Vil du være med til at sikre, at kun lovlige varer passerer grænsen til Danmark? Er du robust, og kan du håndtere dine opgaver på en myndig, venlig og professionel måde – også i pressede situationer? Og har du samtidig en god administrativ og talmæssig forståelse? Så er du måske en af dem, vi søger. Målrettet og effektiv toldkontrol i tæt samspil med kolleger Toldstyrelsen beskytter det danske samfund og det europæiske marked mod ulovlige varer, og i Samfundsbeskyttende Kontrol Hovedstaden bidrager vi til den opgave ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol både i havne, lystbådehavne og lufthavne, på flyvepladser og i transportcentre i hovedstadsområdet. Vi kontrollerer varer og søger efter ulovlig ind- og udførsel af farlige og sundhedsskadelige varer, bl.a. ulovlige fødevarer, kopivarer, narkotika, doping, våben og tobak, samt større pengebeløb, som måtte være skjult i pakker, bagage eller postforsendelser.
I forbindelse med kontrollerne arbejder vi ofte sammen med andre myndigheder, fx politiet og fødevaremyndighederne.
I samarbejde med kolleger vil dine opgaver primært omfatte:
- kontrol af post- og pakkeforsendelser
- smuglerikontrol, herunder scanning og tydning af billeder
- kontrol på vegne af andre myndigheder
- kontrol af rejsende og deres bagage
- vagtrapportering, herunder sagsbehandling og journalisering af kontrolsager.
I de første seks uger af din ansættelse skal du deltage i Toldstyrelsens interne uddannelse. Her får du faglige kompetencer, som klæder dig på til jobbet. Uddannelsen består af både internater, selvstudiedage med bl.a. e-læring og afsluttende prøver. Undervisningen er præget af praksisnære, toldfaglige temaer og foregår på forskellige lokationer rundtom i landet. Uddannelsen følges op af sidemandsoplæring i din enhed.
Nysgerrig, handlekraftig og omstillingsparat Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du har måske en erhvervsuddannelse eller en anden relevant uddannelse, gerne kombineret med nogle års erfaring fra brancher, der er beslægtede med toldområdet. Det kan også være, at du har erfaring fra en kontrolfunktion.
Du skal have både administrativ og talmæssig forståelse, da det er nødvendigt, at du kan sætte dig ind i regler, procedurer og relevant lovgivning på told- og kontrolområdet. Kendskab til røntgenudstyr eller billedtydning er en fordel, men ikke et krav.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- er nysgerrig og hurtig til at omstille dig fra én situation til en anden
- har en stærk psyke og kan optræde myndigt, venligt og professionelt, også i pressede situationer
- tager initiativ, er vedholdende og kan fastholde fokus
- kan begå dig på engelsk og gerne har kendskab til et eller flere andre fremmedsprog
- er interesseret i sparring og videndeling med kolleger og kan modtage og omsætte feedback fra din leder.
Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider, da vi arbejder på alle tidspunkter af døgnet (i såkaldt kontinuerlig tjeneste), også i weekenden og på helligdage.
Arbejdet er fysisk krævende, så du skal også være indstillet på at bevæge dig meget rundt i kontrolsituationer, fx i transportcentre, terminaler og bagagefabrikker, og du skal kunne gennemføre kontroller i fx store højder og snævre rum. Du vil naturligvis modtage relevant sikkerhedsuddannelse og træning.
Det er et krav, at du har kørekort B. Har du også kørekort C eller B/E, er det en fordel.
Vi sikrer effektiv toldkontrol Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I Samfundsbeskyttende Kontrol Hovedstaden har vi en spændende hverdag, hvor det ofte går stærkt. Vi har en positiv dialog og en uhøjtidelig omgangstone og deler både de gode oplevelser og dem, hvor der er plads til forbedring. Vi arbejder aldrig alene og gør meget ud af det gode samarbejde.
Kontakt og ansættelsesvilkår Send ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 9. juni 2025.
Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Mette Helmundt på telefon 72 38 92 40 på hverdage kl. 9-10.
Vi forventer at holde samtaler mandag den 16. juni og onsdag den 18. juni 2025.
Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted er Kystvejen 16, 2770 Kastrup.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på
toldst.dk/job.