AC-medarbejder til HR Sekretariat, Arbejdsmiljø og Rekruttering i Region Syddanmark (barselsvikariat)

fuldtid
AC-medarbejder til HR Sekretariat, Arbejdsmiljø og Rekruttering i Region Syddanmark (barselsvikariat)
  • Region Syddanmark
  • Damhaven 12, 7100 Vejle

Vil du understøtte arbejdet med Koncern HR’s ambitioner og bidrage til, at Region Syddanmark er en attraktiv arbejdsplads både nu og i fremtiden? Har du interesse for eller erfaring med sekretariatsbetjening af mødefora for ledere, og er du en stærk skriftlig og mundtlig formidler, der er god til at skabe relationer? Så er barselsvikariatet som AC-medarbejder i HR Sekretariat, Arbejdsmiljø og Rekruttering måske noget for dig.

I afdelingen er vores vigtigste opgave at understøtte, at Region Syddanmark er en god og attraktiv arbejdsplads, som kan fastholde og rekruttere medarbejdere og ledere. Vores rolle er at binde tråde sammen og levere viden og rådgivning på HR-området med høj kvalitet i tæt samarbejde med sygehusene. Det gør vi bl.a. inden for områderne som sekretariatsbetjening, MED-samarbejdet, strategisk arbejdsmiljø og rekruttering.

Dine opgaver
Du får en spændende opgave med at koordinere og drive opgaver af tværgående karakter, samtidig med at du vil komme til at bidrage til den løbende drift af sekretariatet. Det drejer sig blandt andet om at betjene et forum for HR-direktøren og afdelingscheferne i Koncern HR samt forum for HR-chefer på sygehusene og Præhospital Syd. Stillingen omfatter derfor opgaver lige fra dagsordensproduktion, udarbejdelse af referater, opfølgning på beslutning fra møderne, til involvering af relevante interessenter og afvikling af møder.

Du vil komme til at samarbejde bredt i organisationen, ligesom du vil komme til at bidrage med skrivearbejde i forbindelse med udarbejdelse af oplæg, afrapporteringer og lignende.

Du er selv med til at præge stillingen i tæt dialog med resten af sekretariatsteamet. Du sidder i team med 3 andre, som koordinerer og sparrer med hinanden i det daglige arbejde og får reference til afdelingschefen for HR Sekretariatet, Arbejdsmiljø og Rekruttering i Koncern HR.

Dine primære opgaver vil være:
• sekretariatsbetjening af møderne for HR-chefgruppen og HR Lederforum
• udarbejde oplæg, afrapporteringer og lign. på HR-området i samarbejde med relevante kolleger
• HR’s bidrag til overordnede processer såsom opfølgning på budgetaftaler og indsatser på HR-området i samarbejde med resten af sekretariatet
• koordinere input fra Koncern HR til drøftelser i Danske Regioners forskellige mødefora
• bidrage til regionsledelsens og den politiske ledelses præsentationer af HR-indhold
• styring af MED-klippekortsmoduler (Efteruddannelse for de Lokale MED-udvalg)
• forefaldende opgaver af tværgående karakter

Hvad forventer vi af dig
For at lykkes i stillingen kræver det, at du søger det tværgående, er proaktiv i opgaveløsningen samt god til at skabe relationer, da opgaverne oftest løses i samspil med øvrige kollegaer i afdelingen og resten af Koncern HR. Du skal have en professionel tilgang til interne samarbejdspartnere samt til øverste ledelsesniveau og det politiske beslutningsniveau. En nøglekompetence bliver at formidle komplekse problemstillinger på en enkel, præcis og forståelig måde i både skrift og tale.

Derudover er det vigtigt, at du har et analytisk blik, og at du evner hurtigt at finde ind til det mest væsentlige, idet du i høj grad selv er med til at definere opgavens omfang og indhold. Det er derfor en forudsætning, at du arbejder struktureret, tager ejerskab for leverancer og kan sikre, at deadlines og aftaler overholdes og leveres med høj kvalitet.

Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse. Du behøver ikke at have en HR-baggrund, men vi ser gerne, at du har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation, har organisationsforståelse og kan få ting til at ske i en hverdag med mange forskelligartede opgaver og komplekse dynamikker. Det er en fordel, hvis du har kendskab til samspillet mellem en koncernfunktion og decentrale enheder.

Er HR Sekretariat, Arbejdsmiljø og Rekruttering en arbejdsplads for dig?
I afdelingen er vi 18 medarbejdere med mange forskellige baggrunde, som sætter fællesskab, faglighed, trivsel og samarbejde højt. Vi arbejder på tværs af fagligheder og bruger gerne hinanden til sparring i det daglige, og har samtidig en afslappet og uhøjtidelig omgangstone med plads til humor og smil – også i en travl hverdag. Vi lægger vægt på faglig og personlig udvikling, og har fokus på at skabe en god balance mellem privat- og arbejdsliv.

Vi tilbyder dig et udfordrende og spændende job med stor variation i arbejdsopgaverne og samtidigt en bred kontaktflade på tværs af regionen. En stor del af arbejdet giver også mulighed for tværgående samarbejder i Koncern HR.

Din arbejdsplads bliver Regionshuset i Vejle, kun 10 minutters gang fra banegården.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jesper Stockmarr på telefon 2125 7911 eller administrativ medarbejder Susanne Schou Lassen på telefon 2920 1755.

Ansøgningsfristen er 6. april 2026. Vi forventer at afholde 1. samtaler den 15. april 2026 og evt. 2. samtaler den 20. april 2026. Der kan evt. være brug af case i forløbet.

Tiltrædelse er 1. juni 2026. Ansættelsen løber frem til 30. april 2027.

Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind