Salgschef - Skandinavien

fuldtid
Salgschef - Skandinavien
  • erwin andersen a/s
  • Stensgårdvej 6, 5500 Middelfart
Opsøgende og vedligeholdende salg – Transport & Logistik Markedsledende koncept – Solid virksomhed

Denne stilling er for dig, som altid udfordrer status quo og er drevet af at skabe resultater og relationer. Du kommer til at arbejde med både opsøgende nysalg og vedligeholdende relationssalg til en bred vifte af kunder på det Skandinaviskes marked. Så hvis du interesserer dig for både at flytte mennesker og lukke ordrer, vil du få det bedste af begge verdener.

Jobbet:
Nøgleord: Udvikling, fastholdelse og optimering af omsætning og kundeplatform!

Med referenceramme til den adm. direktør og i tæt samarbejde med de enkelte afdelingsledere og den øvrige organisation, skal du fastholde og udvikle samarbejdet med en bred vifte af krævende, solide og loyale nøglekunder. Og du skal naturligvis også sikre, at der kommer nye kunder til.

Du skal udvikle og drive den samlede salgsproces, både i forhold til kunder og marked generelt, men bestemt også, så den samlede organisation påvirkes til større kundefokus og kundeforståelse, der naturligt forplanter sig ud til sidste geled i resultatkæden.

Salgsprocessen strækker sig lige fra de indledende behovsanalyser og forhandlinger, over udarbejdelse af komplekse løsningsforslag og tilbud, til de afsluttende kontraktforhandlinger. Ligeledes skal du naturligt udarbejde markedsvurderinger og personlige indsatsplaner, der efterfølgende omsættes til konkret, personlig handling.

I forhold til omsætningsvækst, bygger din succes således på din evne til at opbygge og vedligeholde langsigtede kunderelationer, med fokus på en kommerciel og konceptuel tankegang samt rigtigt godt købmandskab. Både du og organisationen skal løbende tænke værdi for kunden ind i jeres daglige adfærd. Forankring af denne ånd bliver, ud over personligt salg, én af dine vigtigste opgaver.

Kvalifikationer:
Kommer du fra vognmandsbranchen, kan det være en fordel, men absolut ikke et krav. Det afgørende er, at du har bevist, at du kan noget med salg, kunder og koncepter. Du har ganske enkelt bevist din succes inden for konceptuelt BtB salg. Dette er et ubetinget krav!

Du får et selvstændigt resultatansvar og en hverdag, hvor frihed under ansvar er et nøglebegreb. Derfor er det afgørende, at du er en salgsprofil, der evner at styre både dig selv, en krævende salgsproces og dine kunder, uden at du mister fokus eller momentum. Du vil vinde dine ordrer og nå dine mål – alt andet kan du ikke selv leve med.

Din personlighed er ligeledes afgørende for succes i denne stilling. Egenskaber som et sundt og realistisk selvværd, gennemslagskraft, gode kontakt- og forhandlingsevner, vedholdenhed og ikke mindst godt købmandskab er absolutte forudsætninger for at lykkes. Som nævnt er produkt- og brancheerfaring ikke et must, da du vil få den nødvendige introduktion og oplæring.

Din arbejdsform er præget af en høj grad af vedholdenhed, en sund moral samt en stærk kommerciel og økonomisk forståelse, og du trives i en organisation præget af ordentlighed og fokus på muligheder, indsats og resultater. Du er ganske enkelt et menneske, man gerne vil se igen, når man først har hilst på dig én gang.

Dine muligheder:
Du lander i en ejerledet virksomhed, hvor man er vant til at smøge ærmerne op og tage fat, og hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Johs. Rasmussen er et rigtigt stærkt og velkendt brand, med et særdeles godt renommé, som er blevet opbygget over flere generationer. Så forudsætningerne for din succes, herunder virksomhed, produkter, rammer, kundegrundlag og økonomi, er til UG – resten er op til dig, din indsats og dine evner.

Du indtræder således i et velfungerende setup med et stort potentiale. Der er tale om et krævende job, men til gengæld vil dine kolleger og ledelsen gøre alt for, at du lykkes. Dette i et miljø med højt til loftet og under en ledelse, der er indstillet på, at du selv vil og kan, at et ord er et ord, og at man husker at fejre succeserne.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.

Virksomheden:
Vognmandsforretningen Johs. Rasmussen, Svebølle A/S, www.johs-rasmussen.dk, med hovedkontor i Svebølle på Vestsjælland, blev grundlagt i 1932 og beskæftiger i dag mere end 250 medarbejdere inden for tank-, silo- og betonelementtransport. Virksomheden er i positiv vækst og har en årlig omsætning på over kr. 400 mio. Kvalitet, sikkerhed og miljø er højt prioriteret i organisationen, hvor man bl.a. er ISO 9001/14001 certificeret. Man søger nu en stærk salgsprofil, der er motiveret for at gøre karriere inden for BtB salg - transport og logistik.

Ansøg:
Er du den rette profil, bedes du mærke din ansøgning og dit CV stillingsnummer ”01.01.09” og uploade den her på siden.

Al henvendelse bliver naturligvis behandlet fortroligt.

Vi har ikke ansøgningsfrist på vores stillingsannoncer, idet vi indkalder kandidater successivt under rekrutteringsforløbet.

Bemærk: Jobannoncen genindrykkes løbende på diverse jobportaler. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra.

Log ind