1. level supporter til Servicedesk

fuldtid
1. level supporter til Servicedesk
  • It- medico og telefoni
  • Borgervænget 7, 2100 København Ø
Servicedesken i Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) er Region Hovedstadens it‑livline. Døgnet rundt – 24/7 – yder vi telefonsupport til ca. 44.000 medarbejdere på tværs af regionen. Fra læger og sygeplejersker på hospitalerne til administrative medarbejdere bag kulissen står vi klar til at løse deres it‑udfordringer, så de kan holde fokus på kerneopgaven: patienterne.

Om jobbet
Størstedelen af vores arbejde er telefonisk 1. level-support, men vi håndterer også henvendelser fra brugere der fejlmelder via vores web-portal eller kontakter os på chat.

Efter grundig oplæringsperiode - som foregår i dagtimerne og varer minimum det første år - bliver du en del vores Vagtrul-team. Her indgår du både i almindelige dagvagter og i aften-, nat- og weekendvagter, hvor du sammen med Driftsvagten varetager it-supporten for hele Region Hovedstaden.

Vagtrul-teamet består af 13 kollegaer, som alle sætter en stor ære i at være en del af teamet.

Man udviser hensyn til hinandens vagter, dvs. man passer sine vagter, men er også fleksibel når der er behov for at bytte vagt ifm. f.eks. en koncert eller et bryllup.

Har du lyst og mod på mere, vil der på sigt være muligheder for roller indenfor dokumentation/udarbejdelse af Knowledge-artikler, Supervisor, Mentor o. lign.

Om dig
Du har en relevant it-uddannelse, fx som it-supporter, it-datateknikker, datamatiker eller en anden it-supportfaglig baggrund, der giver dig solid it-forståelse og stærke tekniske færdigheder.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra et tidligere supportjob – fx i en hotline, servicedesk eller et callcenter. Du har et godt blik for, hvad god service indebærer, og trives med at hjælpe brugere i en it-kontekst.

Du er vant til at arbejde i Microsoft Windows, og du har erfaring med fejlsøgning i Windows 11. Kendskab til Microsoft 365 er ligeledes en fordel. Du behersker dansk i skrift og tale og kan kommunikere klart og respektfuldt med mennesker på tværs af fagligheder og aldre.

Da en del af vores brugere taler engelsk, forventer vi også, at du kan forstå og kommunikere på engelsk på et rimeligt teknisk niveau.

Om os
Vi har et stærkt og tillidsfuldt sammenhold. Der er plads til at have det sjovt, samtidig med vi arbejder fokuseret og professionelt, og vi har en god og respektfuld omgangstone.

Vi har betalt frokostpause, fri kaffe og frugt, samt pensionsordning. Der afholdes fredagsbar både lokalt i afdelingen, og et par gange om året i hele CIMT, ligesom der også holdes sommerfest og julefrokost.

Løn- og ansættelsesvilkår
Under oplæringen, der minimum tager et år, vil din arbejdstid være i dagstid:

  • Mandag til torsdag: 08:00 til 15:30
  • Fredag: 08:00 til 15:00
Når du er fuldt oplært, og er klar til at indgå i vagtrul-teamet, vil en 13-ugers vagtplan fordele sig på følgende måde:

  • 5 aftenvagter kl. 12-20
  • 5 aftenvagter kl. 15-23
  • 4 nattevagter (mandag-torsdag)
  • 3 weekend nattevagter, (fredag-søndag)
  • 2 weekendvagter i dagtimer, (12 timers vagter) enten 6.30-18.50 eller 7.30-19.30
  • Øvrige arbejdsdage er dagvagter, kl. 08:00-16:00/15.30
Løn- og ansættelsesvilkår er med udgangspunkt i gældende overenskomst, med mulighed for forhandling af eventuelle tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer.

Der ydes vagttillæg ved aften, nat- og weekendarbejde.

Vores adresse: Borgervænget 5, 2100 København Ø, med fri parkering, tæt på Ryparken St. og busforbindelser til Hans Knudsens Plads.

Ansøgningsfrist

  • Ansøgningsfrist: onsdag den 15. april 2026
  • Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler i uge 17
  • Tiltrædelse 1. juni 2026
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Nick Klüver-Jensen, telefon 24 41 96 24, Nick.Kluver-Jensen@regionh.dk

Om CIMT ­- din nye arbejdsplads
Som Danmarks største offentlige sundhedsteknologiske virksomhed med et årligt budget på 1,8 mia. kr. og godt 1.000 medarbejdere repræsenterer og hylder vi en stor mangfoldighed.

Vores mission er at være hospitalernes partner. Hos os handler digitalisering om liv. Derfor er kravene til os store. Ikke mindst dem, vi sætter for os selv. Mange af vores leverancer præsteres på tværs af faglige og organisatoriske skel, og i et stærkt økosystem leverer vi bl.a. løsninger til de nye supersygehuse, robotteknologi til kirurgi, fuldautomatiserede laboratoriesystemer samt diagnostik, der i stigende grad baseres på kunstig intelligens.

Bliv klogere på hverdagen i CIMT – og se hvad vi brænder for, og hvad vi leverer.

Log ind