Studentermedhjælper med interesse for økonomi og uddannelsespolitik

deltid
Studentermedhjælper med interesse for økonomi og uddannelsespolitik
  • BUVM - Departementet
  • Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K
Vil du indgå i arbejdet med økonomi på det kommunale uddannelsespolitiske område? Er du god til at formidle data og analyseresultater? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Koncernøkonomi i Børne- og Undervisningsministeriets departement



Om jobbet

Som studentermedhjælper får du et bredt indblik i udviklingen af politiske initiativer på børne- og undervisningsområdet og indsigt i udgiftspolitik. Du får mulighed for at udvikle generelle embedsmandskompetencer, og det indebærer muligheden for at få indblik i det statslige samarbejde med kommunerne, herunder principper for beregning af udgifter forbundet med politiske udspil og lovforslag.
Som studentermedhjælper i Koncernøkonomi får du varierede og udfordrende arbejdsopgaver, og vi tilbyder gode muligheder for, at du kan udvikle dig fagligt. Vi lægger vægt på at inddrage dig i alle dele af kontorets arbejde, herunder i team- og kontormøder samt i vores sociale aktiviteter.



Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:

  • opdatering af regnemodeller og data til brug for kommuneøkonomien
  • udarbejdelse af analyser samt bidrag til beslutningsoplæg og notater vedrørende økonomiske prioriteringer på Børne- og Undervisningsministeriets områder
  • at bidrage til udarbejdelse af ministeriets finanslovsbidrag og udgiftsopfølgninger
  • databehandling i Excel samt arbejde i de statslige budgetsystemer
  • ad hoc-opgaver relateret til ministeriets styring og tilsyn


Om Koncernøkonomi

Koncernøkonomi er placeret i Børne- og Undervisningsministeriets departement og har ansvaret for en række centrale processer vedrørende blandt andet kommuneøkonomi og koncernstyring. Vi løser opgaver i spændingsfeltet mellem politik, økonomi og styring og har en central rolle i forhold til at understøtte ministeren ved at udarbejde solide økonomiskøn, opnå den bedst mulige udnyttelse af ministeriets ressourcer og sikre en fælles retning for hele Børne- og Undervisningsministeriets koncern.

Vi har et fagligt stærkt miljø med otte medarbejdere og en kontorchef. Vi har en uformel omgangstone, og vi lægger vægt på et socialt sammenhold i en ofte travl hverdag.



Om dig

Vi forventer, at du:

  • er i gang med en relevant uddannelse (stud.scient.pol., stud.polit., stud.oecon., stud.merc., stud.scient.adm. eller lignende)
  • er god til at formidle data og analyseresultater
  • har flair for og erfaring med at anvende Excel og tal i opgaveløsninger
  • er engageret, selvstændig og tager ansvar for dine arbejdsopgaver
  • er grundig og afleverer tingene til tiden, gennemarbejdet og i en høj kvalitet
  • trives med afveksling mellem rutineprægede og komplekse arbejdsopgaver


Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat som studentermedhjælper efter relevant overenskomstaftale i staten.
Din arbejdstid er gennemsnitligt 15 timer pr. uge med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder.
Vi ønsker at besætte stillingen pr. 1. februar 2026 eller snarest muligt derefter.
Arbejdsstedet er Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K.



Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig April Villeza Marott Sundram på telefon 21 43 22 88 eller chefkonsulent Julie Kristensen på telefon 21 24 77 09.
Du kan også læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside www.uvm.dk.



Sådan søger du

Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk senest onsdag den 26. november 2025. Du søger stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget.
Vi forventer at holde samtaler i uge 50 og 51. I forbindelse med samtalerne kan der indgå en mindre case.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Log ind