Adjunkt/lektor til undervisningsopgaver på Diplomuddannelsen i Ledelse

fuldtid
Adjunkt/lektor til undervisningsopgaver på Diplomuddannelsen i Ledelse
  • UC Syddanmark, Haderslev
  • Lembckesvej 7, 6100 Haderslev
Vil du bidrage til at skabe kompetenceudvikling inden for ledelse af medarbejdere og faglig udvikling - og facilitere læreprocesser for nye og erfarne ledere? Kan du binde ledelsesteori og -praksis sammen til gavn for ledelsesstuderende og deres organisationer? Så er det måske dig vi mangler som kollega og underviser inden for ledelsesområdet.

UC SYD Videreuddannelse søger en ny kollega med undervisningserfaring, og gerne ledelseserfaring, til en fuldtidsstilling som adjunkt eller lektor til vores faglige område vedr. Ledelse. Vi søger en kollega, som vil være med til at udvikle den samlede uddannelse og som har fokus rettet mod den praksis lederne kommer fra.

Om stillingen
Som underviser ved UC SYD Videreuddannelse bliver du en del et ambitiøst fagligt fællesskab med engagerede underviserkollegaer med forskellige faglige baggrunde. Du kommer til at indgå i Området Ledelse som bl.a. arbejder med Diplomuddannelsen i Ledelse og Diplomuddannelsen i Projektledelse, kurser, projekt samt forsknings- og udviklingsopgaver om ledelse af og i de professioner, UC SYD uddanner til.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • varetage undervisning på Diplomuddannelsen i Ledelse, herunder planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningsforløb
  • bidrage fagligt inden for temaer som ledelse, professionelle relationer, organisering og styring samt udvikling af en refleksiv lederpraksis
  • medvirke til udvikling af relevante ledelseskompetencer med afsæt i de professioner og organisationer, som UC SYD uddanner til
  • vejlede studerende i deres lærings- og udviklingsprocesser samt give kvalificeret faglig feedback på opgaver og projekter
  • ​​​​​​​indgå i konsulentopgaver og udviklingsaktiviteter i samarbejde med organisationer og samarbejdspartnere
Dine kompetencer
Vi forventer, at du som person er engageret og samarbejdsorienteret, at du gerne har ledelseserfaring, og at du har gode kommunikative evner, såvel mundtligt som skriftligt. Du trives med frihed og ansvar for egne indsatser og indgår naturligt og engageret i samarbejde med kollegaer og samarbejdspartnere.

Vi lægger vægt på, at du fx:

  • har en relevant uddannelse på kandidat-, master- eller ph.d.-niveau inden for fx ledelse, organisation, samfundsvidenskab eller beslægtede fagområder.
  • har erfaring med ledelse eller arbejde tæt på ledelsesopgaver i organisationer, gerne inden for de professioner eller sektorer, som UC SYD uddanner til.
  • har blik for at tilrettelægge, gennemføre og udvikle lærings- og udviklingsprocesser, der understøtter refleksion, kompetenceudvikling og praksisnær anvendelse hos deltagere og organisationer.
  • ​​​​​​​har lyst til aktivt at bidrage med din faglighed i den samlede undervisergruppe og indgå i et fagligt samarbejde om udvikling af undervisning, uddannelser og faglige aktiviteter.
Vi tilbyder et arbejdsmiljø kendetegnet ved, at:

  • vi brænder for udvikling af gode, praksisfokuserede ledelseskompetencer
  • vi bidrager til forsknings- og udviklingsarbejde og anvender det i undervisningen
  • vi er en organisation med dygtige teoretikere og skarpe praktikere, der løfter i fællesskab
  • vi motiveres af spændende og varierede arbejdsopgaver
  • vi arbejder selvstændigt og i teams
  • vi arbejder med nye læringsformer og formater, som kan understøtte læring og kompetencer
  • vi sørger for at nye kolleger bliver godt taget i mod og onboardet bl.a. gennem introduktionsmøder med relevante samarbejdspartnere, mentorordning mv.
Løn og ansættelsesvilkår
Som underviser ved UC SYD vil du blive ansat som adjunkt eller lektor, og din ansættelse vil være omfattet af gældende overenskomst samt bekendtgørelse om stillingsstruktur ved blandt andet professionshøjskoler.
Ved ansættelse som adjunkt er der krav om, at du inden for fire år gennemgår en lektorkvalificering. I den forbindelse skal der afvikles en større del af undervisningsforpligtelsen inden for områderne videreuddannelse og forskning/udvikling. Direkte ansættelse som lektor kræver forudgående positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelse nr. 762 af 25. juni 2013 eller senere bekendtgørelse om lektorkvalificering eller positiv bedømmelse efter reglerne i kap. 5 i bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering. Hvis du allerede er ansat som lektor ved UC SYD, kan du rokere til stillingen, uanset hvilken bekendtgørelse, du er bedømt efter.

Din primære arbejdsplads vil være på vores campus i Haderslev, men arbejdsstedet kan variere, da opgaver gennemføres både på UC SYDs øvrige matrikler samt i UC SYDs dækningsområde i Syd- og Sønderjylland. Vi forventer, at du har kørekort og har bil til rådighed.

Stillingen er på gennemsnitlig 37 timer pr. uge med forventet tiltrædelse den 1. juni 2026 eller snarest herefter.

Er du interesseret i at høre nærmere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Chef for UC SYD Videreuddannelse, Søren Boy Larsen på tlf. 7266 5679 eller områdeleder for Ledelse, Hans-Henrik Jessen på tlf. 7266 5217

Ansøgningsfrist
Er du interesseret i stillingen, skal du sende os din ansøgning senest den 1. april 2026 kl. 23.59.

Samtaler forventes afholdt den 14. april 2026 og den 21. april 2026 på Campus Haderslev. Der vil i forbindelse med samtalerne blive tilsendt en case, der skal forberedes inden samtalen.

UC SYD ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede uanset alder, køn, etnisk tilhørsforhold, religion, handicap eller seksuel orientering til at søge ledige stillinger hos os.

Log ind