maligne smertetilstande. Dette område er et afsnit for sig og arbejdet her varetages af dedikeret personale til området, herunder tre speciallæger.

Afdelingen prioriterer forskningsområdet. Vi deltager jævnligt i større eksterne forskningsprojekter der drives med fælles indsats fra alle læger og sygeplejersker i afdelingen.

Holbæk Sygehus arbejder allerede nu målrettet på at efterleve sundhedsreformens intentioner. Vi skaber mere sammenhængende, nærværende og meningsfulde patientforløb – særligt for de patienter, der har størst behov for et koordineret sundhedstilbud.

Som læge hos os får du mulighed for at gå forrest i denne udvikling. Det handler om at bruge din kliniske erfaring og faglighed aktivt – både i mødet med patienten og i samarbejdet med kolleger, kommuner og almen praksis – så vi sammen sikrer, at den rette indsats når de rette patienter på det rette tidspunkt.

Vi søger læger, der har lyst til at tage medansvar for helheden i patientforløbene, og som ser værdi i dialog, faglig sparring og samarbejde på tværs af sektorer til gavn for patienterne.

Løn- og ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist:

Mandag den 16. marts 2026

Samtaler afholdes tirsdag den 24. marts 2026

Yderligere oplysninger:

Kan fås ved henvendelse til ledende overlæge David Levarett Buck, Anæstesiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus

tlf.: 59 48 41 18 Mail: dlbu@regionsjaelland.dk

Ansøgningen bør tage udgangspunkt i de syv lægeroller. Ansøgning sendes via linket i annoncen.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 18 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på FacebookTwitter og LinkedIn.

Log ind