Teknik, der skal virke. Også når det virkelig gælder. Som maskinmester i FE bliver du en del af den tekniske infrastruktur, der understøtter en af Danmarks mest særlige arbejdspladser. Her er stabil og sikker drift ikke bare en praktisk nødvendighed - den er en forudsætning for, at vi kan løse vores opgave med at beskytte Danmark.
Du får en hverdag, hvor din tekniske faglighed møder drift, udvikling og planlægning af kompleks infrastruktur. Du kommer blandt andet til at arbejde med elforsyning, køling, ventilation, generatorer, UPS, CTS og netværksinstallationer.
Du får ansvar for at sikre den daglige drift, samtidig med at du er med til at udvikle og forbedre vores tekniske installationer. Du får også kontakt med eksterne leverandører og en rolle i styringen af disse - herunder kontraktstyring.
Kort sagt: Du får mulighed for at bruge din maskinmesterfaglighed i en teknisk verden, der ikke står stille.
Du bringer din faglighed i spil Du bliver en del af et fagligt stærkt team, hvor vi sammen sikrer drift, vedligeholdelse og udvikling af vores kritiske infrastruktur.
Dine opgaver vil blandt andet være: - Styring og planlægning af den tekniske drift
- Planlægning og opfølgning på vedligeholdelsesopgaver
- Projekteringsarbejde og dokumentation
- Udvikling og forbedring af eksisterende infrastruktur
- Dialog med og styring af eksterne leverandører
- Deltagelse i vagtordning for området
Du får en hverdag med både planlagte opgaver og situationer, der kræver, at du kan tænke hurtigt og finde gode løsninger.
Du får samtidig mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt sammen med dygtige kolleger og specialister på tværs af FE.
På sigt kan der være mulighed for at få en koordinerende eller ledende rolle i området, hvis du har lysten og kompetencerne til det.
Kendskab til og erfaring med AutoCAD er en fordel, men ikke et krav.
Din faglighed og dit engagement gør en forskel Vi forestiller os, at du er uddannet maskinmester og har erfaring med teknisk drift – gerne fra facility management, kritisk infrastruktur eller et tilsvarende teknisk miljø.
Vi lægger vægt på, at du: - Har en uddannelse som maskinmester
- Har erfaring med drift af kritisk infrastruktur
- Har kørekort til kategori B
- Kan kommunikere på dansk og engelsk, da vores dokumentation foregår på begge sprog
- Arbejder proaktivt og struktureret og kan holde overblik over flere opgaver samtidig
- Er kvalitetsbevidst og går efter at løse opgaven rigtigt første gang
- Trives i et miljø, hvor tempoet til tider er højt
- Har gode samarbejdsevner og ser værdien i at dele viden med dine kolleger
Du er nysgerrig på teknikken omkring dig og har lyst til både at drifte, udvikle og finde bedre løsninger.
Og så har du lyst til at bruge din faglighed til noget, der rækker ud over det tekniske.
Din nye arbejdsplads Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste. Vi arbejder - hemmeligt og åbent - for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Som maskinmester hos os er du ikke efterretningsmedarbejder. Men du bliver en vigtig del af den tekniske organisation, der gør det muligt for vores kolleger at løse deres opgaver.
Du kommer derfor tæt på en operativ og teknisk verden, hvor tingene skal fungere – og hvor din faglighed gør en reel forskel.
FE er en helt særlig arbejdsplads med mange forskellige fagligheder og specialister. Fælles for os er, at vi arbejder for samme formål: at bidrage til Danmarks sikkerhed.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer.
Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget senest den 13. september.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted efter ansøgningsfrist, og vi stiler mod en ansættelse fra 1. december.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23255@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK” med mere information om FE's opgaver, FE som arbejdsplads og ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.